Spring til indhold

Fasttilknyttet læge i botilbud

Vil du være med til at løfte sundheden hos borgere, der bor i socialpsykiatriske botilbud eller botilbud for borgere med fysisk og psykisk handicap i Aarhus Kommune?

Fasttilknyttet læge i botilbud – er det noget for dig?

Vil du være med til at løfte sundheden hos borgere, der bor i socialpsykiatriske botilbud eller botilbud for borgere med fysisk og psykisk handicap i Aarhus Kommune? Så er det nu, du skal melde dig som fasttilknyttet læge for et botilbud.

Hvad går ordningen ud på?

I OK25 er der indført et honorar til praktiserende læger for at virke som faste læger på botilbud. Ordningen omfatter i første omgang botilbud/beboere på pladser efter SEL§108 og efter ABL§105 med hjælp efter SEL§85.

Ordningen omfatter, at den faste læge yder sundhedsfaglig rådgivning og vejledning til personalet på botilbuddet i op til 3 timer pr. måned. Derudover lægger ordningen op til, at beboerne kan vælge at blive tilmeldt som patienter hos den læge, der varetager funktionen.

Du bliver honoreret for den sundhedsfaglige rådgivning og yder almen medicinsk lægehjælp til beboere tilmeldt lægen i henhold til overenskomst om almen praksis.

Ordningen kan gensidigt opsiges med tre måneders varsel.

Hvorfor vælge at blive fasttilknyttet læge?

”Jeg har valgt at være fast læge på et socialpsykiatrisk botilbud, fordi jeg kan se et stort behov for lægelig indsats, og fordi det giver en spændende faglig afveksling fra arbejdet i klinikken. 

Opgaven kan måske virke uoverskuelig, og man kan frygte stor arbejdsbyrde, men min erfaring er, at det bliver langt mere overskueligt, når man er fast bostedslæge. Man lærer patienterne og personalet at kende, og de gode samarbejdsrelationer gør en stor forskel, når der opstår svære og komplekse problemstillinger.

Jeg synes derfor ikke, man skal være for bekymret for at kaste sig ud i opgaven. Det er fagligt spændende og meget meningsfuldt, og man oplever, at man kan rykke noget for en patientgruppe, som ofte har svært ved selv at søge den hjælp, de har brug for.”

Tanja Henriksen, Lægerne Frydenlund

Hvordan bliver du fast læge?

Du kan finde liste over botilbud, der kan få fasttilknyttet læge i dette dokument: Oversigt over botilbud i Aarhus Kommune_ SEL§108 og ABL§105 med SEL§85 

Tilkendegiv din interesse for at blive fast læge ved at sende en mail til sundhedsteam@msb.aarhus.dk 
Mailen skal indeholde:

  • navn på tilbud du ønsker at blive tilknyttet (evt. flere i prioriteret rækkefølge)
  • lægehusets navn
  • kontaktoplysninger
  • om du/jeres praksis er fast tilknyttet et plejehjem

Du vil herefter blive kontaktet af Aarhus Kommune med henblik på videre dialog om at blive tilknyttet et botilbud.

Vil du vide mere?

Læs faktaark og det fulde protokolat om faste læger i botilbud her:

Har du spørgsmål?

Spørgsmål vedrørende botibud
Kontakt Sundhedsteamet i Sociale Forhold og Beskæftigelse: sundhedsteam@msb.aarhus.dk

Spørgsmål vedrørende overenskomsten
Kontakt Formand for PLO Aarhus, Jette Dam-Hansen: dam-hansen@dadlnet.dk

____________________________________________________________

Sundhedsteamet i Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune