Nyt om Medicin - Juli 2025
Kodein ikke tilskudsberettiget fra 26. maj 2025
Kodein tabletter, som bl.a. er blevet brugt mod tør hoste, er et af de opioider, der ikke længere gives generelt tilskud til efter tilskudsændringer i slut maj. Lægemiddelstyrelsen skriver i denne sammenhæng at ”… effekten er begrænset, hvorimod risikoen for afhængighed er stor.”Læs nyheden om tilskudsændringerne fra Lægemiddelstyrelsen her.
Nyt kort vidensark om antipsykotika til mennesker med demens
Sundhedsstyrelsen har udgivet en ny kort (3 siders) vejledning/vidensark til almen praksis omhandlende brug af antipsykotika til mennesker med demens. Antipsykotika skal kun benyttes i lavest mulige dosis og kortest mulige tid og kun hvis patienten, grundet svære adfærdsmæssige og psykiske symptomer, er til fare for sig selv eller andre, eller er svært psykisk forpint.
Vidensarket anbefaler, at der arbejdes systematisk og med en personcentreret tilgang i forebyggelsen og behandlingen af adfærdsmæssige og psykiske symptomer hos mennesker med demens. Når adfærden ændrer sig hos mennesker med demens, er det vigtigt at udelukke somatiske årsager og afdække både helbredsmæssige og socialpsykologiske behov via en systematisk årsagsanalyse (livshistorie, personlighed, helbred, neurologisk svækkelse og socialpsykologi).
Læs Sundhedsstyrelsens vidensark til almen praksis om antipsykotika og demens her.
Sundhedsstyrelsen udgav desuden i april en National Klinisk Anbefaling (NKA) vedr. behandling af svær uro hos patienter med demens. Det er i forbindelse med denne udgivelse at SST har udgivet det korte vidensark til almen praksis.
Læs Sundhedsstyrelsens NKA: Mennesker med demens med adfærdsmæssige og psykiske symptomer her.
I efteråret 2025 tilbyder Klinisk Farmakologisk Afdeling MedicinVisit i din praksis om behandling af adfærdsforstyrrelser og psykiske symptomer ved demens (BPSD) med antipsykotika. Hvis du ønsker et besøg, kan du eller din sekretær skrive til medvisit@medvisit.dk eller ringe til 38 66 53 37 og booke et besøg.
Opdateret Basisliste for OAB og postmenopause
Basislister for overaktiv blære (OAB), postmenopausal behandling er opdateret med nye anbefalinger, tilføjelser og præciseringer. Nedenfor gives et overblik over de vigtigste ændringer.
Overaktiv blæresyndrom (OAB)
Basislisten er opdateret, så det tydeligt fremgår, at man bør afdække behandlingsbehovet, afstemme forventninger og evaluere effekt ved farmakologisk behandling af OAB - fx ved anvendelse af Medicinfunktionens nye deskguide om diagnostik og farmakologisk behandling.
Basislisten opfordrer nu til at sætte konkrete behandlingsmål for den farmakologiske behandling samt kvantificering af medicinens effekt efter 4 uger og årligt ved pausering fx ved brug af det nye symptomscore-skema. Find skemaet her.
1. valg er fortsat solifenacin (fx Vesicare) mens 2. valg har fået tilføjet vibegron (Obgemsa) på lige fod med mirabegron (Betmiga).
Se den opdaterede Basisliste for overaktiv blæresyndrom her.
Deskguiden ”Overaktiv Blære” kan findes her, hvor du kan printe den, du kan også rekvirere den ved at sende en mail til medicinfunktionen@regionh.dk med angivelse af, hvilket materiale, hvor mange eksemplarer du ønsker, og hvilken adresse det skal sendes til.
Postmenopause
Til vaginal hormonbehandling til urogenitale gener anbefales nu Ovestin (estriol) i alle formuleringer af prishensyn fremfor fx Vagifem. Ovestin (estriol) findes i håndkøb, men ved urogenitale gener forårsaget af østrogenmangel er der klausuleret tilskud, hvis du udskriver en recept.
Se den opdaterede Basisliste for hormoner til postmenopause her.
Brug ikke lægemiddelanalyser for antidepressiva (SSRI og SNRI) rutinemæssigt
Under rekvisitionsoplysninger i WebReq for lægemiddelanalyserne for citalopram, escitalopram, sertralin og venlafaxin er der tilføjet følgende tekst:
”Analysen vurderes kun relevant i helt særlige tilfælde, da resultatet sjældent vil få behandlingsmæssig konsekvens. MedicinInfo (tlf. 38 63 57 00, hverdage kl. 8-15.30) kan kontaktes ved behov for rådgivning”
Anvendelse af ovenstående lægemiddelanalyser anbefales ikke rutinemæssigt, da evidensen for de tilhørende referenceintervaller er begrænset. En patient med koncentrationsmåling uden for referenceintervallet kan således godt være velbehandlet, mens der omvendt kan være tale om både over- eller underbehandling på trods af en koncentration indenfor referenceintervallet. Analyserne bør derfor kun anvendes til at understøtte behandlingen under særlige omstændigheder.
Klinisk Farmakologisk Afdeling er klar til at rådgive om brugen af lægemiddelanalyser på patientspecifikt niveau via MedicinInfo (tlf. 38 63 57 00, hverdage kl. 8-15.30).
Hvis man ønsker mere generel viden om anvendelsen af lægemiddelanalyser i almen praksis, tilbyder Klinisk Farmakologisk Afdeling klyngebesøg vedrørende dette emne.
KAP-H’s Medicinteam lancerer ny klyngepakke: Symptomer omkring menopausen
Symptomer relateret til overgangsalderen fylder stadig mere – både i befolkningen og i konsultationen. Kvinder henvender sig med ønsker om støtte og vejledning, mens Almen Praksis afventer opdaterede retningslinjer fra specialeselskaberne.
KAP-H’s nye klyngepakke har fokus på, hvordan almen praksis kan rådgive og behandle kvinder med menopausale gener på baggrund af de nuværende anbefalinger. På klyngemødet får hver læge indsigt i egne ordinationsdata.
Læs mere om klyngepakkerne her
Klyngepakkerne kan bestilles ved at sende en mail til KAP-H på kap-h@regionh.dk.