Spring til indhold

Orienteringsbrev - Praksiskonsulentordningen, maj 2026

Viborg Kommune

Styrket indsats for nikotinafvænning blandt unge til og med 25 år

Viborg Kommune tilbyder målrettet hjælp til unge, der ønsker at stoppe med nikotin – uanset om det drejer sig om cigaretter, snus, puff bars eller andre nikotinprodukter. Målgruppen er unge til og med 25 år.

Praktiserende læger kan sende en elektronisk SOFT-henvisning til Viborg Kommune. Husk at angive borgerens telefonnummer. Herefter tager Sundhedscenter Viborg kontakt til borgeren og aftaler det videre forløb.

Borgeren har også mulighed for selv at kontakte Sundhedscenter Viborg på nikotin@viborg.dk eller sundheds- og forebyggelseskonsulent, Bettina Belmann Mirasola på telefon 5127 0071.

Forløbet er fleksibelt, men består som udgangspunkt af fem individuelle samtaler med fokus på at hjælpe den unge til et nikotinfrit liv. Samtalerne tager altid udgangspunkt i den unges ønsker, motivation og behov. Undervejs støttes og vejledes den unge i at:

  • lave en realistisk plan for nedtrapning og nikotinstop
  • håndtere udfordringer og risikosituationer
  • opbygge og fastholde motivation over tid
  • afhjælpe nikotinabstinenser

Som en del af kommunens indsats, er der også mulighed for at yde tilskud til medicin til nikotinafvænning ved deltagelse i et forløb med en vejleder i Sundhedscenter Viborg. Muligheden for tilskud håndteres af Sundhedscentret.

På hjemmesiden nikotinfriung.dk er der samlet viden til forældre og fagfolk om nikotin, konsekvenser ved nikotin-brug samt information om hjælp og støtte til børn og unge.

Tilbud på Recovery-skolen på Center for Mestring 2. halvår 2026 – samt flytning 

Recovery-skolen er en del af Viborg Kommunes Center for Mestring. Recovery-skolen tilbyder kurser til voksne borgere med psykisk sårbarhed samt til fagpersoner og pårørende til borgere med psykisk sårbarhed.

Der kræves ikke visitation forud for tilmelding.

Kursuskataloget for 2. halvår 2026 ligger nu på Viborg Kommunes hjemmeside, hvor borgerne kan tilmelde sig de enkelte kurser: Kursuskatalog for 2. halvår 2026 - Center for Mestring
Der åbnes for tilmelding den 1. juni 2026.

Der udbydes både en række mestringskurser til borgere med psykiske vanskeligheder, samt peer-kurser henvendt til mennesker med psykisk sårbarhed, pårørende og fagpersoner med interesse for recovery.

På hjemmesiden er der også yderligere information om de enkelte og løbende tilbud: Recovery-skolen - Center for Mestring

Det oplyses i øvrigt, at Center for Mestring pr. 1. oktober 2026 flytter fra Søndersøparken 16 i Viborg til Vestervangsvej 4D i Viborg.

Såfremt der er spørgsmål til recovery-skolens tilbud, kan der på hverdage i dagstid rettes kontakt til en medarbejder på telefon 8787 7101 eller på recoveryskolen@viborg.dk

_____________________________________________________________

Mette Kvist, Chefkonsulent, Social, Sundhed & Omsorg og Beskæftigelse, Viborg Kommune
Katrine Errboe Bilenberg
, Praksiskonsulent, Viborg Kommune 

Sendt til praktiserende læger i Viborg Kommune