Kræftdag
En faglig temadag om kræft i almen praksis med fokus på viden, dialog og kvalitet
Kræftdag er en faglig temadag for praktiserende læger, praksispersonale og uddannelseslæger. Dagen har fokus på formidling af den nyeste viden inden for kræftområdet samt på faglig refleksion og kollegial sparring.
Kræftdag afholdes hvert andet år af KAP-H, Center for Sundhed, i Region Hovedstaden som en del af Programmet for kvalitetsudvikling på kræftområdet. Senest blev Kræftdag afholdt i 2024 med temaet “De gode historier”. Programmet bestod af både plenumoplæg og parallelsessioner om blandt andet moderne kræftbehandling, kræftpakker samt den svære samtale med patienter og pårørende.
Deltagelse er gratis, og der kan søges om tabt arbejdsfortjeneste via Fonden for Almen Praksis.
Kræftdag 2026
Næste Kræftdag afholdes tirsdag den 27. oktober 2026.
I 2026 inviterer Region Hovedstaden og Region Sjælland til en fælles temadag med fokus på Kræft i almen praksis – fra første symptom til livet efter. Temadagen belyser hele kræftforløbet i almen praksis og giver opdateret viden samt praksisnære perspektiver på tidlig op-sporing, senfølger og palliation.
Formiddagens oplæg og sessioner tager udgangspunkt i de udfordringer, der kan opstå, når symptomer er uklare, når alvorlig sygdom gemmer sig bag komplekse livsvilkår, og når eksi-stentielle og åndelige spørgsmål fylder efter en kræftdiagnose. Programmet rummer både diagnostiske redskaber, praksisnære cases og nye forskningsperspektiver.
Om eftermiddagen rettes fokus mod livet efter kræft og den sidste del af sygdomsforløbet. Sessionerne omhandler opsporing og håndtering af senfølger i almen praksis, svære beslut-ninger om behandlingsintensitet samt betydningen af et velfungerende tværfagligt samarbejde i palliative forløb.
Dagen afsluttes med et personligt oplæg, der giver indblik i, hvordan kræftforløb opleves indefra, og hvilken betydning relationer, kommunikation og menneskelighed har for patienterne.
Tid og sted
Roskilde Kongres- og Idrætscenter
Møllehusvej 15, 4000 Roskilde
27. oktober 2026
Læs mere og tilmeld her:
https://www.conferencemanager.dk/krftdag2026