Spring til indhold

Undgå unødige indlæggelser

Gælder for patienter i Aarhus Kommune

Fra 2. september 2024 indledes et nyt samarbejde mellem Klinik for Ældresygdomme (KÆS) og Præhospitalet, hvor en Præhospital læge får mulighed for at ringe til beredskabslæge på Klinik for Ældresygdomme. 

Formålet er at give ældre borgere med skrøbelighed det bedst mulige patientforløb og undgå unødige indlæggelser. Samarbejdet skal hjælpe ældre patienter, som allerede er tilknyttet plejehjem eller har et stort plejebehov i hjemmet, og som vil have gavn af at blive behandlet i hjemmet frem for på hospitalet.

Målgruppen for samarbejdet

Samarbejdet kan etableres, hvis ambulancepersonalet eller ALB-lægen bliver tilkaldt til en skrøbelig ældre patient med f.eks. svær demens eller mange samtidige sygdomme. 

Samarbejdet er ikke for alle geriatriske patienter, men kan etableres, hvis der er tale om komplekse problemstillinger, og det vurderes, at patienten vil have gavn af hjemmebehandling (fx IV-væske, IV-antibiotika, inhalationsbehandling, øvrig medicinsk behandling eller palliativ behandling), samt at patient og evt. pårørende er indforstået hermed.

Hvis der er spørgsmål hertil, er I velkommen til at kontakte ledende overlæge Annette Corydon, mail: ANNECY@rm.dk