Ændring af undersøgelse for tarmpatogene bakterier ved diarréudredning
Ved diarréudredning analyserer Klinisk Mikrobiologi afføringsprøver ved PCR for tarmpatogene bakterier. Som led i besparelser vil diarréudredningen fra den 30. september 2024 blive ændret til følgende:
Patienter på 8 år og derover, uden rejseanamnese og med diarré uden blod, vil blive undersøgt for:
- Campylobacter jejuni/coli
- Salmonella species
- Yersinia enterocolitica
- Shigella spp. / Enteroinvasive E. coli (EIEC)
Børn under 8 år og patienter med blodig diarré og/eller rejseanamnese vil blive undersøgt for:
Ovenstående plus:
- Shiga-toksin-producerende E. coli (STEC) – tidligere betegnet som VTEC
- Enterotoksin-producerende E. coli
- Enteroaggregativ E. coli
- Intimin-producerende E. coli
Undersøgelse for tarmpatogene bakterier er generelt ikke indiceret ved samfundserhvervet diarré under 7 dages varighed hos ellers raske patienter.
Afføringsprøver indsendt til kontrol efter tidligere påvist Shigella/EIEC, Salmonella Typhi/Paratyphi eller HUS-associeret STEC (kontrol anbefalet af Styrelsen for Patientsikkerhed) undersøges som vanligt. Indsend først ny kontrolprøve, når svar på PCR er negativ eller der foreligger dyrkningssvar.
Grundet ovenstående ændringer vil der fremover skulle svares på nedenstående promptspørgsmål, når man bestiller PCR for tarmpatogene bakterier:
- Har patienten været ude at rejse? (Hvis Ja, angiv hvor)
- Har patienten blodig diarré? (Ja/Nej)
- Er der mistanke om Hæmolytisk Uræmisk Syndrom (HUS)?
- Kontrolundersøgelse anbefalet af Styrelsen for Patientsikkerhed? (Ja/Nej)
Ændringerne fremgår også af Klinisk Mikrobiologis rekvirentvejledning: Tarmpatogene bakterier i fæces (PCR), KMA, regional retningslinje
____________________________________________________________
Svend Ellermann-Eriksen, Cheflæge, dr.med. ph.d., Klinisk Mikrobiologi, AUH
Lise Tornvig Erikstrup, Kvalitetsansvarlig overlæge, Klinisk Mikrobiologi, AUH
Dorte Lei Kaltoft, Praksiskonsulent, Klinisk Mikrobiologi, AUH