Nyt om Medicin - Marts 2026
Kaliumchlorid depottabletter har nu generelt tilskud
Fra 2. februar 2026 er der generelt (automatisk) tilskud til kaliumchlorid depottabletter, så der ikke længere skal gives klausuleret tilskud. Flergangsrecepter vil automatisk blive ekspederet med tilskud. Tilskudsklausulen for oral opløsning af kaliumchlorid er samtidig præciseret og ændret til ”Behandling og forebyggelse af hypokaliæmi hos patienter, hvor behandling med kaliumchlorid i fast formulering ikke er mulig.”
Ændringerne er sket på baggrund af, at præparaterne fik ændret udleveringsstatus fra håndkøb til receptpligtig i september 2025.
Se Lægemiddelstyrelsens afgørelse her
Ny skiftevejledning: Skift fra Asacol til Mesalazin Orion
Der er stor prisforskel, og dermed besparelsespotentiale for både patient og region, for præparater med mesalazin, der anvendes til behandling af patienter med colitis ulcerosa. Mesalazin Orion 1000 mg koster fx tæt på det halve af Asacol 800 mg.
Regionens Sundhedsfaglige Råd for Mave-, Tarm- og Leversygdomme har tidligere iværksat initiativer på hospitalerne for at ændre ordinationer fra Asacol til Mesalazin Orion. For at understøtte en ændring har rådet nu yderligere lavet en vejledning om skift fra bl.a. Asacol til Mesalazin Orion i både hospitals- og praksisregi.
Du kan i din praksis bidrage ved selv at ændre ordinationen og lave en ny recept. Skift kan ske direkte uden op- eller nedtrapning og uden særlig opfølgning.