Orienteringsbrev - Praksiskonsulentordningen, august 2026
Information om alkoholbehandling på Rusmiddelcenter Viborg
Rusmiddelcenter Viborg tilbyder rådgivning og ambulant behandling til borgere med alkoholmisbrug.
Der er ikke lægefaglige kompetencer ansat eller tilknyttet alkoholbehandlingen på Rusmiddelcenter Viborg. Evt. ordination af antabus, campral eller abstinensmedicin varetages af borgerens egen læge.
I dialog med praksiskonsulenten er det aftalt, at rusmiddelcentret fremadrettet har en øget opmærksomhed på at sende kort korrespondance til egen læge om den vejledning, borgeren har modtaget i forhold til medicinsk behandling. Informationen videregives, når dette vurderes fagligt relevant og efter samtykke fra borgeren.
Borgere kan henvende sig anonymt til Rusmiddelcenter Viborg. Behandlingsforløbet er individuelt tilrettelagt og består typisk af social behandling i form af samtaler.
Rusmiddelcenter Viborg tilbyder også alkoholbehandling i Sundhedssatellitten i Bjerringbro. Der kan bookes en aftale på tlf. 8787 7575.
Yderligere information om alkoholbehandling samt rusmiddelcentrets tilbud i relation til andre rusmiddelproblematikker kan ses her: Forside - Rusmiddelcenter Viborg
Eventuelle spørgsmål vedrørende alkoholbehandling eller Rusmiddelcenter Viborg generelt kan rettes til rusmiddelcentret@viborg.dk eller på 8787 7575.
Socialkompasset – hjemmeside om fællesskaber og tilbud i Viborg Kommune
I dialogen med patienter som søger fællesskaber og støtte, opfordres der til at have opmærksomhed på den digitale portal Socialkompasset.
På Socialkompasset kan fremsøges mere end 350 tilbud om fællesskaber, hjælp og aktiviteter i Viborg Kommune. Her er tilbud inden for ensomhed, sundhed, børne- og ungeliv, psykisk sårbarhed, misbrug, sundhed, handicap, vold, juridiske og økonomiske problemstillinger, seniorliv m.v.
Socialkompasset kan tilgås her: Socialkompas.dk
Eventuelle spørgsmål til socialkompasset kan rettes til Kristina Winther Larsen, leder af De Frivilliges Hus – Stationen, på: kristina@dfhstationen.dk
Klinikken har også mulighed for at lave aftale om besøg med en mere uddybende præsentation af Socialkompasset, ligesom det tilbydes, at en medarbejder fra De Frivilliges Hus-Stationen er til rådighed for dialog med patienterne - fx nogle timer i klinikkens venteværelse - med henblik på at informere og guide om brug af Socialkompasset.
Mette Kvist, Chefkonsulent, Social, Sundhed & Omsorg og Beskæftigelse, Viborg Kommune
Katrine Errboe Bilenberg, Praksiskonsulent, Viborg Kommune
| Sendt til praktiserende læger i Viborg Kommune |