Nyt om Medicin - Januar 2024
Basisliste for hormonal kontraception (tidl. p-piller)
Basislisten for p-piller har skiftet navn og er udvidet til generelt at omfatte hormonal kontraception. Listen indeholder nu også anbefaling om brug af hormonspiral og minipiller, hvor førstevalget er hhv.:
- Levonorgestrel intrauterint indlæg 52 mg (Mirena)
- Desogestrel tabletter 75 µg (fx Cerazette) (3. generations minipille)
Desuden er listen udvidet i forhold til, hvilke kombinations-p-piller der er anbefalet. Alle 2. generations p-piller med flere styrker af gestagen og østrogen er nu anbefalet:
- Levonorgestrel (100 mikrogram) og ethinylestradiol (20 mikrogram) (Mirabella 28)
- Levonorgestrel (150 mikrogram) og ethinylestradiol (30 mikrogram) (fx Anastrella)
- Norgestimat (250 mikrogram) og ethinylestradiol (35 mikrogram) (fx Amorina)
Pr. december 2023 er Mirabella 28 det billigste præparat med lavt østrogenindhold (20 mikrogram), men de er markant dyrere end de billigste 2. generations-p-piller, som indeholder 30 mikrogram østrogen (fx Anastrella). Ved samtidig blødningsforstyrrelser er præparater med 30 mikrogram østrogen at foretrække.
Den opdaterede basisliste kan du finde her
Ny Basisliste for hormoner til postmenopause
Vi har udarbejdet en ny Basisliste til behandling af gener i postmenopausen hos kvinder. Anbefalingerne er bl.a. baseret på Den Nationale Rekommandationsliste fra Sundhedsstyrelsen i 2021 omkring hormonbehandling i klimakterie og menopause. Basislisten omhandler behandling af urogenitale gener og systemisk behandling.
Førstevalg til behandling af urogenitale gener:
- Estradiol (Rewellfem) vaginaltablet.
Førstevalg til systemisk behandling ved vasomotoriske og andre gener ved postmenopause:
- Estradiol 1 mg i kombination med noretisteronacetat 0,5 mg (fx Activelle) (kvinder med livmoder)
- Estradiol (Estrofem mite) 1mg (kvinder uden livmoder)
Den nye basisliste kan du finde her
Få besøg af en medicinkonsulent i din praksis
KAP-H’s Medicinteam tilbyder individuelle praksisbesøg til alle praktiserende læger i Region Hovedstaden. Besøget sætter fokus på klinikkens ordinationsmønstre og rationel medicinanvendelse inden for udvalgte lægemiddelområder. I kan selv vælge et eller flere emner for besøget, fx forbrug af antibiotika, afhængighedsskabende lægemidler eller lægemidler til diabetes. På besøget gennemgår konsulenten klinikkens ordinationsdata inden for udvalgte lægemiddelgrupper og introducerer relevante hjælperedskaber, nyeste guidelines samt gældende farmakologiske rekommandationer.
Bestil et besøg ved at sende en mail til kap-h@regionh.dk med kontaktoplysninger. Herefter kontakter en af KAP-H’s medicinkonsulenter dig og aftaler tid for besøget.
Læs mere om Medicinteamets tilbud her.
Klyngetilbud fra KAP-H’s Medicinteam
KAP-H’s medicinkonsulenter har udarbejdet 12 klyngepakker, som de tilbyder at facilitere på klyngemøderne. Klyngepakkerne tager udgangspunkt i klinikkernes egne ordinationsmønstre og faglige anbefalinger inden for forskellige områder, fx polyfarmaci, osteoporose eller psykofarmaka. Efter klyngemødet er der mulighed for et opfølgende praksisbesøg i egen klinik.
Kontakt kap-h@regionh.dk, hvis I ønsker at bestille en klyngepakke eller et praksisbesøg.
Se alle klyngepakker fra Medicinteamet her.