Orienteringsbrev
Ny visning af sundhedstilbud på sundhed.dk
Sundhed.dk har redesignet visningen af sundhedstilbud på sundhed.dk for at gøre det mere overskueligt for almen praksis at få overblik over kommunale tilbud. Det betyder blandt andet,
- at sundhedstilbuddene fremadrettet vil være tilknyttet en eller flere af følgende hovedkategorier: somatisk sygdom, psykisk sygdom, problemstilling, patientgruppe samt assistance og at tilbuddene vil ligge under disse kategorier frem for på en lang liste.
- at indholdet i de enkelte tilbud samt henvisningsveje kan tilgås ved færre klik.
- at flere typer af tilbud og informationer med relevans for almen praksis kan vises på sundhed.dk.
Det nye design blev lanceret på Lægedage i november 2023 og kan ses her: Sundhedstilbud på sundhed.dk
Skanderborg Kommune har i forbindelse med relanceringen flyttet indhold fra den gamle visning til den nye og vil fortløbende have en opmærksomhed på at tilføje indhold inden for kategorier og rammer i det nye set-up.
Nyt fra Børn og Unge
Korrespondancebreve – en invitation til samarbejde
Siden samarbejdsmødet i efteråret 2023 har vi i B&U modtaget rigtig mange korrespondancer. I et samarbejdsperspektiv er det rigtig positivt, at vi på den måde har fået hul igennem til hinanden.
Vi har i B&U sat yderligere spot på at styrke den tværfaglige koordinering. Der er etableret en koordineringsgruppe, bestående af repræsentanter fra PPR, Sundhedstjeneste samt Familieafdelingen. Gruppen sikrer tværfaglig vurdering, prioritering og koordinering af korrespondancebrevene.
Der er ofte skabt et godt afsæt for samarbejdet med familierne, når problemstillingen er beskrevet i korrespondancen. Den tværfaglige koordinering er med til at sikre, at vi i B&U laver en faglig funderet vurdering af, hvilken indsats der er relevant. Indstilling til PPR sker fortsat via skole og dagtilbud.
OBS Hvis jeres bekymring har karakter af en underretning, er det vigtigt, at I sender det som en underretning. Er I i tvivl om, hvorvidt der er tale om en underretning eller bekymringen kan indeholdes i en korrespondance, så kontakt Familierådgivningens modtagelse, som altid gerne giver råd og vejledning på tlf. 8794 7345.
- Se overblik over indgange for almen praksis til børn og unge i Skanderborg Kommune her (OBS: Bemærk at der er to sider i dokumentet).
Håndtering af skolefravær og tabt arbejdsfortjeneste
Politisk er der i Skanderborg Kommune et stort fokus på den bekymrende udvikling i skolefravær blandt børn og unge. Den bekymrende stigning i skolefravær ses ikke alene lokalt i Skanderborg Kommune, men også nationalt. På landsplan arbejder vores politikere på tiltag, som skal medvirke til at knække kurven så de fleste børn kan rummes i skolen.
I Skanderborg Kommune oplever de fleste børn, at være en del af skolefællesskabet – og vi er optaget af, at endnu flere børn oplever at være en del af dette fællesskab.
Skolefravær er en kompleks størrelse, som der ikke findes én enkelt løsning på. Der er dog forskellige tiltag, som vi ved virker. Blandt andet, at sætte ind tidligt i forhold til begyndende skolefravær samt at indsatser tilrettelægges i samarbejde med barn, familie og andre relevante samarbejdspartner. Læs mere om vores handlinger i forbindelse med skolefravær her.
På tværs af Børn & Unge, er der en række indsatser, der støtter op om arbejdet med skolefravær. Eksempelvis er der etableret et tværfagligt trivsels- og fraværsteam ligesom forskellige indsatser i både Sundhedstjenesten, PPR og Familieafdelingen er relevante i arbejdet.
Møder I som praktiserende læger et barn med skolefravær og/eller mistrivsel, kan der vejledes til, at forældrene i første ombæring kontakter skolen, da flere af de nævnte indsatser visiteres via skolen.
