AITGRYS - nyt 1. valg til sublingual immunterapi ved græspollenallergi
Sublingual immunterapi med græspollenallergen omfatter det velkendte Grazax® og det nyere Aitgrys®. Behandlingen kan overvejes til patienter med påvist græspollenallergi, der trods optimal symptomatisk behandling og god adhærens fortsat har utilfredsstillende effekt, eller hvor bivirkninger ved den eksisterende behandling er uacceptable.
Aitgrys og Grazax vurderes at være klinisk ligeværdige med hensyn til effekt og sikkerhed. Begge præparater er godkendt til voksne og børn over 5 år og gives som et treårigt behandlingsforløb. Aitgrys adskiller sig ved kun at skulle tages sæsonvist (ca. 8-9 måneder årligt) mod helårsbehandling med Grazax. Dette reducerer de samlede omkostninger betydeligt både for patienten og for samfundet (Aitgrys ca. 24.000-25.000 kr. mod Grazax 32.000-33.000 kr.). Aitgrys indeholder desuden allergenekstrakter fra 5 græsarter mod én i Grazax, og har dermed potentielt en bredere dækning.
Aitgrys er derfor fremadrettet det anbefalede 1.valg i Region Midtjylland ved nyopstart af sublingual allergen immunterapi til græspollenallergi. Anbefalingen er udarbejdet i samarbejde med specialerådet for medicinske lungesygdomme og gælder både i primær og sekundær sektoren.
Hvordan anvendes Aitgrys?
Aitgrys påbegyndes i januar – ca. 4 måneder før græspollensæsonens start. Der indledes med en 3-dages optrapningsfase efterfulgt af en daglig vedligeholdelsesdosis frem til sæsonens afslutning[1] (tabel 1). Behandlingen gentages over tre sæsoner for at opnå en langvarig effekt.
Tabel 1: Optrapningsregime
| Dag | Dosis | Bemærkning |
| 1 | 1 resoriblet á 100 RI* |
Første dosis indtages under opsyn hos læge. Patienten observeres i minimum 30 minutter. |
| 2 | 2 resoribletter á 100 RI samtidigt |
|
| 3 | 1 resoriblet á 300 RI |
Vedligeholdelsesdosis |
Opfølgning sker efter vanlig klinisk praksis en måned efter start for at vurdere bivirkninger og adhærens og derefter årligt for at vurdere effekt og bivirkninger. Hvis der ikke ses en relevant symptomforbedring efter den første pollensæson, anbefales det at seponere behandlingen.
Fortsættes behandlingen kan patienten selv opstarte hjemme i 2. og 3. år. Der kan startes direkte med 300 mg, men det anbefales at gentage optrapningen (tabel 1) for at mindske bivirkninger de første dage. Bivirkninger kan dæmpes med antihistamin inden indtagelse.
Tilskudsforhold
Aitgrys og Grazax har aktuelt samme klausulerede tilskud. Et nyt forslag til tilskudsstatus for allergilægemidler er dog i høring (frist: 21. november 2025). Her foreslås, at Aitgrys bevarer generelt klausuleret tilskud, mens Grazax kun midlertidigt bevarer dette – og kun for patienter, der allerede er i behandling på afgørelsestidspunktet.
Skift af igangværende behandling
Det vurderes, at skift til Aitgrys ikke er hensigtsmæssigt for patienter, der allerede er i behandling med Grazax, da sikkerhed og effekt ved præparatskift under igangværende behandling ikke er dokumenteret.
[1] Ifølge Astma-Allergi Danmark begynder græspollensæsonen typisk i maj og varer frem til september. www.astma-allergi.dk/pollenkalenderen/
____________________________________________________________
Monitoreringsgruppen i Region Midtjylland
Lise Bakkestrøm Rosenbæk, farmaceut i MidtKraft, lisero@rm.dk
Bente Helene Virenfeldt, medicinkoordinator i MidtKraft, bentevirenfeldt@outlook.dk