Vederlagsfri psykologbehandling af 18-24 årige med let til moderat depression eller angst
Kort om ordningen pr. 1. oktober 2026
- Som en del af regeringens 10-års plan for psykiatrien overtager regionerne 1. oktober 2026 ansvaret for vederlagsfri psykologbehandling af 18-24 årige med let til moderat depression eller angst fra de praktiserende psykologer med ydernummer. De unge får samtidig ret til behandling inden for 30 dage.
- Ordningen skal sikre hurtigere behandling og nedbringe ventelister på området.
- Region Midtjylland etablerer Regionale Ungeklinikker i Aarhus, Herning, Viborg, Randers og Horsens svarende til én klinik i hvert sundhedsrådsområde.
- Derudover vil private psykologer, som har en aftale med regionen, levere behandling i størstedelen af kommunerne. Som udgangspunkt vil den unge få et tilbud om behandling i sin bopælskommune.
- Der etableres en fælles visitation, som varetager visitation til det nye regionale behandlingstilbud.
- Behandling kan være individuel, gruppebaseret eller digital i de regionale ungeklinikker, mens den er individuel hos de private psykologer. Det er psykologer, som står for behandlingsforløbene.
- Hvis behandlingen ikke kan påbegyndes indenfor behandlingsgarantien på 30 dage, kan den unge vælge at blive behandlet på et privat behandlingssted, som regionen har indgået aftale med.
Hvem kan henvises?
Egen læge er fortsat indgangen til tilbuddet og vurderer, om den unge kan være i målgruppen og kan henvises.
- Målgruppen er 18-24 årige med let til moderat depression eller angst, svarende til de nuværende henvisningsårsager 10 og 11.
- Efter 1. oktober 2026 vil egen læge ikke længere kunne henvise eller genhenvise denne målgruppe til behandling hos praktiserende psykologer med ydernummer. Målgruppen skal i stedet henvises til det nye regionale behandlingstilbud.
Sådan gør du
|
VIGTIGT: Ændret arbejdsgang for henvisning pr. 1. oktober 2026
Skift til ny henvisningstype – dynamisk henvisning (REF01)
|
Før du laver henvisningen
I bekendtgørelse om ret til hurtig behandling af let til moderat depression eller angst for personer mellem 18 og 24 år (jf. link her) fremgår afgrænsning af persongrupperne.
Ved let til moderat depression skal den unge:
- være diagnostisk udredt af egen læge efter gældende kliniske retningslinjer, herunder skal der være foretaget en psykometrisk test
- have let til moderat nedsat funktionsevne på grund af depressionen
- vurderes af lægen til at kunne have gavn af det regionale behandlingstilbud, og det vurderes, at behandling i almen praksis ikke vil kunne stå alene.
Ved let til moderat angst skal den unge:
- være diagnostisk udredt af egen læge efter gældende kliniske retningslinjer, herunder bør der være foretaget en psykometrisk test
- have let til moderat nedsat funktionsevne på grund af angsten
- vurderes af lægen til at kunne have gavn af det regionale behandlingstilbud, og det vurderes, at behandling i almen praksis ikke vil kunne stå alene.
Hvad skal henvisningen indeholde?
- Anamnese
Beskrivelse af de kliniske symptomer
- Psykometriske tests (se webpatient og sundhed.dk)
Anbefalede tests:
Depression: MDI (Major Depression Inventory) – angiv score/sværhedsgrad
Angst: ASS (Anxiety Severity Scale) – angiv score/sværhedsgrad
- Funktionsevne vurdering
Henvisningen skal indeholde en kort beskrivelse af, hvordan problemerne påvirker den unges hverdag – gerne på følgende fire parametre:- Evne til at passe studie/beskæftigelse, fremmøde og at kunne opretholde fritidsinteresser
- Kontakt til familie, venner og netværk
- Patientens ressourcer og engagement i behandling
- Nylige ændringer: Evt. akut forværring eller væsentlige livsændringer
- Særlige bemærkninger
Medicinsk behandling og evt. komorbiditet
I forhold til somatisk komorbiditet kan det være relevant at vide, om den unge har somatisk komorbiditet og den unge skal være somatisk afklaret af egen læge. Den evt. somatiske lidelse må IKKE have væsentlig betydning for angst eller depression.
Psykiatrisk komorbiditet udelukker ikke henvisning. Det er en betingelse, at depression eller angst er den primære og behandlingskrævende problemstilling, og at en eventuel anden psykisk lidelse er stabil og ikke vil stå i vejen for et kortere, afgrænset forløb.
