MedicinNyt nr. 1, 2026
Forslag til seponeringsindsats
Uhensigtsmæssig polyfarmaci medfører øget risiko for bivirkninger, interaktioner, nedsat livskvalitet mv. Almen praksis har stort fokus på dette og spiller en central rolle i at reducere polyfarmaci.
Ved en medicingennemgang, der typisk foretages ved årsstatus, gennemgås hele medicinlisten, og der vil være overvejelser om eventuelle seponeringer.
For udvalgte lægemidler, fx hvor der er ringe effekt, kan en mere simpel tilgang til optimering af medicinlisten anvendes. Vi lægger op til en seponeringsindsats, hvor man fokuserer på ét lægemiddel ad gangen, og vurderer, om det kan seponeres hos patienterne.
En seponeringsindsats, der fokuserer på et enkelt lægemiddel, kan styres af sygeplejerskerne. Flere klinikker har afprøvet denne model, hvor fx blærespasmolytika blev seponeret. Både læger og sygeplejersker ser det som en fordel, at arbejdsgangen styres af sygeplejersker.
Sådan kan indsatsen gribes an
Relevante patienter fremsøges i lægesystemet, og lægen vurderer for den enkelte, om lægemidlet kan forsøges seponeret.
Sygeplejerskerne kontakter derefter patienterne og foreslår seponering. Der følges efterfølgende op på, om seponeringen var en succes (se figuren).
Fokus på lægemidler mod overaktiv blære
Behandling med lægemidler mod overaktiv blære giver ofte kun en beskeden effekt og virker ikke for alle patienter. Samtidig er der risiko for bivirkninger, og følsomheden for disse øges med stigende alder, multimorbiditet og skrøbelighed.
Det skal derfor overvejes nøje, om det overhovedet er relevant at opstarte behandling.
Effekten af lægemidlerne er begrænset, og det anbefales at pausere behandlingen ca. 3 uger årligt for at vurdere, om der fortsat er effekt og behov for behandling.
Flere klinikker har afprøvet ovenstående model og erfarede, at kun få patienter ikke ønskede at få lægemidler mod overaktiv blære seponeret og over 50% fik seponeret lægemidlet permanent.
Ordinationsdata viser, at der fortsat opstartes en del patienter i behandling mod overaktiv blære og størstedelen af nyopstartede patienter findes i almen praksis.
Seponeringsbudskaber for lægemidler mod overaktiv blære:
- Lægemidlerne har beskeden effekt og virker ikke for alle
- En del patienter vil ikke opleve forværring af symptomer uden medicin
- Antikolinerge lægemidler medfører ofte mundtørhed og forstoppelse
- Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man holder pause 1 gang årligt for at vurdere effekt
- Ved permanent kateter eller brug af ble er behandlingen ikke relevant
Seponering af fast paracetamol
Paracetamol er ofte førstevalg ved behandling af smerter i almen praksis og det er det lægemiddel, der anvendes af flest patienter i Region Midtjylland alene målt på receptekspeditioner.
Fast behandling med paracetamol kan være relevant i en afgrænset periode, men langvarig fast behandling er sjældent indiceret. Evidensen for effekten ved langtidsbehandling (over 6 uger) er desuden begrænset, selvom enkelte patienter kan have gavn af behandlingen. For at reducere unødig polyfarmaci er det derfor meget relevant at vurdere, om fast paracetamol kan seponeres. Paracetamol kan seponeres uden nedtrapning og genoptages uden optrapning, hvis der er behov for det.
Seponeringsbudskaber for paracetamol:
- Effekten af fast paracetamol ved kroniske non-maligne smerter er ofte begrænset
- Effekten kan aftage ved langvarig brug
- Smertetilstanden, der behandles, kan være ændret/ophørt siden behandlingsstart
- Behandlingen bidrager til polyfarmaci med op til 8 tabletter dagligt
- Paracetamol kan gives ved behov, når det ikke allerede gives i fast behandling
- Vurdering af fortsat behandling er en del af patientens medicingennemgang
Materialer om seponering
- Folder om seponering af lægemidler mod overaktiv blære
- Seponeringslisten udgives nu af Medicinrådet bl.a. i samarbejde med de 5 regioner
Alle materialer kan fortsat bestilles på midtkraft.dk.
Medicintamet kan hjælpe med indblik i ordinationsdata og sparring. Kontakt Medicinteamet på sundhed.medicinteamet@rm.dk
____________________________________________________________
Medicinteamet i MidtKraft