Audit af henvisninger fra almen praksis til psykologer
2026
Audit af henvisninger til psykolog peger på opmærksomhedspunkter
Praksiskonsulenterne i psykologi i Region Hovedstaden har gennemført en audit af kvaliteten af henvisninger fra almen praksis til psykologer.
I slutningen af 2025 blev 50 henvisninger til seks tilfældigt udvalgte psykologklinikker gennemgået med udgangspunkt i MedComs anbefalinger i Den gode henvisning.
Auditten blev gennemført af praksiskonsulenterne i samarbejde med en lægefaglig repræsentant fra KAP-H, og resultaterne blev efterfølgende drøftet med to lægefaglige koordinatorer i KAP-H.
Auditten viste, at kvaliteten af henvisningerne varierede, og pegede på en række områder, hvor henvisningerne kan styrkes:
- Angiv relevant medicin og dosering, da psykologer ikke har adgang til FMK.
- Medtag relevante testresultater, fx MDI- eller ASS-scoringer.
- Beskriv patientens aktuelle symptomer, fx tankemylder, grådlabilitet, tristhed eller selvmordstanker.
- Beskriv relevant problematik og sygehistorie, så psykologen får et fyldestgørende grundlag for vurdering af patienten.
- Sørg for, at henvisningsårsagen stemmer overens med den beskrevne problematik.
En fyldestgørende henvisning understøtter psykologens vurdering af, om patienten er omfattet af psykologoverenskomstens henvisningskriterier, og bidrager samtidig til en hensigtsmæssig planlægning af behandlingsforløbet.