Information til patienten ved konsultationen
Egen læge kan informere den unge om følgende forløb, så den unge ved, hvad der skal ske:
- Kontakt: Den unge modtager et indkaldelsesbrev med tid og sted for behandling senest 8 hverdage efter modtaget henvisning. Den unge modtager brev via digital post.
- Behandlingsramme: Op til 8 konsultationer leveret inden for, som udgangspunkt 6 måneder. Herefter mulighed for forlængelse med 2 x 5 konsultationer (uden at skulle tilbage til egen læge).
- Behandlingsstart: Behandlingen igangsættes forventeligt inden for 30 dage fra modtaget henvisning.
- Behandlingsansvar: Forbliver hos egen læge som i dag ift. fx medicin (regionen er ansvarlig for psykologbehandlingen).
Visitation og tilbagemelding til egen læge
- Handlingsanvisende afvisning: Hvis den unge ikke vurderes i målgruppen for forløbet, sendes en kopi af den kliniske visitation med en beskrivelse af, hvad der ligger til grund for afvisningen.
- Mangelfulde henvisninger: Henvisninger uden tilstrækkelige oplysninger vil blive returneret for supplerende oplysninger.
- Epikrise: Ved afsluttet behandling modtager egen læge en kortfattet epikrise fra psykologen.
- Kommunikation foregår via korrespondancemeddelelser.
FAQ
Hvorfor etableres det nye tilbud?
Ordningen skal sikre hurtigere adgang til behandling for unge 18-24 årige med let til moderat depression eller angst og nedbringe venteliste på området.
Hvad er den største ændring i forhold til den nuværende ordning?
Ansvaret flyttes fra den nuværende ordning med ydernummerpsykologer til regionerne, som fremover har ansvaret for visitation og behandling af målgruppen. Samtidig indføres ret til behandling inden for 30 dage.
Hvordan organiseres tilbuddet?
I Region Midtjylland består den nye ordning af 5 regionale ungeklinikker i Horsens, Aarhus, Randers, Viborg og Herning - én klinik i hvert sundhedsrådsområde.
Derudover vil private psykologer, som har en aftale med regionen, levere behandling i størstedelen af kommunerne. Som udgangspunkt vil den unge få et tilbud om behandling i sin bopælskommune.
Region Midtjylland står for visitationen efter henvisning fra egen læge.
Hvilken behandling tilbydes den unge?
Tilbuddet vil fremover bestå af individuel psykologbehandling, gruppebehandling og/eller digital behandling.
Individuel behandling tilbydes i alle kommuner og på ungeklinkkerne, mens gruppebehandling og digital behandling tilbydes på de 5 ungeklinikker. På ungeklinikkerne visiteres den unge til den behandlingsform, der vurderes bedst egnet.
Kan den unge selv vælge behandlingssted?
For at sikre den unges ret til hurtig behandling, får den unge tilbudt en konkret tid og et behandlingssted – det er som udgangspunkt i hjemkommunen.
Hvem står for behandlingen?
Den nye ordning varetages udelukkende af psykologer – enten i de regionale ungeklinkker eller hos psykologer, der er indgået aftale med.
Behandlingen vil ske efter gældende nationale kliniske retningslinjer for behandling af depression og angst, og skal derudover være i overensstemmelse med den til enhver tid anerkendte faglige standard på området.
Hvad sker der med unge, som er i et igangværende forløb?
Unge som allerede er i et igangværende forløb, og har haft første konsultation hos en yder-nummerpsykolog inden 1. oktober 2026, kan fortsætte behandlingen. Behandlingen skal være afsluttet inden d. 1. oktober 2027. Hvis igangværende patienter efter 1. oktober 2026 skal have en genhenvisning, overgår den unge til det regionale behandlingstilbud.
Hvad sker der med unge, som er henvist, men ikke har startet behandling?
Unge i målgruppen der er henvist før d. 1. oktober 2026 og ikke har et igangværende forløb, vil være omfattet af det regionale behandlingstilbud. Den unge vil blive kontaktet via e-Boks og tilbudt et regionalt behandlingsforløb.
____________________________________________________________
Jeppe Aaen, Praksiskoordinator
Svend Kier, Praksiskoordinator
Jonas Engkjær Christensen, Repræsentant fra PLO-Midtjylland
Sundhedsplanlægning, Region Midtjylland