Nyt om Medicin - Juni 2026
Ændrede kriterier for enkelttilskud til ADHD-medicin
Lægemiddelstyrelsen har ændret de vejledende kriterier for enkelttilskud til ADHD-medicin med udgangspunkt i Medicinrådets behandlingsvejledning om ADHD-medicin fra december 2025.
Lægemiddelstyrelsen har d. 20. april 2026 meldt følgende ud
Det farmakologiske førstevalg er fortsat methylphenidat.
Atomoxetin, dexamfetamin og lisdexamfetamin er anbefalet som ligeværdige andet valg.
Atomoxetin er det billigste af disse lægemidler og skal derfor som udgangspunkt forsøges, før der kan bevilges enkelttilskud til dexamfetamin eller lisdexamfetamin eller der skal angives en årsag til, hvorfor atomoxetin ikke er forsøgt.
Guanfacin er forsat sidst i behandlingsalgoritmen.
Medicinfunktionen har opdateret deskguiden om ADHD, som kan findes her.
Opdateringen indeholder blandt andet tilskudsændringerne og et nyt afsnit om seponering.
Vurdér behov for revaccination mod pneumokokker i år
I 2020-2022 modtog en bred gruppe af ældre gratis pneumokokvaccination (PPV23/Pneumovax) som led i covid-indsatsen. For fortsat beskyttelse anbefaler Statens Serum Institut vaccination hvert 6. år uden forudgående måling af antistoffer. Der er derfor behov for revaccination hos en del ældre i år.
De, som blev vaccineret under covid-indsatsen, vil ikke modtage påmindelse om revaccination. For ældre, der ikke selv henvender sig vedrørende revaccination, vil det derfor være almen praksis’ rolle at vurdere behovet for revaccination.
Pneumokokvaccination er på nuværende tidspunkt ikke gratis, men den kan tilbydes med klausuleret tilskud til de fleste patienter, der modtog vaccinen gratis i 2020-22, fx alle patienter ≥ 65 år.
Se aktuelle tilskudsregler for vacciner på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.
Nyt diagnosespecifikt tilskud til antipsykotika i FMK fra 19. maj
Fra d. 19. maj 2026 kan lægen tilføje diagnosespecifikt tilskud til antipsykotika i FMK-online, hvis diagnosen er stillet inden for de seneste 15 år. Herefter sikres patienten regionalt betalt antipsykotika i 15 år fra diagnosetidspunktet. Tilskuddet til antipsykotika gives specifikt til patienter med diagnoserne skizofreni, skizotypisk sindslidelse og skizoaffektiv psykose. Den midlertidige aftale mellem Danske Regioner og Apotekerforeningen, hvor lægen har kunnet angive ”Regional aftale psykiatri” på recepten og som har sikret vederlagsfri udlevering til patienterne i 2025, udløber d. 31. december 2026.
Fremgangsmåde for tilføjelse af diagnosespecifikt tilskud:
- Notér diagnosetidspunktet i praksissystemet. Hvis praksissystemet ikke kan gå 15 år tilbage, bruges den tidligst tilgængelige dato.
- Tilknyt tilskuddet i FMK-online i Tilskuds Ansøgnings Servicen (TAS), se Sundhedsdatastyrelsens vejledning, eller hvis muligt i TAS integreret i praksissystemet.
- Tilskuddet tildeles og vises [AA5.1]med det samme både i TAS og på apoteket.
Læs mere om bemyndigelse af medhjælp, refusion ved egenbetaling samt en liste over de lægemidler aftalen omfatter her.
Spørgsmål om ordningen kan rettes til medicin.center-for-sundhed@regionh.dk