Orienteringbrev, praksiskonsulentordningen - Maj 2025
Nyt fra Børn & Unge
Fokus på stalking – samarbejde med Dansk Stalking Center
Skanderborg Kommune har deltaget i Projekt “Tryg i Skanderborg” - en hjælp til stalkingudsatte og stalkingudøvere - i samarbejde med Dansk Stalking Center og Sydøstjyllands Politi. Du finder Actioncard via dette link.
Stalking er en særlig type af uønsket adfærd og aktiviteter, der er rettet mod en anden person. For at der er tale om stalking, skal kontakten være ensidig. Det betyder, at den udsatte ikke responderer eller gengælder kontakten. Samtidig skal der være tale om flere kontaktforsøg og hændelser sådan, at der er tale om et mønster af handlinger.
Dansk Stalking Center arbejder for at forebygge og stoppe stalking med viden, oplysning og dialog – og tilbyder:
- Telefonrådgivning, der favner bredt og kan hjælpe med afklaring og videre handlemuligheder
- Rådgivning og støtte til både stalkingudsatte, udøvere, pårørende og fagpersoner.
Find kontaktoplysninger på Dansk Stalking Centers hjemmeside.
Telefonnummer: 2517 7374
Nye kommunale beredskaber skal styrke indsatsen for udsatte børn og unge
Skanderborg Kommune har i forlængelse af barnets lov udarbejdet to beredskaber, der har til formål at styrke både forebyggelsen, opsporingen og håndteringen af problematikker omkring negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter, radikalisering og ekstremisme. Beredskabet og handlevejledningen ved mistanke om overgreb mod børn er ligeledes revideret.
Beredskaberne henvender sig til kommunale medarbejdere, som er i kontakt med borgere – både under og over 18 år – der kan være berørt af problematikkerne. Derudover henvender det sig også til eksterne aktører, som har berøring med målgruppen – f.eks. almen praksis.
Beredskaberne kan give et overblik over hvilke tegn du skal være opmærksom på, hvornår du skal handle – og hvordan.
Kommer du i kontakt med et barn eller en ung, som du er bekymret for, er i målgruppen har du underretningspligt. Underretninger sendes via løsningen på vores hjemmeside.
Ved tvivl, er du velkommen til at kontakte Familierådgivningens modtagelse på tlf. 8794 7345.
Læs mere og find beredskaberne på Skanderborg Kommunes hjemmeside under Er du bekymret for et barn:
Initiativer for styrket samarbejde bærer frugt
I de senere år har vi haft et fokus på en række initiativer, der alle har til formål at styrke det gode samarbejde Børn & Unge og almen praksis imellem. Det inkluderer, ud over den løbende dialog, bl.a. et struktureret fokus på korrespondancebreve, samarbejdsmøde og senest en mulighed for at benytte akuttelefonen.
Den tværfaglige ledergruppe i Børn & Unge, som koordinerer korrespondancebreve, oplever at modtage meget kvalificerede korrespondancer. Desuden tilkendegiver gruppen, at det i sig selv er meget positivt, at der er mulighed for at benytte akuttelefonen ved behov for hurtig afklaring eller opfølgning. Samtidig har de en opmærksomhed på at begrænse brugen af denne.
Generelt er der i Børn & Unge en oplevelse af åbenhed, dialog, at der inviteres til samarbejde – og at vi sammen er et rigtig godt sted.
Lettilgængelige behandlingstilbud
Ligesom landets øvrige kommuner, arbejder vi i Skanderborg Kommune også på at etablere et lettilgængeligt tilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel. I dette arbejde er almen praksis en vigtig samarbejdspartner – og praksiskonsulent Rasmus Christoffersen bliver løbende taget med på råd, i både det kommunale såvel som det regionale arbejde, der er konkretiseret med den midtjyske samarbejdsmodel.
I Skanderborg Kommune findes allerede en række lettilgængelige tilbud, herunder bl.a. Tryghedscirklen, Invest in Play og Ungevejen. Disse vil fortsat indgå som tilbud og blive en del af den organisering, der pt. er på tegnebrættet. Tilbud målrettet udfordringer med angst/ængstelighed og selvskade vil også indgå. Planen er, at børn, unge, familier – og almen praksis – pr. 1. september kan henvende sig via én indgang og herigennem blive vejledt og hjulpet relevant videre.
Nyt fra Arbejdsmarked og Social
Tidlig indsats (Forebyggende samarbejde mellem praktiserende læge og Arbejdsmarked og Social/Jobcenter)
Som praktiserende læge har du mulighed for at kommunikere med kommunen, hvis du skønner behov for en tidlig/forebyggende indsats i forhold til en evt. sygemelding for en patient.
