Spring til indhold

Mæslinger i Galten

Der er konstateret mæslinger (morbilli) hos en 3½ årig pige bosiddende i Galten.

Der er konstateret et tilfælde af mæslinger den 23/2 2024 hos en uvaccineret pige på 3 ½ år bosiddende i Galten. Index går i institutionen Porskjær, hvor også hendes lillesøster går, som formodes allerede at have haft mæslinger. Begge børn er uvaccinerede, og de formodes at være blevet smittet i forbindelse med en rejse til Ægypten i slutningen af januar måned.

Styrelsen for Patientsikkerhed har foranstaltet informationsbreve til forældre på børneinstitutionen, børnenes praktiserende læge samt AMK og vagtlægesystemet.

De praktiserende læge i området bedes være opmærksomme på sygdom, der kunne være mæslinger, hos deres uvaccinerede patienter. Vi har anbefalet muligt eksponerede personer at henvende sig til deres praktiserende læge snarest, hvis det er relevant for dem at blive behandlet med PEP* (post exposure prophylaxis) eller de ønsker at tale om vaccineration.

Ligeledes er forældrene opfordret til at henvende sig til deres praktiserende læge eller vagtlægen, hvis de får symptomer på mæslinger. Vi har opfordret de muligt eksponerede til at henvende sig telefonisk, så I kan aftale mødetid, så risikoen for at smitte andre minimeres.

Hvis en læge skal vurdere en patient med mulige mæslinger, bør det ske, så patienten ikke kommer i kontakt med andre patienter. Ved indlæggelse bør hospitalet informeres om risikoen for smitte med mæslinger. Inkubationstiden for mæslinger er 8-10 dage. Patienten er smitsom fra de første symptomer til 5 dage efter frembrud af udslæt. Der går normalt 13-14 dage fra patienten er smittet til fremkomst af udslæt.

Mæslinger kan verificeres ved:
  • påvisning af morbillivirus RNA ved realtime PCR fra bl.a. svælgpodning, nasopharynx sekret eller urin.
  • måling af IgM antistoffer i blodet.

De diagnostiske undersøgelser kan udføres på landets Klinisk Mikrobiologiske Afdelinger (KMA) og Statens Seruminstitut (SSI).

Anmeldelse af mæslinger
Mæslinger er en anmeldelsespligtig sygdom: https://stps.dk/myndighed/information-til-myndigheder/smitsomme-sygdomme/anmeldelse-af-smitsomme-sygdomme

Få information om mæslingepostekspositionsprofylakse (PEP) fra SSI: Mæslingepostekspositionsprofylakse

Øvrige relevante links
Statens Serum Institut: Stigende smitte med mæslinger i Europa - husk vaccination hvis du ikke tidligere er blevet vaccineret | Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsen: https://www.sst.dk/da/udgivelser/2024/Maeslinger (udgivet på 8 sprog)

____________________________________________________________

Iben Brandenburg, Hygiejnesygeplejerske, P.G. Dipl. Infection Control, Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Vest

Sendt til praktiserende læger i Skanderborg kommune