Overvægt hos børn og unge
I RegionH er 15 % af indskolingsbørnene overvægtige, heraf 3 % svært overvægtige/fede. Ved udskolingen er tallene for overvægt/fedme 18-20 % med stor variation kommunerne imellem. For stort set alle drejer det sig om simpel adipositas, og kun ekstremt få fejler noget andet tilgrundliggende. Tidlig forebyggelse og intervention er essentiel for at kunne ændre på dette og forebygge komplikationer på lang sigt.
Forløb i almen praksis
Overvægt håndteres i primærsektoren via egen praktiserende læge og skolesundhedsplejen eller i et samarbejde.
For børn under 2 år bruges højde/vægt-kurverne til hjælp i diagnosticeringen af overvægt, idet en værdi over 97-percentilen kan angive overvægt, og en værdi over 99-percentilen kan angive svær overvægt/fedme. Fra 2-års-alderen bruges BMI-kurver i diagnosticeringen, hvor et BMI over 90-percentilen angiver overvægt og et BMI over 99-percentilen angiver svær overvægt/fedme.
Interventionen kan evt. have fokus på vægtstabilisering, idet dette i forbindelse med øget højdevækst vil skabe et relativt vægttab, og dermed vil være et tilfredsstillende mål for vægten, som beskrevet i DSAMs vejledning.
Hvis der er tale om svær overvægt/fedme, kan der henvises til forløb i specialistregi på Børne- og ungeafdelingen på Nordsjællands hospital i Hillerød, hvor der har været en klinik siden 2010. I 2019 er den åbnet for henvisninger fra hele Region Hovedstaden.
Henvisningskriterier
- Alder: 6 – 17 år
- BMI: > 99 % percentil
Hvis der er mistanke om endokrin sygdom vil patienten visiteres/henvises primært til børneendokrinolog.
Indhold i henvisning
- Telefonnummer (og gerne mailadresse) til mor og far
- Højde, vægt og BMI (henvisning vil blive afvist, hvis dette ikke er anført)
- Kort anamnese, der beskriver lidt om patient, familieforhold og forudsætninger. Barnets/den unges/ familiens motivation og hvilke indsatser der tidligere er gjort – desuden om patienten har andre forløb i fx psykiatrien.
Forløb i specialist regi
Til ambulatoriet på NOH er tilknyttet speciallæge, yngre læge, sygeplejersker og diætist med særlig kompetence indenfor svær overvægt/fedme. Ved 1. undersøgelse vil barnet blive undersøgt, og der vil blive optaget en fyldestgørende problemfokuseret journal. Familierne bliver i indkaldelsesbrevet gjort opmærksom på, at der er ordineret blodprøver, som skal tages forinden, så svaret foreligger ved første undersøgelse. Blodprøverne kan tages på alle regionens laboratorier. Hvis der ikke er taget blodprøver før forundersøgelsen, vil de blive planlagt ved første besøg.
Herefter ses barnet/den unge ambulant hver 10-12 uge af sygeplejerske og/eller diætist. Efter ca 1 år igen kontrol hos læge, som der vil være årligt. Forløbets længde afhænger af familiens behov og compliance, men typisk 2-3 år.
Klinikken på NOHs metode er en familiebaseret intervention, hvor man interagerer med stor set alt i familiens liv. Kost, motion, søde drikke, skærmtid, trivsel, sovetid etc. Der laves en individuel handleplan med 18-25 punkter. Der er en direkte og omsorgsfuld tilgang til familierne. Fokus på børnenes trivsel er essentiel, og der er ikke ensidigt fokus på vægttab.
Praktiserende speciallæger i pædiatri foretager også udredning og behandling.
Forløb i kontrolfasen
Overvægtsambulatoriet har ansvar for patients overvægtsbehandling samt, hvis der er comorbiditet, som vedrører denne. Øvrigt varetages af egen læge eller vi henviser til relevant tilbud i hospitalsregi.
Faglig rådgivning: Overlæge Birgitte Højgaard Roikjer NOH 4829 4328
Sygeplejerske Hanne Andersen NOH 4829 5921
Lægehåndbogen om overvægt hos børn
DSAMs vejledning om overvægt hos førskolebørn
Godkendt i SFR for pædiatri
Praksiskonsulenterne Marike Møller NOH, Lotte Cajus Pedersen HGH, Mette Hvidtved Andersen AHH, Signe Vindfeld RH og Bjørn Perrild, faglig redaktør KAP-H
NB!
KAP-H’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.