Lokalnyheder BYEN - November 2022
Almen Praksis - Region Hovedstaden
Rigshospitalet vil som alle hospitaler i Region H, meget gerne invitere dig til et valgfrit ophold
(1 dag) på den eller de kliniske eller diagnostiske afdelinger du kunne tænke dig.
Der foregår sindssygt mange spændende ting på “RIGET”
Så kom væk fra dine vante foldere og bliv inspireret og be-Riget 😉
Du kompenseres for din tid, gælder også for dit klinikpersonale.
Se aftale her
Kontakt praksiskoordinator på RH Thomas Saxild 28192662 eller på mail saxild@mac.com
Nyt ord i epikriserne: Easypump
Til information er bl.a. akutmodtagelsen på BBH begyndt at benytte såkaldte ”Easypumps” til administration af IV-antibiotika. Indtil videre til administration af Piperacillin/Tazobactam.
En Easypump er en lille elastometrisk engangs-infusionspumpe (en lille ballon) der afgiver kontinuerlig IV-antibiotika over 24 timer.
Patienter der hjemsendes med pumpen, vil typisk være patienter med høj CRP, men som er forholdsvis klinisk velbefindende, og derfor med fordel kan gå på orlov med påsat pumpe og sove hjemme. Pumperne anvendes også under indlæggelse. Almen praksis er ikke involveret i håndtering af pumperne.
Praksiskoordinator på BFH Vibeke Vestereng
Udvidelse af ny funktion for somatisk sygdomsopsporing i psykiatrien
Region Hovedstadens Psykiatris nye funktion for somatisk sygdomsopsporing i de psykiatriske ambulatorier udvides fra november til ambulatorierne på Strandboulevarden, Møntmestervej og Griffenfelds gade. Ved somatisk sygdom opsporet af somatisk sygeplejerske eller praktiserende lægekonsulent hjælpes patienten videre til egen læge, via notat, tidsbestilling og støtte fra kontaktperson.
Læs mere om funktionen og hvad den betyder for dig som praktiserende læge
Tina Due
Projektleder og specialkonsulent Team for somatisk sygdomsopsporing i Region Hovedstadens Psykiatri
Jonas Meile
Praksiskoordinator
Ældrepsykiatrisk telefon-hotline
Psykiatrisk Center København
Ældrepsykiatrisk Team
Formål:
Da teamet ikke har akut-funktion, er hotlinen tænkt som støttefunktion for henviser.
Ofte vil der med sparring kunne lægges en plan, der unødvendiggør egentlig henvisning til teamet, eller behandling kan påbegyndes af egen læge/henviser i ventetiden til teamet kan tage over.
Vi bestræber os på at overholde 30 dages udrednings- og behandlingsgaranti og henvendelse til hotlinen er tænkt som støtte til henviser i ventetiden, idet vi ikke kan tilbyde hverken subakutte eller akutte tider
Hvem er funktionen tiltænkt:
Hotlinen er for samarbejdspartnere, - egen læge og somatiske afdelinger, der henviser til forløb i ældrepsykiatrisk team
Hotlinen dækker Psykiatrisk Center Københavns optageområde: Frederiksberg, Vanløse, Brønshøj-Husum, Kbh NV, Nørrebro, Indre by, Christianshavn, Østerbro.
Hotlinen er lægebemandet alle hverdage ml kl. 12-13
Telefonnummeret er: 3043 3055
Vi henviser i øvrigt til hvad henvisningen bør indeholde inden afsendelse.