Lokalnyheder BYEN - April 2023
Almen Praksis - Region Hovedstaden
Anbefaling vedr. elektive ambulatoriehenvisninger fra almen praksis til Bispebjerg Hospital
- hjælp med at reducere antallet af fejlvisitationer og afviste henvisninger
I november 2022 gennemførte KAP-H og CVI/akutmodtagelsen i fællesskab en auditgennemgang af 109 elektive henvisninger fra almen praksis til CVI Byen.
Den fulde auditrapport kan læses på dette link
Visitation af elektive henvisninger på CVI foretages af sekretærer. Det er derfor vigtigt, at henvisningerne er så klare i oplægget, at det er nemt for sekretærerne at gennemskue, til hvilken afdeling en henvisning ønskes visiteret. I audit på CVI krævede 19% af henvisningerne fra almen praksis en del ressourcer for sekretærerne at visitere, da det ikke var oplagt, hvilket ambulatorium lægen ønskede patienten henvist til. En vagt formuleret henvisning øger risikoen for fejlvisitation og afvist henvisning.
Konklusionen på audit er, at både almen praksis og hospitalet i fællesskab kan minimere antallet af afviste henvisninger og almen praksis kan lette visitationsprocessen ved at følge nedenstående anbefalinger:
- Skriv øverst i henvisningsblanketten (feltet ”ønsket undersøgelse/behandling”) til hvilket ambulatorium en patient ønskes henvist.
- Husk at ajourføre FMK inden elektive henvisninger
- Undgå at benytte henvisninger til at stille spørgsmål til afdelingen. Benyt i stedet hospitalernes mange hotlines eller send korrespondance til afdelingen.
- Hvis der er aftalt subakut tid med hotline bør det anføres i henvisningen.
- Ved fod- og bensår, der ikke hurtigt heler op, bør almen praksis ret hurtigt i forløbet henvise ptt til de kommunale sårsygeplejersker, der har mulighed for telemedicinsk sårvurdering på dermatologisk afdeling samt har adgang til subakutte tider på Videncenter for Sårheling på BBH.
Anbefalingerne til specifikke afdelinger på hospitalet er enten allerede implementeret eller i færd med det:
- Lungemedicinsk afdeling bør ikke rutinemæssigt afvise (og afviser ikke længere) henvisninger på astmapatienter, hvis der ikke foreligger rtg af thorax (OBS bør fortsat tages ved dyspnø)
- Abdominalcentret bør ikke afvise henvisninger (og afviser ikke længere) henvisninger hvor FMK ikke er ajourført.
- Dermatologisk afdeling bør sikre information til praktiserende læger om håndtering af fod- og bensår. Indtil der foreligger en forløbsbeskrivelse og klar information til praktiserende læger om sårbehandling, bør afdelingen ikke afvise subakutte henvisninger på sårpatienter fra almen praksis. Der er aktuelt dialog om visitationsprocedurerne, og en forløbsbeskrivelse om sår er under udarbejdelse.
Med venlig hilsen
Vibeke Vestereng, praksiskoordinator på Bispebjerg og Frederiksberg Hospitaler.
Flex Almen Praksis, Bispebjerg Hospital
Udsprunget af et ønske om at forbedre indsatsen for de mest sårbare og udsatte borgere, der udover fysisk og/eller psykisk sygdom, har en særlig social udsathed, åbnede Flex Almen Praksis i januar 2023, på Bispebjerg Hospital. Det er et tilbud til borgere, der enten ikke har kontakt til deres egen læge eller ikke har en praktiserende læge (primært hjemløse, migranter, funktionelt hjemløse).
Tilbuddet er udviklet i dialog med mange forskellige aktører, bl.a. PLO og er finansieret af midler fra Region H.
Hvor
Flex Almen Praksis er beliggende på Bispebjerg hospital i bygning 39N, på Esther Ammundsens Vej 35, 2400 København NV.
Hvad kan vi tilbyde
Vi tilbyder lægehjælp svarende til en almindelig praktiserende læge. Vi iværksætter udredning og behandling af gængse almen medicinske sygdomme og tilstande samt forebyggelse.
Flex Almen Praksis tilbyder også opfølgning efter indlæggelse.
Borgerens tidsmæssige tilknytning til Flex Almen Praksis vil variere ud fra en individuel vurdering. Hvis borgeren har en praktiserende læge, vil vi bestræbe os på at bygge bro til denne.
Flex Almen Praksis tilbyder ikke rusmiddelbehandling, men arbejder tæt sammen med kommunens rusmiddelcentre.
Hvem er vi
Flex Almen Praksis er åben i dagtid på hverdage. Vi er aktuelt en speciallæge i almen medicin samt en socialsygeplejerske. Vi arbejder derudover tæt sammen med resten af Flex teamet i ambulatoriet (læge, socialsygeplejersker samt en tværsektoriel koordinator/socialrådgiver).
Hvordan
Vi er tilgængelige for telefonisk sparring og visitation på tlf.: 2016 4841 mellem 10-15 på hverdage.
Det er også muligt for borgeren at møde op uden tid.
Åbningstider for drop-in uden tidsbestilling
Mandag 10-12 og 13-15
Tirsdag 10-12 og 13-15
Onsdag 13-15
Torsdag 13-17
Fredag 10-12 og 13-14
Flex almen praksis er en udløber Flexklinikken på Bispebjerg Hospital, der åbnede i februar 2022. Den består af et ambulatorie, der håndterer koordination af forløb både før, under og efter indlæggelse. Man kan ikke sende henvisninger til hospitalsambulatoriet. Patienterne tilknyttes efter en individuel vurdering, typisk i forbindelse med indlæggelse.
Vi glæder os til det fremtidige samarbejde.
Bedste hilsner på vegne af hele Flexteamet
Mette Enggård Falkensteen Tlf. 9117 4837
Speciallæge i almen medicin, overlæge Flex Almen Praksis