Spring til indhold

Diagnosekortet

Et godt overblik både til hjælp i egen praksis og er med til at sikre sammenhæng i patientforløb på tværs af sektorer.

Hvad er et diagnosekort?

Med Diagnosekortet deler egen læge relevante og aktuelle diagnoser med patienten og sundhedsfaglige i kommuner, på hospitaler, ved speciallæger og naturligvis andre almen praksis. Lægesystemet hjælper lægen ved at give et enkelt overblik over patientens diagnoser, hvoraf lægen skal markere de diagnoser, der skal deles.

Diagnosekortet opdelt i relevante og aktuelle diagnoser:

Aktuelle diagnoser er sygdomme eller tilstande, som patienten aktuelt er i behandling for – det kan både være kroniske tilstande og kortere forløb.

Relevante diagnoser er sygdomme eller tilstande, som patienten ikke aktuelt er i behandling form, men som er relevante i helhedsvurderingen. Det kan være afsluttet kræftforløb, tidligere depression eller lignende.

Diagnosekortet deles via:

  • MinLæge-appen - med patienten.
  • Sundhed.dk - med patienten samt sundhedspersonale på hospitaler, i kommuner, hos speciallæger, vagtlæge, i det præhospitale beredskab og naturligvis i andre almen praksis

Opdaterede diagnoseoversigt giver god kvalitet  

God diagnosepraksis og opdateret diagnosekort giver pålidelige diagnoser, og det er en stor hjælp både ved sektorovergang, men også i det daglige arbejde i praksis:

  • Praksispersonalet får et hurtigt overblik – især hjælp for nyansatte
  • Godt afsæt for dialog til en årskontrol eller overblikskonsultation
  • Bedre søgninger i konsultation med den enkelte patient
  • Søgning på tværs af patienter ved indsatser
  • I kvalitetsrapporter fra 2026 til brug i klyngearbejdet sikres ens visning, så ingen ”stikker ud”

På mange måder kan det derfor være en stor hjælp for praksis med god arbejdsgang omkring diagnoser, også selv om praksis i sundhedsloven kun er forpligtiget til at kode patienterne med diagnoser inden for de store sygdomsområder.
(Kodning og datafangst, BEK 490 §1) 

Spærring og privatmarkering

Det er ikke alle diagnoser, der skal/må deles, og både læge og patient har mulighed for at blænde af for diagnoser.

Spærring:

  • Patienten kan sætte spærring på enkelte diagnoser eller hele diagnosekortet
  • Sundhedsfaglige kan få adgang til at se spærrede diagnoser/diagnosekort med en begrundelse

Privatmarkering:

  • Lægen kan sammen med patienten privatmarkere en bestemt diagnose (en mulighed for lægen – ikke et krav)
  • Kun lægen kan privatmarkere
  • Diagnosen vil ikke blive delt uden for PLSP – men for borgeren i MinLæge-appen
  • Diagnosen bliver ikke vist på Sundhed.dk – heller ikke for patienten

Vejledninger i lægesystemerne

Kun egen læge kan oprette et diagnosekort og efterfølgende tilføje/fjerne diagnoser. Lægen skal først udvælge diagnoser ud fra lægesystemets oversigt af diagnoser, før et diagnosekort kan oprettes og deles.

Lægesystemleverandørerne gennemførte nationale kurser september 2025, og du kan finde vejledninger i lægesystemets brugernet/vejledninger [F1-knappen] eller her: Vejledning til lægesystemerne

Se også PLO’s information om diagnosekortet og oversigt over termer: PLO – diagnosekort inkl. termer

E-læringskursus

En god praksis omkring diagnoseregistrering i praksis kan være en stor hjælp i hverdagen – både tværfagligt men især for nyansatte eller ved praksisovertagelser - derfor kan det være en god idé at få opstartet en god og fælles arbejdsgang med diagnoser.

KiAP har lavet et enkelt e-læringsmodul, som gør det let at komme i gang: KiAP’s e-læring til diagnosekodning med ICPC

Få hjælp

Kontakt datakonsulenterne for mere hjælp.