Hvis du ønsker støtte til en borger, der netop er blevet sygemeldt, eller hvor en forebyggende indsats kan forhindre sygemelding, er det vigtigt, at I anvender mulighederne nedenfor med korrekt emne/overskrift og lokationsnummer;
Ring til vagttelefonen for Arbejdsmarkedsfastholdelse på 87 94 70 00
- Mandag, tirsdag, onsdag og fredag kl. 12.00 - 13.00
- Torsdag kl. 16.00 - 17.00
Send korrespondance med emne/overskrift:
"Tidlig indsats" og angiv "samtykke fra patienten" til lokationsnummer: 5790002028564.
Samme lokationsnummer, som bruges til kommunikation med sagsbehandlere i Arbejdsmarked og Social/jobcentret.
Vi bestræber vi os på at kvittere for modtagelsen inden for 7 dage. Hvis det ikke er tilfældet er I velkomne til at tage kontakt til os igen.
Åben rådgivning i Pavillon 7 ved Sølund
Åben Rådgivning er et tilbud for voksne over 18 år, der bor i Skanderborg Kommune, og som oplever forskellige udfordringer i hverdagen. Det kan være psykisk sårbarhed, fysisk funktionsnedsættelse eller forskellige sociale problemer. Hjælpen er gratis og kræver ingen henvisning. Borgerne kan ringe til os, booke en tid online eller blot møde op i åbningstiden. Borgeren er velkommen til at have en eller flere personer med til samtalen. For at kunne hjælpe borgerne bedst muligt i et forløb er Åben Rådgivning som udgangspunkt ikke et anonymt tilbud. Åben Rådgivning er bemandet af medarbejdere fra Skanderborg Kommune med socialfaglig baggrund.
Åben Rådgivning i Pavillon 7 ved Sølund har siden opstart i december 2024 oplevet henvendelser fra mange borgere. Som praktiserende læge, kan I også informere jeres patienter om at gøre brug af denne mulighed. I kan læse mere om Åben rådgivning på kommunens hjemmeside.
Hvad kan Åben Rådgivning hjælpe med?
- Få struktur og overblik i hverdagen
- Komme ud af ensomhed gennem råd og vejledning om tilbud og muligheder i lokalsamfundet. Det kan fx være at finde nogle at dyrke en interesse med, eller finde andre at tale med, der står i en lignende situation.
- Finde og tage kontakt til den rette hjælp. Det kan være en afdeling, et tilbud eller en bestemt medarbejder.
- Få hjælp til at løse det, der bøvler lige nu og her. Det kan være en svær situation, hvor borger er i risiko for at miste sin bolig eller job, eller har brug for hjælp til at få betalt regninger eller få reageret på sin post.
Åben Rådgivning har åbent for fremmøde eller på telefon 2020 1866
- Tirsdag kl. 10.00 - 14.00
- Torsdag kl. 14.00 - 18.00
Beskæftigelsesreform
Et bredt politisk flertal har pr. 9. april 2025 indgået aftale om en historisk forenkling af beskæftigelsessystemet.
Skanderborg Kommune afventer den konkrete lovgivning, der skal udmønte aftalerne og afventer konkrete datoer for effektuering af delelementerne
Reformen medfører bl.a., at;
- Rehabiliteringsteams afskaffes
- Jobafklaringsforløb afskaffes
- Ressourceforløb afskaffes
- Revalidering afskaffes
Sygemeldte med en arbejdsgiver skal som udgangspunkt ikke have samtaler med kommunen, hvis sygefraværet er mindre end 26 uger
Beskæftigelsesreformen medfører en besparelse på 2, 7 mio. i Skanderborg Kommune, Arbejdsmarked og Social, hvilket vil berøre medarbejderne.
Arbejdsmarked og Social vil holde jer løbende orienteret.
Nyt fra Sundhedsfremme/Det kommunale Sundhedscenter
Justering af vores overvægtsindsats på baggrund af nye nationale kvalitetsstandarder
Som led i sundhedsreformen fra 2022 har Sundhedsstyrelsen lanceret nye kvalitetsstandarder for forebyggelsestilbud til borgere med kronisk sygdom. Disse standarder skal sikre ensartet kvalitet og tilgængelighed i kommunale sundhedstilbud og dækker blandt andet områder som sygdomsmestring, fysisk aktivitet, ernæring, nikotinafvænning og alkoholforebyggelse. På baggrund af disse nye retningslinjer justerer vi nu vores indsats mod overvægtsbehandlingen i Det Kommunale Sundhedscenter.
Fremover vil vi tilbyde et forløb med en helhedsorienteret tilgang, hvor både mental, social og fysisk sundhed er i fokus. Vi arbejder med borgerens værdier, vaner og forhold til krop, mad og motion for at støtte borgeren i at opnå en sund livsstil i balance. Målet er at skabe en vedvarende forandring, hvor borgeren tager ansvar for din egen sundhed – på egne præmisser. Forløbet starter op efter sommerferien.
