Spring til indhold

Obligatorisk angivelse af indikation ved rekvirering af D-vitamin-analyse

Den 2. september 2024 indføres obligatorisk angivelse af indikation ved bestilling af D-vitamin-analyse i WebReq, i Region Midtjylland

For at gøre det let at vælge klogt indføres der i hele Region Midtjylland pr. 2. september 2024 obligatorisk angivelse af indikation ved bestilling af D-vitamin-analyse i WebReq.

Den samme funktion er allerede indført i Region Hovedstaden og Region Syddanmark.

Hvert år får 15-20% af Region Midtjyllands indbyggere målt D-vitamin mindst én gang. Vælg Klogt anbefaler, at man undgår at bestille D-vitamin-analyse hos raske personer uden kliniske symptomer og/eller øget risiko for D-vitamin-mangel.

Sundhedsstyrelsen anbefaler alle børn over 4 år samt voksne at tage dagligt tilskud af D-vitamin i vinterhalvåret, og kun i særlige tilfælde bør D-vitamin måles.

Der er ikke indikation for at screene bredt for D-vitamin-mangel, ligesom fx psykiatriske symptomer og træthed ikke er relevante indikationer.

Indikationer

Når der rekvireres D-vitamin, kan der vælges mellem følgende 5 relevante indikationer:

  • Ringe soleksponering/tildækning
  • Knoglesmerter/osteoporose, neuro og/eller muskulære symptomer
  • Hyperparathyroidisme, hypo-/hypercalcæmi
  • Gastrointestinal malabsorption
  • Monitorering af vitamin D-behandling

Endelig er der mulighed for at vælge "Andet" og indtaste indikationen som fritekst – fx ved hospitalsrekvireret blodprøve.

Hvordan fungerer det?

  • Når D-vitamin tilføjes en rekvisition i WebReq, vil der vises en lille rød prik ved analysen

  • For at vælge en indikation kan der enten dobbeltklikkes på den røde prik eller klikkes på knappen "Oplysninger" i bjælken øverst til højre
      
  • I boksen vælges en indikation fra listen

  • Luk boksen ved at klikke på "Fortsæt"

Obs! Hvis rekvisitionen gemmes som kladde med henblik på senere prøvetagning, vises boksen til angivelse af indikation ikke automatisk. Boksen skal i disse tilfælde åbnes som beskrevet ovenfor. Ellers vises boksen først, når rekvisitionen oprettes endeligt (ved klik på "Udfør").

Gentagelses pop-up

Siden januar 2023 vises en "gentagelses pop-up", hvis analysen bestilles på en patient, der allerede har fået målt D-vitamin inden for 3 måneder. I pop-up vinduet vises dato og resultat for seneste analysesvar. 
Hvis man alligevel ønsker at gentage analysen, skal der angives en begrundelse for dette. Det kan fx være ved et tidligere mislykket analysesvar.

Spørgsmål kan rettes til

Aarhus Universitetshospital: Overlæge Elke Hoffmann-Lücke, elkehoff@rm.dk
Hospitalsenhed Midt: Cheflæge Sidsel Rødgaard-Hansen, sidroe@rm.dk
Regionshospitalet Gødstrup: Overlæge Louise Lylloff, louise.lylloff@goedstrup.rm.dk
Regionshospitalet Horsens: Afdelingslæge Mikael Christiansen, mikachri@rm.dk
Regionshospitalet Randers: Afdelingslæge Agnes Z. Bech, agnzio@rm.dk 

____________________________________________________________

På vegne af:
Praksisudvalget under det Tværfaglige Specialeråd for Klinisk Biokemi i Region Midtjylland