MedicinNyt nr. 2, 2026
Prolia til osteoporose – stor besparelse ved valg af biosimilært præparat
Osteoporosemidlet Prolia® (denosumab) er gået af patent, og der er nu ligeværdige, biosimilære alternativer, som er billigere. I 2025 udgjorde patienternes egenbetaling til Prolia® 6,6 mio. kr. og regionens tilskudsudgifter 17,1 mio. kr. Omstilling til biosimilære denosumab-præparater vil med de nuværende priser kunne halvere disse udgifter.
Apoteket har ikke mulighed for automatisk substitution mellem Prolia® og biosimilære denosumab-præparater. For at realisere den betydelige besparelse for både patient og region er det derfor nødvendigt, at der ved ny ordination – og ved revurdering af igangværende behandling – ordineres et biosimilært denosumab-præparat i stedet for Prolia®.
På nuværende tidspunkt er Osvyrti® det billigste denosumab-præparat. Alle biosimilære denosumab-præparater har generelt klausuleret tilskud og er væsentligt billigere end Prolia® (tabel).
Inhalatorer til astma og KOL: Miljø og anbefalinger
- Korttidsvirkende beta 2-agonister (SABA)
- Langtidsvirkende beta 2-agonister (LABA)
- Inhalationssteroid (ICS)
- Kombinationen LABA+ICS
Pulverinhalatoren Ellipta anbefales i:
- Langtidsvirkende antikolinergika (LAMA)
- Kombinationen LABA+LAMA
- Kombinationen LABA+LAMA+ICS
Valgene tager udgangspunkt i rationel farmakoterapi, hvor lægemiddel og device er valgt for at sikre høj kliniske effekt med færrest mulige bivirkninger til den laveste pris.
Sprayinhalatorer til astma og KOL drives af fluorerede drivhusgasser, som bidrager til klimaforandringer og er derfor uønskede i miljøet. Det er derfor vigtigt, at patienter, som er i stand til at bruge en pulverinhalator ikke anvender en sprayinhalator unødvendigt.
Generelt er pulverinhalatorer velegnede til hovedparten af patienterne og i Region Midtjylland anbefales, at alle nye voksne patienter starter op på en pulverinhalator. Patientpræferencer og patientens fortrolighed med inhalationsdevice vægtes højt ved valg af inhalationsdevice. Ved lav indsugningskraft eller andre udfordringer med anvendelser kan spray med spacer evt. anvendes.
Korrekt inhalationsteknik er vigtig
Ca. 90 % af patienter, der bruger inhalationsspray, og ca. 60 % af patienter, der bruger pulverinhalatorer har fejl i inhalationsteknikken. Dårlig inhalationsteknik kan medføre flere symptomer og dermed flere lægebesøg og eventuelt indlæggelser. Derudover kan patienten have øget behov for antibiotika samt nedsat livskvalitet.
Det anbefales at tjekke op på inhalationen mindst én gang om året. Patienten kan med fordel medbringe sin egen inhalator til årsstatus og vise, hvordan medicinen tages. På pro.medicin.dk findes instruktionsvideoer for de forskellige devices. Anvend om muligt samme type inhalator til hele behandlingen, så patienten kun behøver at kende en eller få inhalatorer.
Når der i udvalgte tilfælde anvendes inhalationsspray, da anbefales det på en spacer. En spacer kan hjælpe med koordinationsproblemer og kan især være en fordel til:
- Børn (op til 6-7 år)
- Demente patienter
- Patienter med lavt inspiratorisk flow.
En spacer kan give en højere lungedeponering end en spray i sig selv. Brug af spacer kan reducere risikoen for hæshed, som er en bivirkning ved ICS.
Økonomi og ordinationsmønstre
Udgifter til medicintilskud til astma- og KOL-inhalatorer i Region Midtjylland i 2025 var 159 mio. kr. fordelt på 126.000 patienter.
Data viser, at opstart af inhalationsmedicin primært sker i almen praksis.
I 2025 startede 4001 patienter på et ikke-rekommanderet inhalationslægemiddel i almen praksis, dvs. at almen praksis står for 87% af alle ordinationer af ikke-rekommanderet inhalationsmedicin til nyopstartet patienter.
Deviceoversigt og patientmaterialer
Deviceoversigten giver et samlet overblik over de mange forskellige inhalationsdevices inkl. basislisteanbefalinger.
Den kan bestilles her: Inhalationsmedicin til behandling af astma og KOL | Midtkraft
Den findes også i en kortversion, som udelukkende indeholder basislisteanbefalingerne for inhalationsdevices.
Den kan bestilles her: Børnebasisliste og basislistedeviceoversigt | Midtkraft
Begge udgaver opdateres hvert efterår.
Bemærk: Atrovent og Berodual som spray udgår.
Medicinteamet har netop udgivet to nye patientfoldere til patienter med henholdsvis KOL og astma.
Materialerne kan bestilles her: https://midtkraft.dk/bestil-materialer/
____________________________________________________________
Medicinteamet i MidtKraft