Pseudocroup
Akut inflammation af slimhinden i larynx (især lige under stemmelæberne), trakea og evt. bronkier betinget af virusinfektion. Symptomer fra stemmelæber eller subglottisslimhinde vil ofte overskygge symptomer fra dybere luftveje. Diagnosen er klinisk. Parainfluenzavirus er hyppigste årsag. Herefter influenzavirus, adenovirus og RS-virus. Ses hyppigst efterår og vinter i aldersgruppen 0,5 til 3 år. Kan ses hos ældre og yngre børn, men her bør mistanken om en differentialdiagnose være skærpet.
Typisk et forkølet barn der vågner efter nogle timers søvn med søløveagtigt gøende (krupal) hoste og inspiratorisk stridor. Gråd og uro forværrer symptomerne væsentligt.
Feber, hæshed, stridor, indtrækninger og rødme af pharynx. Forlænget eksspiration, rhonchi og produktiv hoste kan være til stede.
Følgende taler for differentialdiagnose:
Synkebesvær, savlen, fravær af hæshed, kronisk hæshed, perioral hævelse, urticaria, høj feber og påvirket almentilstand, tonsilasymmetri, uvuladeviation, hævelse af svælgets bagvæg, membraner i svælget, symptomer i første levemåneder og evt. uden feber, samt lymfadenitis på hals.
Klinisk inddeling baseret på Westley Croup Score
Mild | 2 point (kan behandles i primærsektor) |
Moderat | 3-7 point (indlægges) |
Svær | 8 point (kald lægebil) |
Observation | Point |
Bevidsthedsniveau | Vågen (eller sovende): 0. Desorienteret/forvirret: 5 |
Cyanose | Ingen: 0. Ved ophidselse: 4. I hvile: 5 |
Stridor | Ingen: 0. Ved ophidselse: 1. I hvile 2 |
Luftskifte (st.p.) | Normalt: 0. Nedsat: 1. Udtalt nedsat: 2 |
Indtrækninger | Ingen: 0. Milde: 1. Moderate: 2. Svære: 3 |
Faretegn:
- Alvorlige faresignaler er cyanose og faldende bevidsthedsniveau (nært forestående kollaps). Hypoxi er i sig selv et faresignal. Lungerne er normalt raske.
- Tegn på udtrætning kan være aftagende stridor kombineret med hypoxi, stille thorax, små thoraxbevægelser og hypoxi (saturation < 90-93), samt paradoks respiration
Forløb i almen praksis
Milde tilfælde (samlet score under 3)
Typisk kun stridor under aktivitet eller gråd og lette indtrækninger.
Hjemmebehandling
Beroligelse af barn (afledning), is (køler slimhinde i svælg og reducerer ødem), elevation af barnets hoved/overkrop (sidde op hos mor eller far), eksposition for kølig luft (gåtur udenfor). Evt. paracetamol ved mistanke om smerter. Familien opfordres til at genhenvende sig til læge ved manglende effekt eller forværring.
Forløb i specialistregi
Moderate tilfælde (samlet score 3-7)
Typisk stridor i hvile ledsaget af lette til moderate indtrækninger. Enkelte af disse kan være kritisk syge.
Indlægges akut via CVI.
Behandling
Ud over behandling som nævnt under mild pseudocroup (hjemmebehandling):
- Adrenalin-inhalation. Virkning under 2 timer. Engangsdosis oral steroid (dexamethason anbefales). Evt. inhaleret steroid via forstøver.
Efter 2. dexamethasondosering inden for samme år hos børn under 2 år hhv. 3. dosering ved større børn henvises til opfølgning i pædiatrisk ambulatorium mhp stillingtagen til Synachten-test.
Svære tilfælde (samlet score over 7).
Patienten er kritisk syg
Typisk stridor i hvile, svære indtrækninger og nedsat saturation.
Indlægges akut via CVI.
Ved cyanose og/eller bevidsthedspåvirkning tilkaldes lægebil.
Godkendt i SFR for pædiatri.
KAP-H ved praksiskonsulenterne Morten Lund NOH, Betina Uhrenfeldt AHH og Signe Vindfeld RH samt den forløbsbeskrivelsesansvarlige konsulent Maja Stegeager Kaltoft.
NB!
KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.
Indhold leveret af:
3400 Hillerød