Bed ikke en patient om selv at ringe 1-1-2

Som læge skal du altid selv rekvirere ambulancer med hastegrad A/B til patienten. Hvis der er akut behov for præhospital hjælp til en patient, der ringer til egen læge eller vagtlæge, må hverken patient eller pårørende henvises til selv at ringe 1-1-2. 

Den eneste undtagelse er, hvis patientens opholdsadresse ikke kan oplyses eller der er tvivl om, hvor patienten præcist befinder sig. I de tilfælde må patient eller pårørende selv ringe ind, så Politiets 1-1-2-alarmcentral kan stedfæste opkaldet.

Hvis patienten eller de pårørende henvises til selv at ringe 1-1-2, forlænges tiden til hjælp. Når der ringes op til 1-1-2, kommer indringer først til at tale med politiet, som bruger tid på at vurdere, hvad sagen drejer sig om, før patienten sendes videre til AMK-Vagtcentralen. Vigtig tid kan her gå tabt. 

Der er også risiko for, at en patient, der er alene, bliver så dårlig, at han/hun ikke formår eller når at ringe 1-1-2.

Når der er sundhedsfagligt personale hos patienten og de vurderer, at patienten har brug for akut præhospital hjælp, er det bedst hvis de ringer direkte til 1-1-2.

Hvis det sundhedsfaglige personale alligevel først ringer til lægehuset, og dernæst bliver bedt om at ringe 1-1-2, forsinkes forløbet som beskrevet ovenfor. Her skal du som læge også selv kontakte AMK på A/B-linjen.

Niels Christian Emmertsen, cheflæge i Præhospitalets AMK-vagtcentral
Karen-Dorthe Bach Nielsen, praksiskonsulent for Præhospitalet, Region Midtjylland