Sommerferiepraktik 2026
Ønsker jeres praksis at tilbyde en 2-ugers sommerferiepraktik til engagerede medicinstuderende i uge 26-34 i sommeren 2026? Så er det nu I skal tilmelde jer.
Region Midtjylland og PLO-Midt har endnu en gang indgået et samarbejde om at tilbyde medicinstuderende et 2-ugers lønnet praktikforløb i almen praksis. Formålet er, at de studerende kan komme ud og snuse til livet som alment praktiserende læge – håbet er, at flere studerende motiveres til at vælge almen praksis som speciale fremover. Initiativet har været gennemført i en årrække med stor succes og gode tilbagemeldinger fra både studerende og praksis.
Derfor søger Region Midtjylland nu praksis, der er interesseret i at have en medicinstuderende (minimum afsluttet bachelorgrad) i 2 ugers praktik (30 timer ugentligt). De studerende bliver ansat og aflønnet af Region Midtjylland, og praksis bliver honoreret med 3.000 kr. for deltagelse i praktikordningen. Der er som udgangspunkt kun mulighed for én praktikant per praksis, og praksis får selv mulighed for at vælge sin praktikant ud fra de indkomne ansøgninger.
Praktikken kan falde helt fra uge 26 til 34 – kravet er blot to sammenhængende uger. På den måde er det muligt at undgå, at praktikken falder sammen med jeres sommerferieafvikling i praksis.
Som praksis bliver det jeres fornemmeste opgave at sikre, at praktikanten får lov til at snuse til så mange opgaver som muligt. Det skal således ikke betragtes som en sommerferievikar, og vi anbefaler, at der afsættes tid til oplæring.
Tilmelding
For tilmelding bedes I sende en mail til Sundhed og Praksis i Region Midtjylland på koncernoekonomi.laegedaekning@rm.dk, hvor I angiver jeres ønske om at deltage, samt hvilke uger som det vil være relevant. Så kontakter vi jer, når tilmeldingsperioden er udløbet.
Frist for tilmelding er 15. marts 2026.
Vi søger praksis i følgende kommuner. De lægedækningstruede områder vil blive prioriteret højest.
| Favrskov | Randers |
| Hedensted | Ringkøbing-Skjern |
| Herning | Samsø |
| Holstebro | Silkeborg |
| Horsens | Skanderborg |
| Ikast-Brande | Skive |
| Lemvig | Struer |
| Norddjurs | Syddjurs |
| Odder | Viborg |
Hvis I har spørgsmål, er I velkomne til at kontakte Sundhed og Praksis i Region Midtjylland.
Kontaktperson: Mathilde Simoni Madsen, masimd@rm.dk tlf. +45 2442 4226.
____________________________________________________________
Sundhed og Praksis, Koncernøkonomi, Region Midtjylland