Orienteringsbrev, praksiskonsulentordningen - Nov. 2025
Nyt fra Børn & Unge
Ny fælles indgang til de lettilgængelige tilbud
I de lettilgængelige tilbud er der etableret en ny fælles indgang til de nuværende tilbud for børn og unge med psykisk mistrivsel i alderen 5-17 år. Indgangen er et supplement til allerede kendte indgange.
Den nye fælles indgang består af en ny hjemmeside med en bookingløsning, hvor borgere kan booke en tid til en forsamtale med et tværfagligt team, som på baggrund af forsamtalen vurderer, om der skal henvises til et af de lettilgængelige tilbud eller om der er en anden vej, som vurderes bedre for barnet/den unge. Som praktiserende læge har du mulighed for at gøre dine patienter opmærksom på den nye fælles indgang, når du vurderer, at det er relevant. Vi henstiller dog til, at du forinden har opfordret til dialog med den pågældende skole.
Link til hjemmeside: Behandlingstilbud til børn og unge i psykisk mistrivsel
Positive takter i Ungeprofilundersøgelsen
Hvert år gennemføres Ungeprofilundersøgelsen i Skanderborg Kommune. Hvert andet år på alle overbygningsskoler og hvert andet år på alle ungdomsuddannelser. Ungeprofilundersøgelsen behandler forskellige temaer i relation til de unges hverdagsliv, herunder blandt andet deres trivsel og mentale sundhed.
I perioden 2022-2024 ses en væsentlig forbedring på de fleste spørgsmål om trivsel og fravær i skolen set i forhold til perioden 2020-2024. Resultaterne peger her på, at flere unge føler sig inkluderet i deres fællesskab i klassen. Der ses dog fortsat en stigning i de unges fravær. På tværs af Børn og Unge arbejder vi således ihærdigt med at gøre flere børn og unge til en del af skolefællesskabet.
Korrespondance-breve til og fra Børn og Unge
Vi har gennem de sidste år forsøgt at understøtte og styrke dialogen mellem Børn og Unge og de praktiserende læger, med ønske om at bringe os tættere sammen om at hjælpe familier med børn, som har det svært. Vi oplever, at I er rigtig gode til at beskrive familiernes situation, jeres samtaler med familien og ikke mindst de lægefaglige overvejelser, som har ledt op til kontakten til os.
Det er fortsat meget hjælpsomt i forhold til samarbejdet med forældrene og visitationen af hjælp, at vi og I forsøger at undgå at ”love” familierne bestemte ydelser eller tiltag. Det har tidligere været en udfordring for alle parter, men det fylder heldigvis meget lidt nu. Så tak for samarbejdet – bliv endelig ved med at skrive til os.
Nyt fra Arbejdsmarked og Social
Henvisningskriterier ifm. dobbeltdiagnoser og integreret behandling
Hidtil har behandling af rusmiddelproblematikken ligget i kommunerne og behandling af den psykiske sygdom har ligget i regionen. Den praksis er ændret, da regionerne har fået ansvaret for et samlet, sammenhængende og integreret tilbud til mennesker med psykiatrisk lidelse og misbrug.
Regeringen, KL og Danske Regioner blev i maj 2023 enige om, at regionerne gradvist fra 1. september 2024 skal varetage en ny behandling for mennesker med psykisk lidelse og rusmiddelproblematik. Målgruppen for det nye tilbud er opdelt i undergrupper på baggrund af deres nuværende behandlingskontakt. Det drejer sig om:
- Personer, som kun modtager psykiatrisk behandling, men er registreret med en misbrugsdiagnose
- Personer, som er i aktuel behandling for både rusmiddelproblematik og en psykisk lidelse
- Personer, der kun er i rusmiddelsbehandling, men er kendt med samtidig psykiatrisk problematik
Ansvaret for rusmiddelsbehandling af patienter i målgruppen flyttes trinvis til det nye behandlingstilbud, med følgende indfasning:
- Gruppe 1 visiteres til det regionale tilbud fra og med 1/9 2024
- Gruppe 2 visiteres til det regionale tilbud fra og med 1/7 2025
- Gruppe 3 visiteres til det regionale tilbud fra og med 1/7 2026
Sundhedsstyrelsen har i 2023 udarbejdet faglig visitationsretningslinje. Læs mere på Regionens hjemmeside:
Målgruppebeskrivelse - Dobbeltdiagnoser - Psykiatrien i Region Midtjylland - til fagpersoner.
Som praktiserende læge kan du henvise til regionspsykiatrien mhp. behandling. I visitationsvejledning er beskrevet mulige opgaver for almen praksis. Disse opgaver afventer afklarende forhandling med PLO-C.
Attester, der ikke kan besvares
Hvis lægen vurderer, at de ikke kan besvare de i attesten anmodede oplysninger, skal lægen ”afvise” attesten og samtidig sende en korrespondance til Arbejdsmarked og Social, Skanderborg Kommune (Lokationsnummer: 5790002028564) og beskrive årsag og evt. forslag til anden attest.
Aktindsigt i patientjournaler
Kommunen kan få behov for indsigt i lægens patientjournal, f.eks. hvis kommunen skal undersøge om en offentlig ydelse er blevet udbetalt uberettiget. Denne type oplysninger ligger udenfor aftalen om det almindelige attestsamarbejde.