Forebyggende samtaler om alkohol
I Det Kommunale Sundhedscenter arbejder vi aktuelt med prøvehandlinger inden for forebyggende alkoholsamtaler, som starter op pr. 1. juni. Vi tilbyder forebyggende samtaler om alkohol til borgere, der er henvist fra almen praksis, sygehuse eller andre kommunale enheder. Samtalerne kan finde sted i Det kommunale sundhedscenter, i fællesskabs-huse eller i naturen, hvis det giver borgeren større tryghed. Borgere kan også selv anmode om en samtale.
Vi tror på, at dørtrinnet er lavere ved Det kommunale Sundhedscenter i forhold til de forebyggende samtaler om alkohol. Derfor har vi lavet en samarbejdsaftale med Skanderborg Rusmiddelcenter, hvor vi forsøger at dele opgaven. De forebyggende samtaler foregår hos Det Kommunale Sundhedscenter, mens Skanderborg Rusmiddelcenter håndterer mere behandlende forløb, hvis borgerne har behov for det. Indsatsen varetages i tæt samarbejde mellem de to enheder for at sikre en sammenhængende og helhedsorienteret tilgang til borgernes behov.
UngNikotinStop
UngNikotinStop er et treårigt projekt, der har til formål at udvikle bæredygtige modeller for rekruttering og nikotinstopforløb særligt rettet mod unge. Omtrent en tredjedel af alle unge har prøvet ét eller flere nikotinprodukter, og mange udvikler afhængighed allerede efter kort tids brug – primært på grund af produkternes høje nikotinindhold. Hvis du som læge møder en ung med nikotinrelaterede problemer, eller hvis forældre henvender sig med bekymringer, opfordres du til at tage kontakt til:
Mette Jensen
Projektleder og stopvejleder i UngNikotinStop
Mail: mette.ellemann.jensen@skanderborg.dk
Tlf. 2119 2932
Nyt fra Sundhed, Omsorg og Handicap
Akutpladser
På Center for Akut og Rehabiliteringspladser (De midlertidige pladser på Kildegården i Skanderborg), har den nye leder Lone Nørgaard Møller arbejdet med, at øge brugen af pladserne og understøtte, at det er enkelt for Jer som læger at bruge pladserne.
Vurderer I et behov for en akutplads/midlertidig plads kan I henvende Jer til akutteamet, som sammen med Jer vurderer behovet. Herfra tager akutteamet den videre proces og I skånes for at forholde jer til pladstyper og kapacitet på pladserne. Ønsket er øget brug af pladserne og mindre bøvl for Jer.
Kontaktlæge APP
Kontaktlægen app’en bruges I højere grad end tidligere, suppleret af sms-videolink. Statistik fra maj 2024 til maj 2025 viser at kontaktlæge appen er brugt i 49 forløb, mod 3 forløb i 2023.
I den sammenhæng anmoder kommunes sygepleje om, at I respekterer de aftaler, der er indgået i KLU regi, om at sygeplejen kun kan understøtte lægens brug af kontaktlæge app'en, i de borgerforløb hvor de i forvejen er i borgens hjem vedrørende den aktuelle problematik.
Kompressionsstrømper - færre elektroniske korrespondancer og færre anmodninger om lægehenvisninger
Vi har i kommunen i længere tid arbejdet med at forenkle og kvalificere arbejdet med afvanding af borgeres ødematøse ben. I marts 2024 ansatte kommunen en kompressionssygeplejerske, som bidrager i hele forløbet fra første vurdering til evt. bevilling og opmåling til faste kompressionsstrømper, herunder faglig vurdering af borgeren/og sparring til den kommunale sygepleje. Kommunes ønske er at minimere antallet af elektroniske korrespondancer med Jer læger, således at I kan nøjes med en korrespondance, hvor I orienteres om at afvanding igangsættes samt spørges om kontraindikationer. Vi håber I vil mærke denne forenkling.
Forbeholdt sygeplejevirksomhed
Sygeplejersker har siden ny lov trådte i kraft januar 2024, haft et forbeholdt virksomhedsområde. Det forbeholdte virksomhedsområde omfatter opgaver, som sygeplejersker kan udføre på eget initiativ og ansvar. Det omfatter en række behandlinger, som i forvejen ofte er blevet udført af sygeplejersker, men som de tidligere kun kunne udføre på delegation af en læge. Det er fx blodsukkermåling og kapillær blodprøver som CRP, anlæggelse og genanlæggelse af blærekateter, nasalsonde og PVK samt genanlæggelse af trakealkanyle og suprapubisk.
Med virkning fra 1. juli 2025 får sygeplejersker ydermere ret til selvstændigt at anvende og ordinere visse vacciner og lægemidler.
Den kommunale sygepleje i Skanderborg Kommune tager den forbeholdte virksomhed på instrumentelle opgaver i brug fra juni 2025. Det vil især vedrøre blodsukkermålinger og anlæggelser og genanlæggelse af blærekatetere. Dette efter dialog såvel i KLU som med praksiskonsulent i Sundhed, Omsorg og Handicap. Når den forbeholdte virksomhed på medicinområdet kan tages i anvendelse efter juli 2025, begrænses det til smertebehandling med paracetamol og behandling med laksantia.