Kroniker-analyse
Almen praksis har et glimrende værktøj til at trække data på kronikergrupperne DM2, KOL samt hjerte-patienter, som både kan danne et overblik og lave målrettede indsatser
Målet med dette tilbud er at stille de praktiske rammer til rådighed for at den enkelte praksis kan komme godt i gang med at arbejde struktureret med de data klinikken har genereret.
Med hjælp fra en datakonsulent får klinikken en gennemarbejdet analyse af antallet af kronikere, klinikkens arbejde med diagnosekodning, tilmeldinger til kronikerforløbsydelsen, afviklede og afventende årskontroller og udarbejdede forløbsplaner. Yderligere får klinikken bud på forskellige indsatser, der med fordel kan fokuseres på - både de lavthængende frugter og større og mere langsigtede indsatser.
Datakonsulenten laver ”rugbrødsarbejdet” og leverer en færdig pakke med analyse og indsatsforslag, men processen foregår i tæt dialog med klinikken, så det sikres, at det færdige resultat er skræddersyet til den enkelte klinik.
Sådan foregår en kroniker-analyse
TRIN 1 Forberedelse
En datakonsulent kommer på besøg i praksis og får pc med adgang til journalsystem og forløbsplaner. Besøget varer ca 2-3 timer og kræver ikke andet end en ledig kontorplads og måske en kop kaffe. Ved besøgets slutning har datakonsulenten indsamlet data til bearbejdelse og udarbejder herefter en analyse til klinikken.
TRIN 2 Gennemgang af analyse
Datakonsulenten kommer på besøg i praksis og præsenterer en færdig analyse af klinikkens kronikere og arbejdet med patientgrupperne. I fællesskab besluttes det hvilke indsatser og fokuspunkter klinikken ønsker at arbejde videre med. Datakonsulenten indsamler ønsker og aftaler og udarbejder herefter en opgaveplan til klinikken.
Besøget vil typisk vare 2 timer og vil kræve et lokale hvor personalegruppen kan se/høre en gennemgang af analysen og sammen med datakonsulenten beslutte hvad der skal arbejdes videre med.
TRIN 3 Praktisk planlægning
Datakonsulent kommer på besøg i klinikken og præsenterer en opgaveplan over indsatser til klinikken. Opgavefordeling, varighed og arbejdsgange aftales.
Besøget vil typisk vare 1 time og vil kræve et lokale hvor personalegruppen kan få en gennemgang af materiale til brug for opgaveløsning samt have en dialog om opgavefordeling, tidsplan og tidsforbrug.
TRIN 4 Indsats-arbejde
Praksis arbejder med de udvalgte indsatser. I den tid der arbejdes med indsatserne er der selvfølgelig mulighed for at kontakte datakonsulenten for sparring, råd og vejledning.
Tidsforbrug og varighed afhænger af hvad praksis vælger at arbejde videre med.
TRIN 5 Opfølgning
Datakonsulent kommer på besøg i klinikken og samler op på arbejdet med indsatserne. Datakonsulenten starter besøget med at indsamle data om de indsatser der er arbejdet med. Efterfølgende samles klinikkens personale og datakonsulenten vil sørge for at klinikken får overblik over, om de ønskede mål er opnået, om indsatsen har givet anledning til at ændre f.eks. arbejdsgange i fremtiden og om praksis har brug for anden hjælp fremadrettet.
Besøget vil typisk vare i alt 3 timer, men kun 1 time kræver aktiv deltagelse af praksis.
Kontakt Nord-KAPs datakonsulenter på datakonsulent@rn.dk hvis din klinik gerne vil indgå i et kroniker-analyseforløb