Nyt fra Sundhedfremme/ Det kommunale Sundhedscenter
Ændring af tilbud om rygestop til psykisk sårbare borger
I 2021-2024 har vi som en del af projektet ’Vi vil og vi kan’ tilbudt et særligt fleksibelt forløb til psykisk sårbare borgere, der ryger og ønsker at blive røgfri.
Projektet har været støttet med midler fra Sundhedsstyrelsen, der har gjort det muligt at tilbyde flere mødegange, flere opfølgninger, gratis nikotinerstatning i op til 26 uger samt vedlagsfri rygestopmedicin efter individuel rådgivning og lægefaglig vurdering.
Når projektperioden ophører, er det ikke muligt at fortsætte tilbuddet i sin nuværende form, og derfor er den 31. maj 2024 sidste dag, I kan henvise til tilbuddet.
Efterfølgende er I velkomne til at henvise målgruppen til vores almindelige rygestoptilbud, hvor vi selvfølgelig vil gøre brug de positive erfaringer, vi har fået fra projektet i det omfang det er muligt. Vores rådgivere vil eksempelvis fortsat anvende inspiration og redskaber fra Kræftens Bekæmpelses rådgiverkursus ’Rygestop for mennesker i socialt udsat position’. De vil også henvise til egen læge, med henblik på at en individuel lægefaglig vurdering af, om rygestopmedicin kan overvejes, til de borgere, der ønsker at anvende dette – også selvom der ikke længe gives tilskud.
Ny leder af Det kommunale Sundhedscenter
Et enigt ansættelsesudvalg i Skanderborg kommune pegede på Lars Kjær Johansen til jobbet, som ny leder af det kommunale Sundhedscenter.
Lars har bred erfaring med vores arbejdsfelt og personaleledelseserfaring fra Randers Sundhedscenter, DGI og senest Ikast-Brande Kommune på ældreområdet. Han er uddannet indenfor Idræt og sundhed på Aarhus Universitet, og har efteruddannelse i bl.a. coaching, procesledelse og ledelse. Aktuelt er han i gang med en Master i Human Health Aarhus Universitet.
Derudover har Lars erfaring som projektleder i et samarbejde mellem Silkeborg Kommune og DGI og et sundhedsfremmeprojekt i Viborg Kommune m.v.
Det kommunale Sundhedscenter gentager informationseftermiddag for praksispersonale
Vi oplever fortsat stor spredning på, hvordan og hvilke praksis, der henviser til Det kommunale Sundhedscenter. For at udvide kendskabet til os, inviterer vi igen i år alt praksispersonale til at komme på besøg på 2. sal i Skanderborg Sundhedshus, for at høre om kommunens gratis sundhedsfremmetilbud.
Det sker 10. juni kl. 14.00-16.00 og forudsætter tilmelding til mail, i indbydelse som eftersendes via praksiskonsulenten.
Husk at informere jeres ansatte om datoen, og husk at også, at de i jeres navn, kan hen- og anvise jeres patienter til tilbuddene. Sidst var det specielt praksissygeplejersker der kom på besøg; måske var det en idé i år, at sende jeres sekretærer og andet støtte-personale afsted?
Nyt fra Jobcenteret
Ændring af praksis vedr. LÆ285
Skanderborg Kommune har ændret praksis, så der ikke pr. automatik indhentes LÆ285 ved nyoprettet sygedagpenge sag. Fremadrettet vil sagsbehandler selv indhente relevant attest efter konkret vurdering.
Borgerens møde i rehabiliteringsteamet
Rehabiliteringsteamet skal behandle sager om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension og jobafklaringsforløb. Formålet med rehabiliteringsteamet er at sikre, at der sker den nødvendige helhedsorienterede og tværfaglige koordinering i den enkeltes borgers sag, samt sikre at gældende lovgivning efterleves.
Rehabiliteringsteamet afgiver i forbindelse med mødet indstilling til borger. Her vil man blandt andet komme ind omkring borgers ressourcer, kompetencer og barrierer i forhold til arbejdsmarkedet. Rehabiliteringsteamet vil ligeledes pege på relevante og konkrete indsatsmuligheder for, at borger så vidt muligt opnår fodfæste på arbejdsmarkedet, hvis det er muligt.
