Nyt om Medicin - Oktober 2026
Nyt materiale om opstart af smertebehandling
Medicinfunktionen har udarbejdet en ny deskguide ”Smertebehandling” i forbindelse med efterårets MedicinVisit.
Deskguiden indeholder bl.a. et overblik over effekten af forskellige behandlinger til tre udvalgte langvarige smertetilstande: Neuropatiske smerter, lænderygsmerter og slidgigtsmerter.
Effekten er vist som andelen af patienter, der får det bedre dels af sig selv, dels pga. medicinen og er taget fra systematiske reviews.
Du kan se hele deskguiden her. Print den selv, eller få den tilsendt ved at sende en mail til medicinfunktionen@regionh.dk med angivelse af, hvilket materiale, hvor mange eksemplarer du ønsker, og hvilken adresse det skal sendes til.
Hvis du endnu ikke har en aftale, kan du stadig nå at få MedicinVisit om opstart af smertebehandling – skriv en mail til MedVisit@MedVisit.dk med ydernummer, og hvem der ønsker besøg, så finder vi en dag!
Brug Ibumetin Junior fremfor Bonyl mikstur, når Panodil Junior er utilstrækkeligt
Oral opløsning til børn med ibuprofen blev markedsført tilbage i 2024. Tidligere var naproxen (Bonyl) den eneste orale opløsning af NSAID, og derved den eneste mulighed, når førstevalget paracetamol ikke var tilstrækkeligt til at dække smerterne. Ibuprofen anbefales fremfor naproxen, da det er bedre undersøgt i børn.
Tidligere i år blev Ibumetin Junior markedsført, og den anbefales nu fremfor de to andre orale opløsninger Ibuprofen ”XGX” og Ibuprofen ”Nordic Prime”. De to andre orale opløsninger indeholder de problematiske hjælpestoffer ethanol og propylenglykol.
Se den opdaterede BørneBasisliste for smerter her
National type 2-diabetes algoritme og oversigt
Medicinrådet har udarbejdet en ny algoritme til behandling af type 2-diabetes og en oversigt over antidiabetika. Du kan finde materialet her.
De nye materialer dækker over anbefalingerne i Medicinrådets behandlingsvejledning, som udkom tidligere på året, og erstatter Medicinfunktionens diabetesalgoritme og prisoversigt.
Ny patientfolder om vægttabsmedicin
Patientfolderen ”Overvejer du vægttabsmedicin?” giver et kort overblik over, hvad patienter bør overveje, før de opstarter en GLP-1-baseret behandling mhp. vægttab, fx effekt, bivirkninger, pris og behandlingsvarighed. Du kan med fordel udlevere patientfolderen efter en indledende konsultation med patienten, som overvejer at opstarte fx Wegovy eller Mounjaro.
Du kan se A5 folderen her
Print den selv, eller få den tilsendt ved at sende en mail til medicinfunktionen@regionh.dk med angivelse af, hvilket materiale, hvor mange eksemplarer du ønsker, og hvilken adresse det skal sendes til.
Vaxneuvance har erstattet Prevenar13 i børnevaccinationsprogrammet
I november 2025 blev den 13-valente pneumokok-vaccine, Prevenar13, gradvist erstattet med den 15-valente pneumokok-vaccine, Vaxneuvance. Det er nu Vaxneuvance, som børn skal startes op med i børnevaccinationsprogrammet, selvom klinikken ligger inde med ekstra eksemplarer af Prevenar13.
Prevenar13 kan ikke længere rekvireres fra SSI. Børn, der er opstartet med Prevenar13 kan færdiggøre hele vaccinationsserien med enten Prevenar13 eller Vaxneuvance.
Se SSI’s udmelding om ændringen i november 2025 her
Se oversigt over vacciner fra SSI her
Opret diagnosespecifikt tilskud til patienter med skizofreni inden årsskiftet
Patienter med skizofreni, skizotypisk sindslidelse eller skizoaffektiv psykose (F20, F21 og F25 i ICD-10) har siden september 2024 kunnet få antipsykotisk medicin uden egenbetaling i 15 år fra diagnosetidspunktet.
I 2025 og 2026 har en midlertidig aftale mellem Danske Regioner og Apotekerforeningen været gældende, så medicinen er udleveret vederlagsfrit, hvis der på recepten var anført ”Regional aftale psykiatri”.
Denne midlertidige ordning ophører og pr. 1. januar 2027 kan tilskuddet kun tildeles via den permanente løsning for diagnosespecifikt tilskud via FMK-online indført i maj 2026. Det er derfor vigtigt, at alle patienter i målgruppen tilknyttes det diagnosespecifikke tilskud inden årets udgang. Det gøres ved, at lægen tilknytter patienten i Tilskudsansøgningsservicen (TAS) via FMK-online. Herefter får patienten automatisk 100 % tilskud på apoteket.
Hvis patienten ikke er blevet oprettet i Tilskudsansøgningsservicen (TAS), vil apotekerne være nødsaget til at afvise patienten og henvise patienten til at kontakte receptudstedende læge.
Fremgangsmåde for oprettelse i TAS:
- Find diagnosetidspunktet. Kan praksissystemet ikke gå 15 år tilbage, bruges den ældste tilgængelige dato.
- Tilknyt tilskuddet via FMK-online i TAS (se Sundhedsdatastyrelsens vejledning) eller, hvis muligt, via TAS integreret i lægepraksissystemet.
- Tilskuddet vises med det samme både i TAS og på apoteket.
Tilskuddet kan oprettes uden, at patienten ses i klinikken.
Praksispersonale kan som bemyndiget medhjælp oprette en kladde i FMK-online, men kun lægen kan godkende tilskuddet.
Læs mere på sundhed.dk om vederlagsfri antipsykotisk medicin her