Forløbsbeskrivelse
Definition
En forløbsbeskrivelse er en kort beskrivelse af aftaler for patientforløbet i Region Midtjylland. Forløbsbeskrivelser skal være kortfattede, ikke lærebogsagtig, men skitsere en kort overskuelig beskrivelse af forløbet for patienten fra praksis til hospital og retur, suppleret med specielle logistiske forhold.
Særligt punktet kontrolfasen er vigtig i dialogen med det sekundære sundhedsvæsen.
Ofte kan teksten med den faglige baggrund gøres kort, idet der kan linkes til Lægehåndbogen (eller andre steder) for supplerende læsning.
Formål
- Beskrivelse af aftale om god klinisk praksis for patientforløb mellem almen praksis og hospital
- Beskrivelse af fordelingen af opgaver og undersøgelser mellem sektorerne
- Beskrivelse af aftalte kommunikationsveje
- At det bliver et godt og sammenhængende patientforløb når forløbsbeskrivelsen overholdes
Udarbejdelse
Når et speciale, hospitalsafdeling, praktiserende læge eller administrationen i Region Midt oplever behov for afklaring af udredning, behandling og tværsektorielt samarbejde om en bestemt patientgruppe, så laves en forløbsbeskrivelse.
Inden der laves en forløbsbeskrivelse, undersøges det om der er lavet en national klinisk retningslinje eller DSAM-vejledning, som der tages udgangspunkt i. På samme område skal det sikres, at der henvises til Lægehåndbogen.dk., som almen praksis forholder sig til.
Udarbejdelse af teksten til en forløbsbeskrivelse sker i et samarbejde mellem speciallæger og praksiskonsulenter. Udkast laves ud fra skabelonen for indhold i en forløbsbeskrivelse.
Udkast sendes til lægelig koordinator. Lægelig koordinator og administrationsteamet samarbejder om den videre godkendelsesproces med øvrige.
Skabelon for indhold i en forløbsbeskrivelse
Titel
- Max 25 anslag med mellemrum .
- Skal følge nomenklaturen i ICPC2.
- Lægehåndbogens navngivning er umiddelbart standard.
- Altid sygdom/symptom eller primære ord først i titlen (lettest at skimme), fx Lungekræft eller Børn med kræft (aldrig kræft som første ord).
- Ingen ICPC -kode i titlen (bruges primært til fremsøgning).
Emneord
- Emneord er de søgeord, brugerne kan forventes at skrive i søgefeltet.
- Antallet af emneord kan variere. Typisk 2-10 emneord. Husk at for mange emneord gør søgningen alt for diffus med risiko for ikke at finde det man søger efter. For få ord gør at man ikke finder dokumentet.
- Redaktionen på praksis.dk anvender emneordene i systemet, men de bliver ikke synlige i publiceringen.
Indledning
- Ganske kort om fx baggrund, problem og definition.
Forløb i almen praksis
- Diagnosticering
- Behandlingsforslag i korte overskrifter (link til Lægehåndbogen med selve behandlingen)
- Undersøgelser inden henvisning.
- Muligheder for faglig sparring/Specialist rådgivning/ hotline
Kriterie for henvisning
- Hvornår er det relevant at sende en henvisning. Hvad skal være undersøgt inden?
- Er der særligt indhold, som er vigtigt at få med i henvisningen ud over det normale?
- Ved behov for vedhæftning til henvisning fx EKG, VBS ect., så skal det være aftalt og beskrevet i en forløbsbeskrivelse.
Hvor skal henvisning sendes til
- Hvilke afdelinger modtager henvisning? Noter afdelingsnavn, vær præcis - ikke bare kaldenavnet.
Forløb i specialist regi
Skal være i overskrifter og kortfattet, så patienten kan vejledes i, hvad der skal ske
- Undersøgelsestilbud
- Behandlingstilbud
Forløb i kontrolfase
Skal være i overskrifter og kortfattet, så patienten kan vejledes i, hvad der skal ske
- Er der planlagt kontroller? Hvor og ca. hvor lang tid efter.
- Indhold til kontrol fx scanning eller andet.
- Hvem er ansvarlig for kontrollerne og opfølgning?
- Hvilke kriterier skal være opfyldt inden almen praksis overtager behandlingsansvaret?
- Aftaler for det videre forløb i almen praksis.
Evt. særlige forhold/behov
- Er der noget specielt i dette forløb fremfor andre patientforløb, så bør det skrives her ellers kan overskrift slettes.
Link
- Link til Lægehåndbogen
- Andre forløbsbeskrivelser
- Eventuelt andre link
ICPC-koder
- Aktuelle koder
Godkender og indholdsansvarlige
- Her skrives hvilket specialeråd, som har godkendt.
- Navne og titel inkl. afdeling, så man kan se hvem der har udarbejdet forløbsbeskrivelsen.
Dato for publicering / gældende fra
- Redaktion for praksis.dk sætter dato på når forløbsbeskrivelse publiceres. Fra denne dato er forløbsbeskrivelsen gældende.
Godkendelsesproces
Indholdet i forløbsbeskrivelsen skal godkendes i det relevante specialeråd i Region Midtjylland, af lægelig koordinator og PLO-M inden publicering. Når forløbsbeskrivelsen er publiceret på praksis.dk er forløbsbeskrivelsen regionalt gældende for såvel hospitaler og praktiserende læger.
Administrationsteamet kan understøtte godkendelsesprocessen. Det færdige udkast sendes til formand for specialerådet cc. Hospitalsdirektør og tilknyttet praksiskonsulent, så det kan godkendes af formand / til kommende møde i specialerådet. Administrationsteamet følger op på godkendelsesprocessen, så der sikres fremdrift.
Lægelig koordinator sender til PLO-M for godkendelse og følger op.
Redaktionen på praksis.dk opretter de godkendte forløbsbeskrivelse i ESDH, så tidligere versioner kan findes frem ved behov.
For overblik over godkendelsesprocessen skrives datoerne her. Kommer ikke med i selve forløbsbeskrivelsen.
Lægelig koordinator d. XX
Specialerådet for YY d. XX
PLO-M d. XX
Udsendelse/publicering
Når forløbsbeskrivelsen er endelig godkendt og klar til publicering sendes forløbsbeskrivelsen og følgetekst til redaktionen af praksis.dk via funktionspostkassen: praksis@rm.dk
Er der tale om en opdatering skrives det, hvad der skal stå i mailen om, hvad der er ændret. Forløbsbeskrivelsen sendes ud via praksis.dk til de praktiserende læger i Region Midtjylland. Her gives en kort orientering om indhold og link til placering på praksis.dk.
Administrationstemaet sørger for at den godkendte forløbsbeskrivelse oprettes/opdateres i oversigten over forløbsbeskrivelser og i speciale specifik dokumentsamling i e-dok.
Opdatering
Forløbsbeskrivelsen skal opdateres, hvis aftalen opdateres og ellers hvert 3. år.
Der er lavet et skema over, hvornår forløbsbeskrivelserne skal opdateres. Skemaet er fast punkt på dagsordenen til møde i koordinationsgruppen for PKO og her aftales plan for opdatering.
Ældre udgaver sættes i ny skabelon ifm. opdatering.