Ændret henvisning af 18–24-årige til vederlagsfri psykologbehandling pr. 1. oktober
Ny arbejdsgang pr. 1. oktober 2026:
Ændret henvisning af 18–24-årige til vederlagsfri psykologbehandling af let til moderat angst og depression
Vederlagsfri psykologhjælp er fortsat jf. sundhedsloven en praksisydelse og ikke en sygehusydelse, men praksisydelsen leveres fremover af regionen – loven introducerer dermed en ny form for ”mellemtilbud”.
Referencer:
Det forberedende regionsråd Østdanmark 2025 - politisk godkendelse af etableringen af et nyt regionalt behandlingstilbud
Etablering at nyt regionalt behandlingstilbud til unge med angst og depression i Region Østdanmark
Sundheds- og kirkeministeriet d. 27.09.2022, ”Bred aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed”.
Bred aftale om en 10-årsplan for psykiatrien og mental sundhed | Sundheds- og Kirkeministeriet
Sundheds- og kirkeministeriet, BEK nr 590 af 22/06/2026. ”Bekendtgørelse om ret til hurtig behandling af let til moderat depression eller angst for personer mellem 18 og 24 år”.
Bekendtgørelse om ret til hurtig behandling af let til moderat depression eller angst for personer mellem 18 og 24 år
De tre vigtigste opmærksomhedspunkter:
- Ny henvisningstype: Henvisninger skal fremover sendes som sygehushenvisning (REF01) til den regionale ”Behandlingsklinik for unge angst og depression” – IKKE længere som REF10.
- Obligatoriske tests & funktionsevnebeskrivelse: Psykometriske tests (ASS/MDI) samt kort funktionsevnevurdering skal fremgå af henvisningen.
- Patientinformation: Patienten informeres om den regionale visitationsproces, behandlingsgaranti og evt. behandlingsformer.
- Skift til ny henvisningstype (REF01) ”Behandlingsklinik for unge med angst og depression”
Hvor egen læge tidligere sendte en REF10 Psykologhenvisning til ydernummerpsykologer via DNHF (Den Nationale Henvisningsformidling) skal der fra den 1. oktober 2026 sendes REF01 (Sygehushenvisning) til visitationen i den regionale "Behandlingsklinik for unge med angst og depression". MedCom, regionerne og praksiskonsulenterne sørger for at den nye dynamiske henvisning oprettes i henvisningstabellen. Efter lanceringen d. 1. okt. 2026 kan evt. support fås hos regionernes datakonsulenter. Det er meget vigtigt at bruge den nye henvisning.
- Indhold i henvisningen (REF01)
For at sikre effektiv visitation af målgruppen af 18–24-årige med let til moderat angst eller depression med behov for psykologbehandling skal følgende to elementer fortsat fremgå af henvisningen:
A. Psykometriske tests (se webpatient og sundhed.dk)
Benyt evt. kalkulatorerne på Sundhed.dk: Kalkulatorer - Lægehåndbogen på sundhed.dk
Anbefalede test for sammenlignelighed på tværs af henvisninger:
• Depression: MDI (Major Depression Inventory) – angiv score/sværhedsgrad.
• Angst: ASS (Anxiety Severity Scale) – angiv score/sværhedsgrad.
B. Funktionsevnevurdering
Giv en kort og præcis beskrivelse af patientens aktuelle funktionsniveau - gerne på følgende fire parametre:
1. Skole / Uddannelse / Arbejde: Evne til at passe studie, fremmøde eller job.
2. Sociale relationer: Kontakt til familie, venner og netværk.
3. Motivation & Energiniveau: Patientens ressourcer og engagement i behandling.
4. Nylige ændringer: Evt. akut forværring eller væsentlige livsændringer.
- Information til patienten ved konsultationen
Egen læge kan informere patienten om følgende forløb, så patienten ved, hvad der skal ske:
- Kontakt: Den regionale visitation/behandlingsklinik kontakter borgeren senest 8 hverdage efter modtaget henvisning. Borgeren modtager brev via e-Boks efter visitationssamtale.
- Visitationssamtale: Alle henviste får en visitationssamtale online eller telefonisk for afklaring af det rette behandlingstilbud – hhv. digital behandling, online individuel behandling, individuel behandling med fremmøde.
- Behandlingsramme: 8 konsultationer leveret inden for 9 måneder. Yderligere behandling = en ny henvisning
- Behandlingsopstart: Behandlingen igangsættes forventeligt inden for 30 dage fra modtaget henvisning.
- Behandlingsansvar: Forbliver hos egen læge som i dag ift. fx medicin (regionen er ansvarlig for psykologbehandlingen).
- Visitation og tilbagemelding til egen læge
- Handlingsanvisende afvisning: Hvis den unge efter visitationssamtalen ikke vurderes i målgruppen til forløbet, sendes en kopi af den kliniske visitation med en konkret handlingsanvisning retur til egen læge.
- Mangelfulde henvisninger: Henvisninger uden tilstrækkelige oplysninger vil blive returneret for supplerende oplysninger.
- Epikrise: Ved afsluttet behandling modtager egen læge en kortfattet epikrise fra enten den regionale behandlingsklinik for angst og depression, en privat leverandør af psykologhjælp, eller Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark – leverandør af digital behandling.
- Kommunikation foregår via korrespondancemeddelelser