MedicinNyt nr. 4, 2025
Patienter skal medbringe egen medicin ved indlæggelse på et hospital
Den regionale Lægemiddelkomité i Region Midtjylland har igangsat en kampagne, hvor patienter opfordres til at medbringe deres egen medicin i original indpakning ved indlæggelse på et hospital.
Formålet er at sikre kontinuitet i patientens medicinske behandling, reducere medicinspild og for nogle at forbedre patientens egenmestring. Derudover er der et bæredygtighedsperspektiv i form af reduceret medicinspild.
Især ved akutte indlæggelser har patienterne ikke deres medicin med. Her vil det være godt, hvis pårørende kommer med medicinen efterfølgende.
Hvordan bruges patientens egen medicin?
Hvis patienten tager medicin, som ikke er i afdelingens sortiment, da skal egen medicin anvendes under indlæggelsen. Den øvrige medicin bliver sendt med pårørende hjem eller opbevaret på afdelingen indtil udskrivelse.
Hvis patienten ikke har mulighed for at medbringe egen medicin, da vil afdelingen fremskaffe det, så patienten får sin behandling under indlæggelsen.
Fordele ved at medbringe egen medicin
Udover at reducere medicinspild, forventes der en bedre optagelse af medicinanamnese og ajourføring af FMK, når sundhedspersonalet kan se den medbragte medicin og tale med patienten om det. Dette vil medføre færre medicineringsfejl og utilsigtede hændelser. Se mere på www.rm.dk/egenmedicin
Webinar om antibitotika og podninger i almen praksis
Klinisk Mikrobiologi, AUH og Medicinteamet i Midtkraft holder webinar om de nyeste budskaber om antibiotika og podninger den 27. november 2025.
På webinaret bliver du blandt andet opdateret på:
- Nye procedurer når du rekvirerer undersøgelser hos Klinisk Mikrobiologi
- Hvornår det er relevant at tage en podning
- Vigtige – og nye – budskaber fra MidtKrafts folder ”Infektioner i almen praksis”
Webinaret er for læger og praksispersonale.
Link til tilmelding: Rundt om antibiotika og podninger i almen praksis | Midtkraft
Fælles national basisliste
Medicinrådet står i spidsen for en ny fælles national basisliste, som forventes at udkomme i 2026. Den udarbejdes i samarbejde med alle 5 regioner og erstatter den nuværende regionale basisliste.
Indtil den nationale basisliste er klar, er det kun muligt at se den regionale basisliste i en kort/printvenlig udgave: Basislisten og positivlisten | Midtkraft
Nylige ændringer på Basislisten er at tolterodin er fjernet pga. meget stor prisstigning (ca. 17 kr pr dag), så 1. valg af lægemidler er solifenacin (ca. 60 øre pr. dag) og 2. valg er Betmiga (ca. 10 kr pr dag).
Inhalationsmedicin opdateret med følgende indenfor sprays:
- LABA+LAMA spray: Anbefaling om Spiolto ændres til Bevespi
- SABA+SAMA spray: Berodual tilføjes som anbefalet lægemiddel
1. valg er fortsat pulverinhalatorer som easyhaler. Såfremt patienten har brug for spray, da anvend spray på spacer for bedre lungedeponering og færre bivirkninger i form af fx hæshed ved ICS.
Anbefalingerne ses af deviceoversigten, som ses og bestilles på midtkraft.dk: Inhalationsmedicin til behandling af astma og KOL | Midtkraft
Ny DSAM vejledning om afmedicinering
DSAM har netop udgivet en ny klinisk vejledning om afmedicinering, som skal støtte praktiserende læger i at revurdere og eventuelt stoppe farmakologisk behandling. Vejledningen er udviklet for at støtte arbejdet med systematisk revurdering af farmakologisk behandling og seponering af lægemidler, især hos skrøbelige og multisyge patienter.
Hovedpunkter i vejledningen:
- Inspiration til, hvordan afmedicinering kan blive en naturlig del af daglig praksis for at optimere behandlingen og sikre, at den er i overensstemmelse med patientens ønsker og behov.
- Der er fokus på god kommunikation og inddragelse af både patienter og pårørende i beslutningsprocessen.
- Der beskrives en række praktiske redskaber, som kan være en hjælp i forbindelse med medicingennemgang og seponering af lægemidler, fx seponeringslisten og skemaet ’Hvordan har du det med din medicin?’.
- Gennem konkrete patientcases illustreres, hvordan afmedicinering kan gribes an i hverdagen.
Formålet er at reducere uhensigtsmæssigt medicinforbrug, optimere behandlingen og gøre revurdering af medicin til en integreret del af klinikkens rutiner.
Medicinteamet tilbyder faglig sparring om medicingennemgang, fx ved medicingennemgang på plejehjem. Læs mere her
Opdaterede materialer
Diabetesoversigten er opdateret med priser og præparater og kan ses og bestilles her
Deviceoversigten over inhalationsmedicin er opdateret og kan bestilles her
Temadag om multisygdom fredag den 23. januar i Fængslet, Horsens
Glæd dig til en inspirerende dag med 16 sessioner om multisygdom. Hør om håndtering af faldende nyrefunktion, hvordan AI kan understøtte arbejdet med komplekse patienter og få kommunikative greb til mødet med patienten. Se mere og tilmeld dig her: Temadag om multisygdom
____________________________________________________________
Medicinteamet i MidtKraft