Problematikker ved samarbejde med hospitaler
Her finder du oplysninger om forskellige problematikker ved samarbejdet med hospitalerne i Region Midtjylland.
Gebyr for at sende CD med billeddiagnostik
Efter en del overvejelser er Region Midtjylland nået frem til følgende konklusion:
Billeddiagnostik der er bestilt gennem offentligt sygehus skal udveksles gratis mellem sundhedsfaglige ydere. Dette gælder også, når borgeren er visiteret videre til privatklinik via offentligt hospital.
Er billeddiagnostik foretaget gennem forsikring eller anden privat ordning, kan privatklinikken fakturere for at lave og sende en CD.
Henvisning til MR-skanning
Der har været uklarhed om, hvilke geografiske afgrænsninger der gælder ved MR-henvisning. Region Midtjylland har præciseret reglerne:
Ifølge afdelingen for sundhedsplanlægning skal der henvises til et hospital i borgerens egen region. Der er frit sygehusvalg og borgeren kan efter indkaldelse således søge efter hospital med kortere ventetid indenfor regionen.
Bestilling af sygetransport eller ambulance
Kiropraktorerne har ret til at henvise til regionernes akutmodtagelser. Dette synes dog kun at være nødvendigt i meget sjældne tilfælde. Såfremt dette behov skulle opstå er der god grund til at kende lidt til de forskellige kørselstyper og hastegrader. Du finder en beskrivelse her.
Det er Akut Medicinsk Koordinering der fastlægger gældende praksis. Ifølge drøftelser i AMK ledelsen, skal kiropraktorer ringe 112 ved rekvirering af kørsel. Her er det så en visitator der afgør behovet, men med kendskab til kørselstyperne giver det en mulighed for at drøfte den rette kørsel med vagtcentralen.
Samtykke ved indhentning af journaloplysninger
Ønsker en kiropraktor at bestille epikrise fra en hospitalsafdeling, er der fortsat begrænsninger på, hvad der kan lade sig gøre. På trods af meddelelse fra Sundheds- og Ældreministeriet om kiropraktorers adgang til at indhente oplysninger i elektroniske registre sker der ikke rigtig noget.
Regionerne og hospitalerne er meget defensive og holder sig til en restriktiv praksis. Status er derfor indtil videre, at der kræves skriftligt samtykke fra patienten, for at der kan indhentes oplysninger fra hospitalsafdelinger.