Praksisbeskrivelse, uddannelsesprogram for Almen Praksis
Beskrivelse af, hvad praksisbeskrivelse, uddannelsesprogrammer skal indeholde
Praksisbeskrivelserne er klinikkernes uddannelsesprogrammer, ligesom de enkelte hospitalsafdelinger udarbejder et uddannelsesprogram.
Uddannelsesprogrammet beskriver, hvordan uddannelse foregår i jeres praksis, og hvordan arbejdet er tilrettelagt, så uddannelseslægen kan opnå sine kompetencer.
Derfor er der også flere punkter, der er obligatoriske i en praksisbeskrivelse.
Undlad navne på personale, vikarer mm, så praksisbeskrivelsen bliver ”langtidsholdbar”, undlad hemmelige telefonnumre, den er offentlig også for patienter, undlad alt for lange passager om praksis historie, hav fokus på uddannelsen i jeres praksis.
Nedenstående SKAL indgå i praksisbeskrivelsen
Skabelon for praksisbeskrivelse
Kort beskrivelse af praksis, herunder praksistype, antal læger, personale mv. evt beskrivelse af faciliteter, eget konsultationsrum mm.
Organisation af arbejdet, dagsprogram, møder/konferencer, intern undervisning.
Arbejdsfunktion, beskrivelse af uddannelseslægens opgaver inkl deltagelse i lægevagt, intern undervisning mm.
Introduktionsprogram, overordnet beskrivelse af planlagt introduktion til praksis, herunder afholdelse af introduktionssamtale indenfor de første 14 dage.
Afholdelse af introduktions-, midtvejs- og afslutningssamtale.
Hvem er ansvarlig for planlægning og afholdelse? Introsamtale skal afholdes indenfor 14 dage efter ansættelsesstart, her udarbejdes af skriftlig uddannelsesplan. Hvornår foregår karrierevejledning?
Beskriv også gerne forudgående ”kemisamtale”, forventningsafstemning mm.
Supervision
Beskrivelse af rammer for planlagt daglig supervision, samt ad hoc. Anbefalingen er fortsat, at uddannelseslægen får 30 min. supervision dagligt ud over ”ad hoc”. Det bør anføres hvem der superviserer. Hvordan struktureres supervisionen? Er supervision tidvist fælles med flere uddannelseslæger bør det anføres, samt hvordan der så sikres tilstrækkelig individuel supervision. Vi anbefaler primært planlagt tid med en-til-en supervision.
Kompetencevurdering og godkendelse af kompetencer
Der er 5 obligatoriske kompetencevurderingsmetoder, der skal foreligge en nøje beskrivelse af hvordan kompetencevurdering foregår, hvem er ansvarlig, hvem planlægger, hvem laver kompetencevurderingen. Skriv gerne hvor ofte der laves ”fluen på væggen” eller videosupervision.
Juni 2025