PLO-Aarhus - april 2026
Nye tilbud til borgere med svær overvægt og kronisk sygdom
Aarhus Kommune har lanceret to nye gruppetilbud til voksne borgere med, eller i risiko for at udvikle, kronisk sygdom og svær overvægt. De to tilbud har forskellige tilgange og henvender sig derfor til forskellige målgrupper.
Sundhed i balance – mad, bevægelse og vaner er et livsstilstilbud til borgere, der ønsker støtte til at ændre vaner og arbejde mod en sundere livsstil. Målgruppen er borgere med BMI over 30, herunder borgere med, eller i risiko for at udvikle, kronisk sygdom (fx forhøjet blodtryk eller kolesterol), borgere med slidgigt eller borgere, der får vægttabsmedicin. Første hold startede medio marts 2026, og næste hold forventes igangsat i august/september 2026.
Ligevægt er et gruppetilbud til borgere med, eller i risiko for at udvikle, kronisk sygdom relateret til fedme, og hvor funktionsevne og trivsel er påvirket. Indsatsen bygger på en vægtneutral tilgang med fokus på kropsbevidsthedstræning og intuitiv spisning – vægttab er derfor ikke et mål i forløbet. Formålet er at blive bedre til at reagere på kroppens signaler, hvilket kan give den enkelte et mere afbalanceret forhold til krop, spisning og mad.
Henvisning: Du kan henvise til forløbene via en dynamisk henvisning til Aarhus Kommune, så bliver borgeren kontaktet. Lav et kort oplæg, så fordeler kommunen det selv mellem tilbuddene.
Information om forløbene findes på Aarhus Kommunes hjemmeside og på sundhed.dk:
Udvidet overvægtsindsats for børn 1-5 år v/Sundhedsplejen
Sundhedsplejen i Aarhus Kommune tilbyder en vægtneutral indsats ”Børn i balance” til familier med overvægtige børn i alderen 1-5 år. Indsatsen er et tilbud til forældre, som oplever, at mad og måltider, bevægelse, kropsaccept og vægt er svært i relation til deres barn og forældreskab. Formålet med forløbet er at støtte hele familien i at opnå en sundere livsstil, der gavner alle i familien og samtidig styrker barnets trivsel. Indsatsen er vægtneutral, hvilket betyder, at barnet ikke vejes som en del af forløbet.
Forløbet varetages af en sundhedsplejerske og består af en kombination af hjemmebesøg og konsultationer i sundhedsplejen. Indsatsen er rettet mod forældre, og samtalerne foregår derfor uden børn.
Samtalerne har blandt andet fokus på motivation, målsætning og ændring af vaner i relation til kost, bevægelse og fællesskaber. Forløbet er individuelt tilrettelagt, og det er muligt at deltage indtil barnet starter i skole.
Praktiserende læger kan henvise familier til indsatsen via korrespondancemodulet til Sundhedsplejen. Lokationsnummer: 5790002000416
Dynamisk henvisning kan desværre ikke buges (endnu)
Tilbuddet findes på sundhed.dk:
Tilbud til pårørende
Center for Pårørendesamarbejde er en netværksorganisation, der understøtter de mange tilbud og indsatser til pårørende i Sundhed og Omsorg, og som skal udbrede kendskabet til både tilbud og veje til det gode pårørendesamarbejde. Centeret møder pårørende mange steder – på plejehjem, i eget hjem eller gennem Folkesundhed Aarhus– og ønsker også kontakt til de pårørende, som endnu ikke har kontakt til kommunen.
Centeret tilbyder bl.a. Pårørendevejledning, hvor samtalen tager udgangspunkt i den pårørendes situation og kan handle om:
- Den pårørendes egen trivsel og relation til den nærtstående
- Støtte og vejledning i at opnå det bedst mulige samarbejde med kommunen (fx plejehjem eller hjemmepleje) og hjælp til at navigere i “systemet”
- Guidning til tilbud i Aarhus Kommune eller civilsamfund
Pårørendevejledning kan foregå telefonisk eller ved fysisk fremmøde. Pårørende kan selv kontakte centeret eller I læger kan med samtykke henstille til centeret, at de kontakter borgeren. Kontaktoplysninger findes på sundhed.dk: Pårørendevejledning - sundhed.dk. Der arbejdes på at koble henvisninger til centeret via den dynamiske henvisning.
Samvær Omsorg Støtte - Gruppeforløb til pårørende
Folkesundhed Aarhus tilbyder et gratis gruppebaseret støtteforløb til pårørende til mennesker med langvarig eller alvorlig fysisk sygdom.
Forløbet består af fem gange á to timer og kombinerer faglige oplæg, aktiv dialog, fælles refleksioner og individuelle øvelser. Deltagerne tilbydes desuden en indledende individuel samtale. Forløbene ledes af en psykolog. Formålet med forløbet er at understøtte pårørende i at opnå øget overskud og trivsel, så de fortsat kan varetage rollen som omsorgspårørende for deres nærtstående, samtidig med at de styrker egenomsorg.
Tilbuddet findes på sundhed.dk: Psykologtilbud til pårørende - sundhed.dk og henvisning kan ske via den dynamiske henvisning.
_____________________________________________________________
Jette Dam-Hansen, Formand for PLO-Aarhus
| Sendt til praktiserende læger i Aarhus Kommune |