Spring til indhold

Svangrepapirerne kommer generelt sent til Aarhus Universitetshospitals svangrevisitation

Opfordring fra obstetrikerne og sekretærerne i svangrevisitationen på Aarhus Universitetshospital

For at kunne optimere servicen for vores gravide patienter og dermed give dem en bedre start på forløbet, beder obstetrikerne og sekretærerne i svangrevisitationen om, at vi tænker på følgende:

  • Ultralydklinikken for Gravide er aktuelt meget pressede på ressourcer til ultralydsscanning. Endvidere opleves det at svangrepapirer/henvisning om graviditet ofte modtages ret sent, hvilket er en dårlig kombination. Der kan med knappe ressourcer ikke holdes ledige tider fri, og det er derfor meget svært at booke 1.trimester scanninger med kort varsel. Ved sen henvisning bliver de gravide derfor desværre også ofte booket sent i vinduet til 1.trimester scanning, og hvis de viser sig at være nogle dage længere henne i graviditeten end forventet, risikerer man, at det er for sent til at foretage en 1.trimester risikovurdering for kromosomanomalier. For at få tingene til at glide bedst muligt for de gravide, beder sekretærerne i visitation og booking os om, at vi indsender papirerne så tidligt som muligt – dog under hensyntagen til, at doubletesten tidligst kan tages i uge 8+0 (ideelt i uge 8+0-10+0). Svangrepapirer/henvisning kan dog godt sendes, inden der er taget doubletest.
      
  • Hvis det vurderes, at der er behov for henvisning til Klinik for Gravide ved fx mange plukkeveer, beder man om, at vi ikke stiller den gravide en ultralydsscanning - fx en cervix-scanning - i udsigt men i stedet henviser til en vurdering. Ofte kan obstetrikerne foretage en  vurdering uden brug af ultralyd.
      
  • På svangrepapirerne anføres ”Naegels termin” ud fra sidste menstruation. Har den gravide kvinde allerede været til en tidlig scanning – typisk i privat regi – og er der vurderet en tidligere termin ved den scanning vil man meget gerne have det anført i en note på svangrepapirerne, så oplysningen kan inddrages i beregning af tidspunktet for nakkefoldsscanning.
      
  • Vær opmærksom på, at der er kommet nye barselsregler. Hvis den gravide er sat til at få foretaget planlagt sectio eller blive igangsat før den oprindeligt fastsatte termin, genberegnes de 4/8 ugers orlov før fødslen i forhold til datoen for sectio/igangsættelse (den nye terminsdato). 

_____________________________________________________________

Kvindesygdomme og Fødsler, Aarhus Universitetshospital
Hanne Heje, Praksiskonsulent

Sendt til praktiserende læger i Aarhus og Samsø kommuner