Informeret samtykke
Al behandling i sundhedsvæsenet skal være baseret på patientens informerede samtykke.
Iht. til Bekendtgørelse af Sundhedsloven, LBK nr. 275 af 12/03/2025 Sundhedsloven er den grundlæggende hovedregel er, at al behandling i sundhedsvæsenet skal være baseret på patientens informerede samtykke.
For, at Region Nordjylland har mulighed for at kunne opkræve betaling af tolkegebyr er det afgørende, at patienten informeres om, at der kan være en sandsynlighed for, at vedkommende skal betale for tolk.
Efter sundhedslovens § 15, stk. 1, må ingen behandling indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke, medmindre der er tale om mindreårige og patienter, der varigt mangler evnen til at give informeret samtykke, samt ved øjeblikkeligt behandlingsbehov.
Efter sundhedslovens § 15, stk. 3, forstås et informeret samtykke efter loven som et samtykke, der er givet på grundlag af fyldestgørende information fra sundhedspersonens side, jf. sundhedslovens § 16.
Såfremt der tilbydes iværksættelse af en behandling, hvor der indgår elementer, som patienten sandsynligvis selv skal betale, skal dette indgå i informationen om behandlingsmulighederne, således at dette kan indgå i patientens samlede overvejelser inden afgivelse af informeret samtykke til behandlingen.
Efter sundhedslovens § 17, stk. 1, kan en patient, der er fyldt 15 år, selv give informeret samtykke til behandling.
Det er derfor forud for behandlingen, at patienten skal oplyses om, at patienten sandsynligvis selv skal betale for den pågældende tolk. Er tolkegebyret kendt forud for den pågældende behandling kan sundhedspersonalet vejledende oplyse patienten forud for behandlingen.
Ved spørgsmål til proceduren for opkrævning, kan sundhedspersonalet henvise til Region Nordjyllands Tolkekontor på tlf. nr. 97648305, som er bemandet man-fre kl. 9-14.30.
Det er sundhedspersonen, der er ansvarlig for behandlingen, som er forpligtet til at drage omsorg for, at informeret samtykke til behandlingen indhentes, jf. sundhedslovens § 21, nr. 1.
Dermed skal der i det journalførte informeret samtykke indgå en skrivelse om, at patienten er blevet informeret om, at der ved anvendelse af tolk er en mulighed for, at patienten vil modtage en opkrævning af tolkegebyr fra Region Nordjylland.
Patienten kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde sit samtykke, jf. sundhedslovens § 15, stk. 1.