Spring til indhold

Stress - Konkrete værktøjer til patienter med stresssymptomer

Værktøjer til patienter med stresssymptomer

Arbejds- og miljømedicin på Regionshospitalet Gødstrup informerer om materiale med værktøjer og vejledninger til patienter med symptomer på stress.

På hjemmesiden stress.rm.dk har psykologerne på Arbejds- og Miljømedicin, Regionshospitalet Gødstrup udviklet og samlet en række gratis værktøjer og vejledninger til borgere med symptomer på stress. Materialet er visuelt og pædagogisk opbygget, og indholdet er en kombination af video, tekst og billeder.

Materialerne er baseret på afdelingens mangeårige erfaring med udredning og behandling af arbejdsrelateret stress og kan bruges som supplement til patientforløb med stress, uanset hvor patienten er i stressforløbet. Der er desuden et afsnit med information og konkrete råd til pårørende.

Indholdet omsætter evidens og klinisk erfaring til konkrete og let anvendelige redskaber og kan anvendes uanset om årsagen til stress skal findes på arbejdet eller i privatlivet.

Materialet kan bruges af patienter, der:

  • oplever tidlige symptomer på stress
  • ønsker at forebygge en sygemelding
  • er sygemeldt med stress
  • er på vej tilbage til arbejdet efter en stressrelateret sygemelding

På stress.rm.dk finder patienterne blandt andet:

  • viden om stress og symptomer på stress
  • konkrete værktøjer til håndtering af stress i hverdagen
  • vejledning om sygemelding og tilbagevenden til arbejde
  • materiale til forebyggelse

Gør patienter opmærksomme på tilbuddet via infoskærme

Der er udarbejdet et billede til brug på infoskærme med QR-kode til stress.rm.dk, som kan vises på infoskærme i klinikkernes venteværelser.

Billedfilen kan downloades og lægges ind i det eksisterende flow på infoskærmene. På den måde kan patienterne selv blive opmærksomme på materialet, mens de opholder sig i venteværelset.

_____________________________________________________________

Marianne Kyndi, Cheflæge, Arbejds- og miljømedicin, Regionshospitalet Gødstrup
Jeppe Aaen, Praksiskoordinator for Psykiatrien