Mødet i teamet er et dialogbaseret møde, hvor borger deltager sammen med sin sagsbehandler. Borger har altid mulighed for at tage bisidder med til mødet.
I Skanderborg vil borgeren altid møde en medarbejder fra Sundhed, Omsorg og Handicap, som har fokus på borgers almene sundhed. De vil møde en sundhedskoordinator fra Regionen, som har fokus på den helbredsmæssige situation. Der ud over vil der altid være en repræsentant fra Jobcenteret, som har fokus på borgerens sociale- og beskæftigelsesmæssige forhold. I Skanderborg er der ligeledes altid en skribent, som tager notat af mødet og udarbejder den skriftlige indstilling, som sendes til borger og egen læge.
Ud over de faste medlemmer i rehabiliteringsteamet har kommunen mulighed for at indkalde andre relevante parter. Det kan være fra Børn & Unge, fra Rusmiddelcenteret eller lignende.
Helbredsmæssig vurdering af flygtninge
Der kommer fortsat ukrainske flygtninge til Danmark, hvor vi i Skanderborg Kommune skal modtage 1% deraf. Det betyder, at der hver måned kommer 4-8 ukrainere til Skanderborg Kommune. Ukrainerne er ikke forpligtiget til at få foretaget en helbredsmæssig vurdering ved en læge, når de ankommer.
Skanderborg Kommune skal der ud over tage imod 10 kvoteflygtninge på årsbasis, hvor vi netop har modtaget 5 congolesere, der inden længe skal til læge ift. helbredsmæssig vurdering.
Nyt fra Sundhed, Omsorg, Handicap
Samling af kommunes midlertidige døgndækkede pladser
De midlertidige døgndækkede pladser er fra den 1. april samlet et sted. Dalbogaard er i forbindelse hermed lukket.
De midlertidige døgndækkede pladser opdeles i rehabiliteringspladser, akutpladser og aflastningspladser.
- Rehabiliterings- og akutpladserne er samlet på ”Akut- og Rehabiliteringscenter Skanderborg”, på Kildegården, Kildevej 10 8600 Skanderborg.
- Aflastningspladserne er fordelt lokalt på 3 plejehjem. Disse pladser bruges til aflastning af pårørende fx til borgere med demens.
Samlingen ændrer hverken på målgrupperne for de forskellige midlertidige ophold, eller på henvisningspraksis.
Bedre ødembehandling ved døgnkompression
Skanderborg Kommune har fra 1. marts ansat kompressionssygeplejerske Louise Møller, som er erfaren sårsygeplejerske.
Målet er bedre behandling af ødemer, ved at borgerne sover med kompression på om natten. Det er en individuel faglig vurdering hvilke borgere, der med fordel kan sove med kompression på om natten.
Louise arbejder herudover med at effektivisere arbejdsgange i hele processen - fra at borgere har behov for afvanding af ben til evt. bevilling af permanent kompressionsstrømpe. Dette skal sikre høj kvalitet og bedre anvendelse af alle faggruppers faglige kompetencer.
Kommunal sygepleje - borgere der selv kan, skal selv
Kommunens sygepleje leveres i Skanderborg Kommune, som i de fleste kommuner, ud fra en rehabiliterende tilgang. Rehabilitering er en faglig tilgang og indsatser målrettet borgere, som oplever eller er i risiko for at opleve begrænsninger i deres fysiske, kognitive, psykiske eller sociale funktionsevne og dermed i hverdagslivet. Målet er i størst muligt omfang at udvikle, genvinde og bevare borgerens mulighed for at klare dig selv bedst muligt i hverdagen.
Dette sker ved oplæring, hjælpemidler herunder også dosisdispensering, samt ved inddragelse af familie og netværk.
Borgerne tilbydes sygepleje i kommunens sundhedsklinikker, som er placeret i de 4 hovedbyer i kommunen. Undtagelsesvis kan sygeplejen foregå i borgers hjem, hvis borger ikke er fysisk i stand til at møde i sundhedsklinik. Sygepleje kan også ske via skærmbesøg med videoopkald eller telefonkonsultation, når det er muligt.
Hjemmesygepleje har som konsekvens af ovennævnte ændret navn til kommunal sygepleje.