PKOrientering, oktober 2024 - Regionshospitalet Randers
Kære Kollegaer
Efterårsferien er ved at starte, og her følger en ny udgave af PKOrientering fra praksiskonsulentordningen i Randers. Vi håber, at I får et godt efterår, uanset om I holder ferie eller arbejder.
Tidligere nyhedsbreve kan findes her via dette link: PKOrientering Regionshospitalet Randers
Ortopædkirurgisk afdeling
Til information har afdelingen iværksat flere tiltag for at øge operationstiderne for patienter med hofte-, knæ- og skulderproblemer. I 2024 er antallet af operationer øget med 180, og der planlægges yderligere stigninger. Baggrunden for disse tiltag er den stigende afvandring af patienter til privathospitaler, hvilket medfører ekstra omkostninger for Regionshospitalet Randers og øget transporttid for patienterne.
Afdelingens mål er at sikre, at patienter fra Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs kommuner får adgang til kvalitetsbehandling i nærområdet på Regionshospitalet Randers. Der er selvfølgelig stadig frit sygehusvalg.
Vedrørende visitation visiteres dagligt ortopædkirurgiske henvisninger, så patienter, der har brug for hurtig speciallægehjælp, kan få vurderet deres problemstillinger inden for få dage, hvis der er anmodet om og begrundet et sådant behov i henvisningen.
Vær derfor opmærksom på, at skadestuen kun er for akutte skader, generelt skader opstået inden for 1-2 døgn.
Når du henviser til ortopædkirurgisk ambulatorium, behøver du ikke samtidigt rekvirere røntgenbilleder på forhånd; dette vil blive gjort af ortopædkirurgerne, hvilket sikrer, at patienten får taget billeder samme dag, som de vurderes. Det er selvfølgelig fint at have udredt fx artrosepatienter på forhånd, men hvis henvisningen er besluttet uanset røntgenbillede, rekvirerer ortopædkirurgerne selv.
Lungeklinikken
Lungeklinikken ønsker at dele praktiske råd om håndtering af monosymptomatiske hostepatienter, som typisk er nogle af de spørgsmål, man oplever i forbindelse med hoste. Se vejledningen "Udredning af monosymptomatisk hoste". Vejledningen er således tiltænkt som en praktisk hjælp og ikke en forløbsbeskrivelse, og som sådan er det ikke et krav at opfylde forud for eventuel videre henvisning.
Billeddiagnostisk afdeling
Der er generelt set en stigning i henvisninger i forbindelse med okkulte cancer-pakker. Stikprøvekontroller har vist, at op mod 50 % af de henviste patienter ikke har fået taget de nødvendige blodprøver, hvilket kan forsinke den rette udredning. Det er essentielt at sikre, at blodprøverne (diagnostisk pakkeforløb, RM blodprøver) er udført forud for henvisningen, da resultaterne kan føre til alternative udredningsveje inden henvisning.
Husk generelt ved CT-scanninger (CT urografi, CT thorax og øvre abdomen m.v.) at tage eGFR forud for henvisning!
Afdeling for kvindesygdomme
Afdelingen ønsker at informere om, at laparoskopisk sterilisation er ved at blive udfaset i Aarhus og Randers. Kvinder, der henvises til sterilisation, vil fremover modtage en tid til anamnese, undersøgelse og vurdering. De vil typisk blive tilbudt en hormonspiral uden beregning for at reducere behovet for kirurgisk indgreb, som sjældent er medicinsk indiceret og kan indebære risici (fraset helt særlige tilfælde; se dokumentet "Hormonspiral i stedet for laparoskopisk sterilisation" for nærmere uddybning).
Plastikkirurgisk afdeling AUH
Plastikkirurgisk afdeling tilbyder ikke længere behandling af lipomer, der er mindre end 5 cm, medmindre de er placeret et kosmetisk generende sted, forårsager smerte, eller viser hurtig vækst. Lipomer vil fremover blive betragtet som kosmetiske problemer, som kræver egenbetaling. Hurtig vækst skal fortsat henvises til tumorsektoren i ortopædkirurgisk afdeling.
