Spring til indhold

Orienteringsbrev - Praksiskonsulentordningen, juni 2026

Viborg Kommune

Sammen om trivsel – Viborg Kommunes let tilgængelige tilbud til børn og unge i begyndende mistrivsel

Sammen om trivsel er et tidlig forebyggende tilbud til børn og unge i skolealderen til og med 24 år, som oplever begyndende mistrivsel.

Tilbuddet er bemandet med 6 fuldtidsmedarbejdere med psykologfaglig eller anden relevant faglig baggrund. Det seneste år er der afviklet ca. 300 forsamtaler, hvoraf 2/3 af de unge er tilbudt en indsats i regi af Sammen om trivsel. I samme periode har der været ca. 200 henvendelser direkte til tilbuddet om gratis psykologhjælp, hvoraf ca. halvdelen er vurderet i målgruppen. Nogle af disse henvendelser kommer via Sammen om trivsel.

Såfremt den praktiserende læge ønsker viden om den vejledning og eventuelle indsats, som barnet eller den unge er tilbudt i regi af Sammen om trivsel, kan der med samtykke fra patienten rettes kontakt til lokationsnummer 5790002286063.

Alle, der henvender sig til tilbuddet, tilbydes en telefonisk forsamtale, hvor det fagligt vurderes, om den unge er i målgruppen. Er den unge ikke i målgruppen, guides der altid videre til anden relevant støtte i fx skoletilbud, familieafdeling mv.

Henvendelserne til Sammen om trivsel kommer primært fra forældre. De har typisk fået kendskab til tilbuddet via skole, sundhedspleje eller fremskudt socialrådgiver. Det vurderes, at en mindre andel har fået kendskab via praktiserende læge.

Henvendelser til Sammen om trivsel bliver besvaret i telefontiden. Kontakter, som kommer udenfor telefontiden, besvares senest 14 dage efter henvendelse. Der kan være ventetid til de konkrete indsatser i forløbet.

Information om Sammen om trivsel kan ses her: Sammen om trivsel - Viborg Kommune

Eventuelle spørgsmål vedrørende Sammen om trivsel kan rettes til afdelingsleder Louise Horskjær Raaby på lraa@viborg.dk eller telefon 8787 4335

Øreskylning af borgere på pleje- og omsorgscentre kan nu varetages af centersygeplejerske 

På forespørgsel fra de praktiserende læger er sygeplejersker på pleje- og omsorgscentre i Viborg Kommune nu oplært i at varetage øreskylning. Denne opgave er hidtil blevet varetaget af borgerens egen læge.

Øreskylningen skal fortsat ordineres af borgerens praktiserende læge.

Aftalen gælder alene for borgere på plejecenter. For øvrige borgere skal øreskylning fortsat varetages af egen læge.

Eventuelle spørgsmål skal rettes til det relevante plejecenter.

Rammedelegation på anlæggelse af kort perifere venekatetre, nasalsonder i ventriklen, katetre gennem urinrøret samt genanlæggelse af suprapubiske katetre

I dialog med praksiskonsulenten er der udarbejdet og godkendt en rammedelegation på anlæggelse af kort perifere venekatetre, nasalsonder i ventriklen, katetre gennem urinrøret samt genanlæggelse af suprapubiske katetre.

Opgaven udføres allerede i dag af sygeplejersker i Sundhed og Omsorg på ordination fra egen læge. Med rammedelegationen må sygeplejerskerne i Sundhed og Omsorg varetage følgende uden forudgående ordination:

  • Vurdere hvornår nasalsonde må genanlægges og udføre genanlæggelse heraf.
  • Anlægge kort perifert venekateter (PVK) ved behov, fx i forbindelse med opkald til 112 og når borgeren er dehydreret, inklusiv vurdering af behov for genanlæggelse eller seponering.
  • Kateteranlæggelse gennem urinrøret (KAD/SIK) med henblik på blæretømning i forbindelse med aflastning af hud, observation af urinproduktion, borger i terminal fasen og/eller ved stærk nedsat kognitiv funktion, samt vurdering af genanlæggelse eller seponering.
  • Genanlægge suprapubisk kateter umiddelbart efter det er faldet ud.

Delegationen er betinget af, at alle berørte sygeplejersker i Viborg kommune er oplært i opgaven og følger gældende instrukser. Den praktiserende læge har fortsat det overordnede ansvar og orienteres derfor ved behandlingsopstart.

Fra 2027 forventes det, at sygeplejerskerne selvstændigt kan varetage opgaverne på egen autorisation, det vil sige uden behov for rammedelegation.

Eventuelle spørgsmål til rammedelegationen kan rettes til kvalitetsfaglig konsulent Selma Friis Overgaard på seo@viborg.dk eller telefon 2182 3591

_____________________________________________________________

Mette Kvist, Chefkonsulent, Social, Sundhed & Omsorg og Beskæftigelse, Viborg Kommune
Katrine Errboe Bilenberg
, Praksiskonsulent, Viborg Kommune 

Sendt til praktiserende læger i Viborg Kommune