Melding af patienter
Praksiskonsulent Thomas Clausen
For at sikre en smidig og fagligt velfunderet visitation til akutmodtagelsen ønsker vi at præcisere to vigtige punkter i samarbejdet mellem praksis og hospital:
1. Kun læger må melde patienter til hospital
Der er fra hospitalet fuld forståelse for travlheden i almen praksis, men afdelingen vil gerne fastholde, at det er lægen selv, der foretager meldingen til hospitalet.
Baggrunden er, at visitationerne i dag rummer flere muligheder end tidligere – herunder subakutte ambulante tider og konferencekald til speciallæger, hvor faglig vurdering er nødvendig.
Ifølge Akutkonceptet for Region Midtjylland er det altid akutlægen, der har det endelige behandlingsansvar, hvis der er uenighed om indlæggelse. Det understreger behovet for, at meldingen sker lægefagligt.
2. Angiv forventet ankomsttid (ETA)
Akutmodtagelsen afprøver aktuelt et nyt modtagelseskoncept, hvor akutlæge og sygeplejerske sammen modtager patienten.
For at kunne planlægge dette bedst muligt er det en stor hjælp, hvis den meldende læge angiver:
- Transportform (selv, pårørende, taxa, ambulance m.v.)
- Ca. forventet ankomsttid
Ved ambulancetransport kan visitation som regel følge ETA digitalt, men for patienter der selv transporteres, er denne oplysning afgørende for at kunne prioritere og modtage rettidigt.
Tak for samarbejde og forståelse – det gør en reel forskel for patientforløbet og for samarbejdet.