Information til praktiserende læger vedr. samarbejdsaftale om udvidet lægedækning på Vikærgården
Ny samarbejdsaftale om afprøvning af udvidet lægedækning på korttidspladserne på Vikærgården
Pr. 1. september 2025 trådte en ny samarbejdsaftale i kraft om udvidet lægedækning på Aarhus Kommunes korttidspladser på Vikærgården, gældende foreløbigt i ét år.
Under indkøringsperioden har aftalen først omfattet borgere, der udskrives fra afdelingerne Ældresygdomme, Hormon- og Knoglesygdomme eller Ortopædkirurgi. Fra 1. oktober 2025 udvides aftalen til at gælde borgere udskrevet fra alle øvrige somatiske afdelinger fra Aarhus Universitetshospital (AUH).
Aftalen skal sikre, at borgeren oplever høj faglig kvalitet, patientsikkerhed og sammenhæng i deres forløb. Via adgang til lægefaglig sparring fra et mobilt team fra AUH, for personalet på Vikærgården, skal indsatsen medvirke til at forebygge genindlæggelser kort tid efter udskrivelse fra hospitalet.
Aftalen omfatter:
- For borgere, der direkte efter hospitalsudskrivelse fra en somatisk afdeling på AUH visiteres til ophold på Vikærgården, vil det lægelige behandlingsansvar overgå til Team Vikærgården, som er et tværfagligt team, bemandet af læger og sygeplejersker fra Aarhus Universitetshospital – hhv. Ældresygdomme og Hormon- og Knoglesygdomme. Dette gælder uanset hvilken somatisk afdeling, borgeren er udskrevet fra.
Behandlingsansvaret varetages af en læge på speciallægeniveau fra en af de to afdelinger, som hvis der er tale om noget specialespecifikt, kan række ud til den pågældende hospitalsafdeling. Mangelfuld opdatering af FMK og uklare behandlingsplaner vil blive adresseret udskrivende afdeling.
- Team Vikærgården har det lægefaglige behandlingsansvar for borgeren i de første 1-2 uger efter hospitalsudskrivelsen, mens borgeren er i ustabil fase eller til en stabil patient, er kommet godt igennem den første uge efter udskrivelsen.
- Når borgeren er i stabil fase, overtager egen læge det lægefaglige behandlingsansvar igen. Hermed forstås, at det ikke er forventeligt, at der er behov for en lægefaglig vurdering eller blodprøver inden for de næste 1-2 uger.
Når borgeren overgår til egen læge, sendes et afslutningsnotat/epikrise, der beskriver forløbet fra udskrivelsen fra AUH til afslutningen til egen læge.
- Hvis borgeren igen bliver ustabil, kan det i dialog med lægerne i Team Vikærgården aftales, om de midlertidigt igen skal overtage det lægefaglige behandlingsansvar. Det skal være en telefonisk læge til læge kontakt.
- Team Vikærgården varetager i dagtid det lægefaglige ansvar med fysisk tilstedeværelse på Vikærgården to formiddage ugentligt med mulighed for telefonisk sparring alle ugens dage mellem kl. 8-17.
Dækning i vagttid (kl. 17 – 08 alle ugens dage) sker med sparring fra Akutafdelingen, Aarhus Universitetshospital.
Egen læge kan træffe Team Vikærgården på tlf. 23881300 ved behov for sparring om behandlingsplanen i ovennævnte åbningstid.
Hvad egen læge skal være opmærksom på:
- Når patienten af Team Vikærgården vurderes medicinsk stabil, afsluttes patienten, og det lægefaglige behandlingsansvar overgår til egen læge.
- Hvis en patient inkluderet i Team Vikærgården, dør, vil det fortsat være egen læge, der foretager ligsyn.
- Der kan være borgere, som ønsker kontakt til deres praktiserende læge, hvilket de ligesom under aftalen om ”72 timers udvidet lægefagligt behandlingsansvar” fortsat har mulighed for.
Øvrigt:
- Med denne afprøvning og samarbejdsaftale sættes ordningen med 72 timers udvidet lægefagligt behandlingsansvar (senere 96-timers udvidet lægeligt behandlingsansvar) midlertidigt ud af kraft for de borgere, der direkte fra hospitalsudskrivning visiteres til ophold på Vikærgården.
- Samarbejdsaftalen bliver evalueret med udgangen af 2026, og erfaringerne indgår i arbejdet med implementering af sundhedsreformen; herunder de kommende sundheds- og omsorgspladser.
- PLO-Aarhus formand, Jette Dam-Hansen og MSO praksiskonsulent, Jens Albertsen Evald, har været med i udarbejdelse af samarbejdsaftalen om lægedækning på Vikærgården. Samarbejdsaftalen har også været til drøftelse på flere møder i KLU-Aarhus.
____________________________________________________________
Jette Dam-Hansen, Formand for PLO-Aarhus