Lokalnyheder SYD - April 2025
Almen Praksis - Region Hovedstaden
Mulighed for henvisning til subakut vurdering
- Pr. 3/2-2025 etableres én indgang til subakutte tilbud på Amager og Hvidovre Hospital
På AHH er der etableret subakutte tilbud i de sengebærende specialer med det formål at skabe alternativer til akutte indlæggelser.
Central Visitationen (CVI) på AHH besvarer henvendelser fra almen praksis og vil fungere som én indgang til både akutte indlæggelser og subakutte tilbud.
Almen praksis kan henvende sig til CVI på hverdag kl. 8-15 mhp. sparring vedr. en subakut tid på tlf. 3869 7744.
Ved et subakut tilbud forstås, at borgere kan tilbydes en subakut tid på hospitalet samme dag eller dagen efter henvendelse fra almen praksis.
Se flowchart for arbejdsgang her
- Laboratoriet har opdateret tre udgåede analyser i WebReq klinikprofiler. Opdateringen er sket den 17. marts 2025.
Det sker at en læges egne WebReq klinikprofiler indeholder en udgået analyse.
Når det sker, får lægen svaret ”Erstattet” på den udgåede analyse og laboratoriet tilføjer en tilsvarende analyse, som lægen får svar på.
For at undgå at skulle erstatte analyser og give lægen to svar (dels ”Erstattet” og, på en ny linje, svaret på den analyse laboratoriet har udført), er det ønskeligt, at der ikke ligger udgåede analyser i klinikprofilerne.
Konkret handler det om:
• Basisk fosfatase;P med NPU27783 erstattes af Basisk fosfatase;P med NPU53077 fordi, der er er kommet ny analysekode
• Calcium (albuminkorrigeret);P erstattes af Calcium;P fordi den albuminkorrigerede analyse udgår
• Kolesterol LDL;P erstattes af Kolesterol LDL (beregnet);P fordi laboratoriet faktisk udfører den beregnede analyse.
Det handler kun om klinikprofilerne.
Basisk fosfatase og Kolesterol LDL er allerede opdateret, og hvis analyserne bestilles enkeltvis, så sker det allerede på den nye analysekode. Calcium (albuminkorrigeret) er som solitær analyse fjernet fra WebReq. Den mangler således kun at blive erstattet af Calcium;P i klinikprofilerne.
Opdateringen af analyserne i klinikprofilen vil ske automatisk.
Bodil Johnsen, praksiskonsulent
- Accelereret forløb for DVT på Amager Hospital: Direkte henvisning fra primærsektoren i optageområdet til ultralydsundersøgelse for DVT på Amager Hospital inden kl. 13.
Praktiserende læge bedes ringe direkte til røntgensekretariatet på Amager Hospital tlf. 38628572 mens pt. er til stede i praksis inden kl. 13. Her gives tid til Ultralyd samme dag.
Henvisning på mistanke om DVT fremsendes til Amager Hospital, radiologisk sektion, FBE. (Ref. 02) (EDI Lokationsnummer: 5790000158706).
Efter undersøgelsen:
Hvis DVT-diagnosen bekræftes sender radiologisk afdelingen patienten direkte videre til daghospitalet
Hvis DVT-diagnosen afkræftes sendes patienten tilbage til den praktiserende læge.
Efter kl. 13 og for patienter, der ikke opfylder kriterierne til det accelererede DVT-forløb, meldes patienten til CVI og modtages i Akutmodtagelsen.
Se fuld vejledning her
- Hvidovre hospital ophører med at foretage postnatal ekkokardiografi på de børn, som har fået diagnosticeret en lille muskulær ventrikelseptumdefekt (VSD) i graviditeten.
Baggrunden for dette, er at langt de fleste små muskulære VSD´er lukker spontant.
Egen læge informeres om, at fosteret har en lille muskulær VSD dels ved, at der sendes ambulant notat til egen læge, når fundet gøres samt via epikrisen på mor og barn, når barnet er født.
Det giver ikke anledning til yderligere opfølgning hos egen læge, da egen læge i forvejen foretager hjertestetoskopi ved 1. børneundersøgelse og henviser til yderligere udredning som vanligt ved hjertemislyd.
Det er en praksis, som allerede er indført på regionens øvrige hospitaler.
Praksiskonsulent Betina Uhrenfeldt