Strukturerede forløb ved lænderygbesvær
Som led i overenskomsten om almindelig fysioterapi mellem Danske Fysioterapeuter og Regionernes Lønnings- og Takstnævn tilbydes der tre strukturerede fysioterapeutiske forløb målrettet patienter med lænderygbesvær. Forløbene har til formål at understøtte en mere ensartet, systematisk og evidensbaseret indsats i praksissektoren.
De strukturerede forløb omfatter følgende problemstillinger:
- Nerverodspåvirkning i lænd og nakke
- Lumbal spinalstenose
- Primære smerter i lænderyggen
Forløbene er forankret i fysioterapipraksis og baserer sig på kliniske symptomer og fund snarere end billeddiagnostiske kriterier.
Læs mere om de strukturerede forløb for praktiserende fysioterapeuter: Aftale om indførelse af strukturerede forløb
Det er Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Danske Fysioterapeuter, der står bag den nye aftale. Enheden for kvalitet og modernisering af fysioterapipraksis har stået for de faglige anbefalinger, som den bygger på.
Henvisning
Henvisning til praktiserende fysioterapeut foregår uændret via almen praksis på speciale 51. Der henvises ikke specifikt til et struktureret forløb.
Vurderingen af, hvorvidt patienten er kandidat til at indgå i et struktureret forløb, foretages af fysioterapeuten i samarbejde med patienten på baggrund af den kliniske undersøgelse, patientens symptombillede, funktionsniveau og behandlingsbehov.
Nerverodspåvirkning i lænd og nakke
Det strukturerede forløb for nerverodspåvirkning i lænd og nakke retter sig mod patienter med akutte symptomer forenelige med nerverodspåvirkning. Inklusion i forløbet baseres på symptombillede og kliniske fund og er ikke afhængig af billeddiagnostisk verificeret diagnose.
Forløbet har til formål at understøtte tidlig, systematisk og aktiv håndtering af tilstanden. Der anvendes struktureret monitorering med relevante funktionsundersøgelser og spørgeskemaer som beslutningsstøtte og effektmål. Den fysioterapeutiske indsats omfatter en grundig undersøgelse, symptomlindrende interventioner samt tiltag, der styrker patientens evne til egenhåndtering af smerter og funktionsnedsættelse relateret til nerverodspåvirkning i lænd eller nakke.
Resultater fra spørgeskemaer og funktionstest anvendes til at fastlægge et individuelt udgangspunkt for patientuddannelse og træning. Ved behov for tæt opfølgning kan der gennemføres statuskonsultationer efter 2 og 4 uger, særligt hos patienter med udtalte smerter. Disse konsultationer indeholder målrettet patientuddannelse med fokus på smerteforståelse, smertehåndtering, egenhåndteringsstrategier samt information om tilstandens karakteristika og risikofaktorer.
Lumbal spinalstenose
Det strukturerede forløb for lumbal spinalstenose er målrettet patienter med akutte eller svære symptomer på spinal stenose i lænderyggen. Patienterne inkluderes på baggrund af symptomer og kliniske fund og ikke nødvendigvis på baggrund af billeddiagnostik.
Det kliniske billede er typisk præget af funktionsbegrænsende neurogen claudicatio med smerter, føleforstyrrelser og tyngdefornemmelse i et eller begge ben samt eventuelle balanceproblemer.
Symptomerne forværres ofte ved gang og stående stilling og lindres i hvile, eksempelvis i siddende eller liggende stilling eller ved fleksion af columna.
Forløbet har fokus på systematisk monitorering gennem funktionsundersøgelser og spørgeskemaer samt en aktiv fysioterapeutisk tilgang bestående af grundig undersøgelse, symptomlindrende behandling og støtte til udvikling af patientens egenhåndtering af smerter og funktionsnedsættelse. Data fra funktionstest og spørgeskemaer anvendes til at individualisere patientuddannelse og træning.
Der kan gennemføres en statuskonsultation efter 4 uger med henblik på tæt opfølgning af sygdomsforløbet, smertehåndtering og tryghedsskabende information, herunder undervisning i egenhåndtering, aflastende stillinger og bevægelsesmønstre samt viden om sygdommens karakteristika og risikofaktorer.
Primære smerter i lænderyggen
Det strukturerede forløb for primære lænderygsmerter omfatter patienter med smerter og/eller funktionsbegrænsninger lokaliseret til lænderyggen, som har tilbagevendende eller længerevarende gener uden kliniske tegn på alvorlig patologi.
Fysioterapeut og patient foretager i fællesskab en vurdering af behovet for en fokuseret indsats med henblik på at understøtte egenhåndtering, genoprette funktion og reducere risiko for vedvarende eller tilbagevendende problematikker.
Forløbet indeholder et struktureret patientuddannelseselement, som gennemføres adskilt fra den fysiske træning, men integreres efterfølgende i den samlede indsats. Patientuddannelsen omfatter viden om tilstandens karakteristika, risikofaktorer og symptomer samt smerteforståelse og smertehåndtering. Derudover inddrages temaer som livsstil, mental sundhed, prognose, behandlingsmuligheder, herunder medicinsk og kirurgisk behandling, samt betydningen af fysisk aktivitet og træning.