Spring til indhold

Vælg Klogt - Forslag om blodprøver

Med syv nye kloge valg kan udvalgte blodprøver reduceres

De seks nedenstående blodprøveanalyser har det til fælles, at undersøgelser viser at der er et delvist unødvendigt forbrug af dem, svarende til op mod 20 %.

Med syv nye kloge valg kan udvalgte blodprøver reduceres, enten fordi:

  • der ikke er en klar indikation på, at en blodprøve er nødvendig, 
  • fordi blodprøvesvaret ikke har betydning for patientens behandling, eller 
  • fordi en tidligere eller alternativ blodprøve kan give det svar, som man søger.

Vælg Klogt har udviklet anbefalingerne i samarbejde med relevante lægefaglige selskaber og patientforeninger. 

Anbefalingerne lyder:

1. D-vitamin: Undgå at bestille D-vitamin-analyse hos raske personer uden kliniske symptomer og øget risiko for D-vitamin mangel. 

2. ANA-screening: Undgå ANA-screening hos patienter med træthed, feber, rygsmerter eller andre smerter i bevægeapparatet uden øvrige kliniske tegn på autoimmun bindevævssygdom. 

3. D-dimer: Undgå test af D-dimer før der er foretaget en klinisk vurdering af sandsynligheden for blodprop i lungerne - ved lav eller moderat sandsynlighed anbefales test af D-dimer, mens testen ikke kan bruges ved høj sandsynlighed. 

4. Kønshormoner: Undgå rutinemæssigt at måle indholdet af kønshormoner i blodet for at påvise overgangsalder hos kvinder over 45 år (med eller uden livmoder) eller for at igangsætte og regulere hormonbehandlingen i forbindelse med overgangsalder. 

5. Langtidsblodsukker: Undgå at teste langtidsblodsukker (HbA1c) i forbindelse med opfølgning af kendt diabetes, hvis der foreligger et resultat inden for de seneste to måneder. 

6. Sedimentationsreaktion: Undgå at bestille en sedimentationsreaktion (SR) - med ganske få undtagelser. 

7. Stik, når det er nødvendigt: Undgå at bestille blodprøver uden klar indikation og betydning for patientens forløb, samt at bestille blodprøver hvis relevante prøvesvar allerede findes. Vælg Klogt har opdateret anbefalingen "Stik, når det er nødvendigt" i juni 2023. 

Du kan finde hele anbefalingen via dette link.

Du kan finde anbefalingerne fra Vælg Klogt på deres hjemmeside via dette link.

-----------------------------------------------------

Svend Kier, lægelig koordinator for PKO
Steen Vestergaard-Madsen, chefkonsulent, Koncern Kvalitet