PKOrientering, Randers, februar 2023
Elektiv afrusning
Der foreligger en aftale om elektiv afrusning under indlæggelse. Det er vigtigt at understrege, at den kun vedrører alkoholproblemer (pt. må ikke have blandingsmisbrug/stofmisbrug), at der er tale om den lille subgruppe der kan afruses elektivt (via kommunale rusmiddelcenter - der skal have vurderet dette), og patienterne skal være oprigtigt motiverede for afrusning. Hospitalet har desværre oplevet at uadreagerende patienter, der slet ikke er motiverede for afrusning, indlægges i tilbuddet. Det giver ikke et godt forløb for nogen parter.
Husk derfor dette og orienter jer gerne i notatet om aftalen, så den bruges til de rette patienter. I finder notatet via dette link.
Subakutte tilbud i Geriatrisk ambulatorium
Vi har tidligere orienteret om muligheden for subakutte tider/vurdering i geriatrisk ambulatorium og tilbuddet blev for nyligt udvidet. Der bliver taget godt imod tilbuddet, og både patienter og pårørende er meget tilfredse.
Læs mere om tilbuddet her: Information til Almen Praksis angående nyt forløb i Ældresygdomsklinikken
Ny fælles PCOS-klinik på Regionshospitalet Randers
I et samarbejde mellem gynækologerne og endokrinologerne oprettes en fælles PCOS klinik på Regionshospitalet Randers. Målgruppen er kvindelige pt. mellem 18 år og menopause, med mistanke om PCOS – (udredning) eller patienter kendt med PCOS, hvor der ønskes en vurdering af behandlingen. Patienten afsluttes i udgangspunktet efter et kort forløb til fortsat behandling via egen læge, men med en behandlingsplan udarbejdet i samarbejde mellem endokrinolog og gynækolog. Henvisning til tilbuddet skal sendes til vanlig gynækologisk fællesvis. under postnummer Horsens (8700)
Patienter der ikke er kandidat til klinikken er patienter med fertilitetsønske (der henvises til vanlige kanaler omkring fertilitetsbehandling), patienter under 18 år(her kan diagnosen ikke stilles), og personer med svær hirsutisme (som er relevant udredt) og hvor der ønskes behandling af hirsutisme. Disse patienter skal henvises til afdeling for Hud og Kønssygdomme AUH mhp. vederlagsfri laserbehandling.
Henvisningen skal selvfølgelig indeholde relevante oplysninger om cyklus, menarche, brug af prævention mv.
Audit på henvisninger til røntgen og skanning vedr. lungekræft.
Der er lavet audit på 100 henvisninger sendt fra almen praksis. De gode nyheder er at henvisningerne generelt er velindicerede og patienternes symptomer er handlet på relevant og rettidigt.
Der er dog også visse indsatsområder:
- I 8% af henvisningerne fremgik det ikke fra indikationsteksten eller henvisningsteksten, at der blev henvist i pakkeforløb for lungekræft. Husk at markere tydeligt i henvisningen obs lungekræft/AKP forløb. Brug gerne dynamisk henvisning for lungekræft.
- I 22% af henvisningerne manglede der oplysninger om tobaksanamnese. Det har vid betydning for kontrolforløbet, hvis der findes lungenoduli under en vis størrelse. Tobaksanamnesen er i denne henseende afgørende for kontrolforløb/råd om reskanning. Der for er det en meget vigtig oplysning ved henvisning obs lungekræft. Angiv derfor antal pakkeår pt. har røget. 1 pakkeår = 1 år med et dagligt forbrug af 20 cigaretter - eksempelvis udgør 40 cigaretter dagligt i 5 år 10 pakkeår og 10 cigaretter dagligt i 2 år 1 pakkeår.
- I 69% af henvisningerne manglede der oplysninger om eGFR eller en plan for kontrol af denne inden CT-skanning. CT-skanning for lungecancer foretages med kontrast, og det er som ved andre skanninger med kontrast af stor betydning at der på henvisningstidspunktet er taget eGFR inden for 7 dage før henvisningen. Røntgenlægen kan ikke ved visitationen se om den er taget, eller det er planlagt at den skal tages, så skriv det i henvisningen.