Resume fra fyraftensmøde den 26. september 2024
Her berettes lidt i punktform om, hvad der blev omtalt til fyraftensmødet den 26. september 2024:
- Der ses generelt en stigning i brugen af parakliniske undersøgelser, herunder blodprøver. Nogle giver meget lidt klinisk værdi og medfører mere arbejde/belastning for læger, og risikerer at sygeliggøre vores patienter.
- På mødet drøftedes anbefalinger fra Vælg Klogt. Gennemgå gerne egne blodprøvepakker, især med fokus på HgbA1C, D-vitamin og SR. Du kan orientere dig i Vælg Klogts anbefalinger her: https://vaelgklogt.dk/anbefalinger
- Husk også, at det hjælper afdelingen meget, hvis webreq-mærkater er tydelige (evt. ny printerpatron, og placeret lige på glasset).
- Når det kommer til patologi, husk at inkludere relevante oplysninger i friteksten ved henvisning. Fx ved stansebiopsi, en beskrivelse af udslettet; det hjælper patologen rigtigt meget og giver et bedre svar retur til praksis.
Akutte prøver
Hvis egen læge eller speciallæge vurderer, at prøvetagning, som skal tages på sygehuset, skal det foregå hurtigst muligt samme dag, kan personalet ringe til Blodprøvetagningen på Regionshospitalet Randers på telefon 7842 2285 for at bestille en akut tid til patienten. Dette telefonnummer må ikke udleveres til patienter.
Koloskopi og gastroskopi
Generelt kan man regne med, at en "Clean colon"-koloskopi er gyldig i 2 år. Selvfølgelig skal oplagte nye symptomer føre til en ny undersøgelse inden for 2 år, men ellers kan man generelt regne med den i 2 år.
Kirurgisk afdeling vil stadig meget gerne have, at praksis udleverer Plenvu (udrensning) til patienter, der henvises til koloskopi elektivt eller i AKP-forløb. Afdelingen bruger ellers mange penge (over 100.000 kr.) på at sende udrensningen ud med taxa, da udredningsgarantien ikke kan overholdes med PostNord eller lignende. Skriv på henvisningen, at udredningsmidlet er udleveret til patienten.
Man kan bestille Plenvu vederlagsfrit ved at skrive en mail med sine praksisoplysninger og ydernummer til Malene Lund på sygehusapoteket Randers på rhrapo@rm.dk
For patienter med gastroskopi skal patienter, som alene har simpel refluks, håndteres med livsstilsændringer, vægttab og PPI; de behøver ikke som udgangspunkt at blive gastroskoperet, hvis refluksen kan håndteres på denne måde.
Cirroseklinik
Der er oprettet en cirroseklinik på medicinsk afdeling, som vil sikre en mere systematisk tilgang til disse patienter og forhåbentlig bedre adherence, da klinikken arbejder tværfagligt med patienterne.
Hvem er praksiskonsulenterne
Vi præsenterer vores team af praksiskonsulenter, som står klar til at støtte jer og gerne vil sikre et godt samarbejde mellem almen praksis og specialafdelingerne.
Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde og ønsker alle et produktivt efterår!
Praksiskoordinator
Thomas H. Clausen Tronholmen 3 Randers SØ E-mail:doctorclausen@gmail.com |
Praksiskonsulenter
Simon Laust Nielsen simon@rlx.dk Dytmærsken 9 8900 Randers |
Medicinsk afd., Blodprøver og Biokemi |
|
Anders Heslop heslop@dadlnet.dk Herredsvej 31 8382 Hinnerup |
Mave, Tarm og Brystkirurgi, Ortopædkirurgi, Bedøvelse, Enhed for lindrende behandling |
|
Jeppe Frøkjær Aaen jfaaen@gmail.com Svalevej 2, Assentoft 8960 Randers SØ |
Kvindesygdomme og fødsler, Børn og Unge, Patologi, Røntgen og Skanning Afdeling for Folkeundersøgelser |
|
Thomas H. Clausen Tronholmen 3 |
Akutafdelingen | |
Jeppe Frøkjær Aaen jfaaen@gmail.com Svalevej 2, Assentoft 8960 Randers SØ |
Regionspsykiatrien Randers |
____________________________________________________________
Thomas H. Clausen, Praksiskoordinator
Sendt til praktiserende læger i Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs kommuner |