Der er udarbejdet en procedure for, hvordan det skal ske for at tydeliggøre, at der er tale om indhentelse af oplysninger udenfor det almindelige attestsamarbejde.
Tidlig indsats - Samarbejde om borgere i en udsat situation
Som praktiserende læge har du mulighed for at kontakte Arbejdsmarked og Social, når en patient står overfor en sygemelding, der muligvis kan forebygges ved kontakt mellem kommunen og patienten. Der kan både være tale om patienter i ordinært job, men også patienter i fleksjob, som kan være mere sårbare for at udvikle belastningssymptomer, når der på arbejdspladsen sker forandringer på den ene eller anden måde.
Henvendelse kan foregå pr. korrespondance med patientens accept til Arbejdsmarked og Social (Lokationsnummer: 5790002028564) med overskriften ”Tidlig indsats”.
Nyt fra Sundhedsfremme/Det kommunale Sundhedscenter
Fællesskabshuse i Skanderborg Kommune
I Skanderborg Kommune arbejdes der målrettet på at styrke fællesskaber og skabe lokale samlingspunkter, hvor mennesker kan mødes, dele oplevelser og skabe nye relationer. Det sker gennem kommunens nye Fællesskabshuse, som danner ramme om frivillige aktiviteter, sociale tilbud og hyggeligt samvær på tværs af generationer.
Fællesskabshusene findes i Galten, Hørning, Ry, Skanderborg og Låsby og er åbne for alle. Her kan man nyde en kop kaffe i caféen, deltage i aktiviteter eller selv tage initiativ til nye fællesskaber. I husene mødes borgere, foreninger, frivillige og beboere fra plejehjemmene – alle med ønsket om at være en del af et levende og inkluderende lokalsamfund.
For at støtte de frivillige kræfter er der ansat to fællesskabere, Helle Heidi og Else-Marie Behrmann, som hver dag arbejder for at understøtte nye aktiviteter, hjælpe borgere, der savner fællesskab, og inspirere flere til at blive en del af det frivillige fællesskab. Sammen med lokale foreninger, frivillige og medarbejdere bygger de bro mellem mennesker og skaber grobund for nye relationer og oplevelser.
Hvis du i din konsultation "opdager en patient", som kunne have gavn af tilbuddet, kan du bede dem kontakte Helle eller Else-Marie direkte. Alternativt kan du skrive til Det Kommunale Sundhedscenter, som videreformidler ønsket og får dem til at ringe til patienten med mere information om tilbuddet.
Kontakt Fællesskabshusene:
- Helle Heide – 23 35 30 55 | helle.heide@skanderborg.dk
- Else-Marie Behrmann – 23 35 38 82 | elsemarie.behrmann@skanderborg.dk
Anmodning om social vurdering
Sideløbende med Fællesskabshuse findes tilbuddet ”Anmodning om social vurdering“, som har været i brug siden 2019. Som praktiserende læge kan du bruge det, når patientforløb involverer sociale eller mentale problematikker, der påvirker trivsel og livsførelse, og hvor normale kommunikationsveje ikke er tilstrækkelige.
Anmodningen giver mulighed for kommunal vurdering, udredning, sundhedsfremme, forebyggelse, rehabilitering eller tværfaglige indsatser, som går ud over, hvad lægen selv kan iværksætte, og kan også bruges til sparring i konkrete patientforløb.
Husk at indhente samtykke fra patienten, skriv “Anmodning om social vurdering” i emnefeltet, angiv problemstilling, ønsket hjælp og lægens navn, og send anmodningen til lokationsnummer 5790001379674.
Nyt fra Sundhed, Omsorg og Handicap
Faste læger på bosteder
Der er stadig åbent for at ansøge om, at være fast læge på 6 botilbud - se oversigten. Der er indgået 3 aftaler; med Pensionatet i Skanderborg, Bavnebjerg i Ry og det private tilbud STOA.
Er du interesseret, så skriv motiveret mail til Skanderborg Kommune att.: Rie.bengtsen@skanderborg.dk. Her oplyser du hvilket tilbud, du er interesseret i at være læge på og kort, hvorfor denne opgave har din interesse, samt hvornår du kunne være klar til at starte op.
Arbejdsgang kompressionsstrømper
Vi har tidligere orienteret om, at vi i Kommunen arbejder med kvalificering af kompressionsbehandling hos borgere med ødematøse underben. Vi håber at I i almen praksis kan mærke dette, fx via færre og mere kvalificerede elektroniske korrespondancer, samt via færre anmodninger om lægehenvisninger vedrørende kompressionsstrømper.
Vi øver os stadig og vil derfor bede om tålmodighed.
Dosispakket medicin
I samarbejde med KLU og praksiskonsulent opfordrer vi fortsat til, at dosispakket medicin vælges i alle de tilfælde, hvor det vurderes fagligt forsvarligt og med borgerens samtykke.
Vi følger de nationale anbefalinger om at udbrede brugen, fordi undersøgelser viser, at dosispakket medicin er forbundet med en markant højere patientsikkerhed.
Vi bygger videre på de gode drøftelser om arbejdsgange og muligheder fra det fælles klyngemøde om emnet, hvor såvel apotek som kommunale sygeplejersker deltog.