- I 85% af henvisningerne mangler der oplysninger om information og accept af planen for patienten. Det er vigtigt at patienterne er informeret om, at de er henvist i et AKP forløb. Hvis der findes noget på skanningen kontaktes de af lungeklinikken/koordinator for kræftudredning, som ikke kender pt. Det er ubehageligt, hvis patienten ikke er behørigt forberedt på, at de er henvist i et AKP forløb
Jernbehandling og koloskopi
Ved koloskopi skal der holdes pauser med jerntabletter i 7 dage før undersøgelsen. Det skyldes at jerntabletten giver en sort klistet afføring, som kan være svær at udrense, og det kan derfor gøre koloskopien ufuldstændig. Henvises patienter med jernmangelanæmi i AKP forløb til koloskopi, så afvent derfor med at opstarte jern til efter skopien.
Subakutte tider ved kirurgerne (gælder ikke ortopædkirurgerne)
Har man brug for en subakut tid i kirurgisk klinik:
Ring til hospitalsvisitationen tlf. 7842 0330 som kan booke en tid med det samme som patienten kan få med. De råder over 3 tider ugentligt til netop subakutte ting (som kirurgerne ikke selv må booke på).
Man kan ikke få subakutte tider ved bløddelskirurgerne alene ved at sende en henvisning.
Pneumokok vaccination hos egen læge ved patienter der er i biologisk behandling
Hospitalet oplever i enkelte tilfælde at patienter (voksne) som skal i biologisk behandling, eller som allerede er i biologisk behandling og dermed immunsupprimerede, afvises af egen læge, når hospitalet tilråder pneumokokvaccination. (Vaccinationscenteret har ikke mulighed herfor)
Kort fortalt vaccineres disse patienter med den nye 20 valente konjugerede vaccine (PCV, Apexxnar, er godkendt til voksne over 18 år) ved at
- Egen læge laver recept på "Apexxnar", markerer klausuleret tilskud på recepten.
- Patienten henter vaccinen og bringer den til klinikken.
- Egen læge vaccinerer og afregner med ydelse 8940 (vacciner med klausuleret tilskud) , der kan evt. afregnes 0101 ved samtidig konsultation, men på separat regning.
Det er således vederlagsfrit for patienten at blive vaccineret, men de betaler selv for vaccinen (med tilskud)
Proceduren er den samme for de andre målgrupper for vaccinen.
Patienten kan så efter et år boostes med PVC23 (pneumovax)
Se mere her: Statens Serum Institut - Øget risiko for invasiv pneumokoksygdom
Fyraftensmøde
Vores næste fyraftensmøde er den 13. April. Vi søger ligesom sidst Efteruddannelsesfonden om mulighed for refusion for tabt arbejdsfortjeneste. Så mød frisk og reserver allerede datoen nu! Indbydelse følger.
Emnet bliver ”Rundt om afdelingerne”, hvor du vil blive opdateret på de diverse faglige emner fra de forskellige afdelinger.
Vi planlægger at holde en temadag i efteråret i blokadebehandlinger i diverse led, hvor vi vil bruge færdighedslaboratoriet til at øve os i de praktiske færdigheder.
Hvem er praksiskonsulenterne
Praksiskoordinator
Thomas H. Clausen Tronholmen 3 Randers SØ E-mail: doctorclausen@gmail.com |
Praksiskonsulenter
Simon Laust Nielsen simon@rlx.dk Dytmærsken 9 8900 Randers |
Medicinsk afd., Blodprøver og Biokemi |
|
Anders Heslop heslop@dadlnet.dk Herredsvej 31 8382 Hinnerup |
Mave, Tarm og Brystkirurgi, Ortopædkirurgi, Bedøvelse, Enhed for lindrende behandling |
|
Jeppe Frøkjær Aaen jfaaen@gmail.com Svalevej 2, Assentoft 8960 Randers SØ |
Kvindesygdomme og fødsler, Børn og Unge, Patologi, Røntgen og Skanning Afdeling for Folkeundersøgelser |
|
Thomas H. Clausen Tronholmen 3 |
Akutafdelingen | |
Jeppe Frøkjær Aaen jfaaen@gmail.com Svalevej 2, Assentoft 8960 Randers SØ |
Regionspsykiatrien Randers |