Selvstyret AK-behandling
(Gældende for optageområdet for Aarhus Universitetshospital, Center for Selvstyret Antikoagulationsbehandling Hjertesygdomme Klinik)
Indledning
Der er primært to typer af behandling, som varetages:
- Selvstyring (Patient Self-Management, PSM): Patienten tager selv en blodprøve ved hjælp af et transportabelt koagulometer, og patienten doserer selv sin Marevan® eller Marcoumar®.
- Selvtestning (Patient Self-Testing, PST): Patienten tager selv en blodprøve ved hjælp af et transportabelt koagulometer, og en læge/sygeplejerske bestemmer så Vitamin K-antagonist (Marevan® eller Marcoumar®) dosis på baggrund af INR-værdien. Selvtestning tilbydes kun børn og unge < 18 år.
Selvstyret AK-behandling er et tilbud til patienter i livslang AK-behandling.
Pt. er der tilknyttet ca. 1.200 patienter til AK-Centret.
Blodprøveanalyse
En blodprøve frembringes ved hjælp af en ”fingerprikker” og anbringes på en teststrimmel indsat i et hjemme-koagulometer. Blodprøvesvaret vises som INR-værdi i apparatets display efter få sekunder.
Oplæring
3 undervisningsseancer på i alt 4 timers oplæring fordelt ud på 6 måneder, hvor patienten gradvist overtager mere og mere af behandlingen, men hele tiden med back-up fra AK-Centret. Der undervises i brugen / funktionen af det koagulometer som patienter skal anvende, inkl. selv at tage blodprøven, koagulationssystemet, dosering af Marevan® / Marcoumar® på baggrund af INR-værdien mv. Der afsluttes med en eksamen. Herefter er patienten selvstyrende, men skal fortsætte med at indsende / uploade sin behandlingshistorik (INR-værdier og medicindosis) hver uge. Patienterne kan på hverdage mellem kl. 8-12 få hjælp ved spørgsmål. Endvidere bliver der hvert 3. år foretaget ekstern kvalitetskontrol af koagulometret.
Hvem er egnet til selvstyret AK-behandling?
- Mekaniske hjerteklappatienter kan ca. 80 – 90% gennemføre selvstyring
- Ved atrieflimmer er tallet kun mellem 20 - 40%
- Hos patienter med venøs tromboemboli og indikation for langtidsbehandling er det lidt sværere at komme med estimat, men det skønnes at være ca. 50 - 60%
Forklaringen på forskellen af egnede mellem de forskellige indikationer er bl.a. alder og komorbiditet.
- Patienten skal være fysisk og mental egnet, have interesse i AK-behandling og være behandlingskompliant.
- Patienten skal have MitID og være IT-kyndig (det vil sige PC-bruger og app-kyndig på telefon).
- Patienten skal kunne tale, skrive og læse dansk – alle materialer og elektroniske redskaber findes kun i dansk version – ligesom undervisningen foregår på dansk.
- Patienten skal være indstillet på selv at skulle tage stilling til antal tabletter, det vil sige være selvstyrende.
Hvordan forløber overvågning af behandlingskvalitet?
Efter endt oplæring er den selvstyrende patient forpligtet til at indsende oplysninger om INR- og medicindata til AK-Centret hver uge. Dette gøres elektronisk via app eller AK-online på sundhed.dk. Behandlingsforløbet vurderes af centrets sygeplejersker, og der kan sendes feed-back med hensyn til behandlingen tilbage til patienten. Data lagres i en database, hvorfra egen læge på forespørgsel kan få oplysning om behandlingsforløbet.
Hvis behandlingsforløbet ikke forløber tilfredsstillende, indkaldes patienten til samtale for at klarlægge årsagen. Skyldes dårlig behandlingskvalitet manglende komplians, tilbagehenvises patienten til konventionelt styret AK-behandling. Velfungerende patienter i selvstyret AK-behandling behøver efter endt oplæring ikke længere (på grund af AK-behandlingen) at møde frem på hospital eller hos egen læge. Patienten kan rejse udenlands i længere perioder og behøver ikke forsømme arbejde eller uddannelse på grund af hospitals/lægebesøg.
Henvisning
Henvisningen på egnede patienter bør indeholde følgende oplysninger:
- CPR.nr., navn, telefonnummer, e-mailadresse og bopælsadresse
- Indikation for AK-behandling og INR-interval
- Årsag til henvisningen
- Medicin
- Komorbiditet
Henvisning sendes til AK-Centret, Hjertesygdomme Klinik, Aarhus Universitetshospital, Palle Juul-Jensens Boulevard 99, 8200 Aarhus N. Tlf.nr.: 2477 8901 (hverdage kl. 8-12).
I AK-Centret varetages primært AK-behandling og ikke andre aspekter af patientens behandling.Opstår der akutte episoder på grund af blødning eller tromboemboliske komplikationer, behandles patienten på traditionel vis ved indlæggelse eller skadestuebehandling.
Hvis patienten (i telefontiden) ringer med spørgsmål om AK-behandlingen (f.eks. lav eller høj INR-værdi), tager AK-Centret sig selvfølgelig af dette.
Økonomi
Hjemmekoagulometer og tilhørende analyseudstyr stilles til rådighed for patienten ved udlån fra Aarhus Universitetshospital. Patienten har kun udgifter til porto (apparatkontrol), batterier, telefon, Fragmin og evt. transportudgifter ved kontakten med AK-Centret.
Yderligere information
AK-Centrets hjemmeside: https://www.auh.dk/afdelinger/hjertesygdomme/hjertesygdomme-klinik/ak-centret/
ICPC
K78
Forfatter
Ulla Bay Balsby, AK-sygeplejerske, Hjertesygdomme, Aarhus Universitetshospital