Non-maligne kroniske smerter, hvordan skal det behandles?
Klyngepakke
Non-maligne kroniske smerter, hvordan skal det behandles?
Kort introduktion til pakken
Formålet med denne klyngepakke er at kigge på ordinationsmønstret i jeres klynge for patienter i behandling med opioider og/eller gabapentinoider. Klyngen vil med udgangspunkt i egne data drøfte farmakologisk smertebehandling versus non-farmakologisk.
Hvorfor er dette relevant?
Region Hovedstaden vil i forsommeren 2025 vedtage en handleplan for nedbringelse af opioider i både primær- og sekundærsektoren. I Region Hovedstaden står hospitalerne og almen praksis for langt størstedelen af forbruget, som indløses på recept, som fordeler sig mellem de to udstedertyper med ca. 17 % hhv. 83 %. Dermed driver almen praksis i overvejende grad det samlede forbrug.
I almen praksis er det største forbrug af opioider blandt kroniske smertepatienter, og det kan være særligt udfordrende at ændre på forbruget blandt denne gruppe. Evidensen peger på, at smertelindring med opioider kun er relevant for en mindre gruppe af patienter med kroniske smertetilstande.
Indsatser rettet mod denne patientgruppe berører oplysning om forhold, som fremmer non-farmakologisk behandling (fx kommunale non-farmakologiske tilbud), fokus på forbrug og hjælp/værktøjer til en vellykket ud- og nedtrapning af opioider.
- Non-farmakologisk behandling af kroniske smerter.
- Opioidbehandling bør aldrig være førstevalget af kroniske non-maligne smertetilstande.
- Opmærksomhed på ændret forbrug af gabapentinoider.
Hvad kan I forvente?
På klyngemødet vil I få et indblik i egne ordinationsdata sammenholdt med de øvrige klyngemedlemmers data i anonymiseret form. I vil via gruppearbejde få inspiration til, hvilke ændringsmuligheder I har, og hvad I kan arbejde videre med i klinikken sammen med praksispersonalet.
Forberedelse
Da I på mødet skal arbejde med egne data, er det en forudsætning, at I inden mødet har givet samtykke til klyngekoordinatoren om deling af disse. Alle data er anonymiserede.
I skal arbejde i mindre grupper, og det forventes, at klyngekoordinatoren laver disse i samarbejde med medicinkonsulenten.
Metode og materialer
Dataafsæt for klyngedrøftelsen er egne ordinationsdata for opioider og gabapentinoider.
Overvejelser inden mødet
- Har du kendskab til tilbud om non-farmakologisk behandling, som du kan henvise patienter til?
- Hvilke erfaringer har du med non-farmakologisk behandling?
- Hvordan du følger op på opioidbehandling og følger alle i din praksis den samme metode?
- Hvilken praksis har du for nedtrapning af smertepatienter?
Indhold leveret af:
3400 Hillerød