Survey af praktiserende lægers samarbejde med hospitalerne
Resultat af survey
Praksiskonsulentordningen har i samarbejde med Sundhedsplanlægning, Region Nordjylland, lavet en ”mini-måling” af praktiserende lægers samarbejde med hospitalerne, herunder følgende indsatser: specialistrådgivning, subakutte tider og Regional Fælles Visitation (AMK). Der var god tilslutning til besvarelse af spørgeskemaet, med 25 praktiserende læger, der besvarede alle spørgsmål og 9 praktiserende læger, der har svaret på dele af spørgeskemaet. Overordnet set er ”mini-målingen” positiv, men der er ifølge flere plads til forbedringer. Læs resultatet af målingen her
Følgende er konklusionerne fra målingen:
Specialistrådgivning
Respondenterne synes generelt, at specialistrådgivningen fungerer, og størstedelen svarer at: ”Rådgivningen er let tilgængelig, god og brugbar”.
I forhold til forbedringer pointeres det, at det vil være hensigtsmæssigt at:
- flere specialer tilbyder specialistrådgivning
- åbningstiden forlænges med f.eks. en halv time
- få tilsendt notater fra specialister, når man har fået specialistråd
- få specialistrådgivning fra psykiatrien samt tilsendelse af ambulante notater fra psykiatrien
Subakutte tider
Respondenterne synes generelt, at ordningen med subakutte tider fungerer.
I forhold til forbedringer af ordningen pointeres det, at der behov for følgende:
- mere oplysning omkring ordningen
- mere information om hvilke patienter, der kan henvises til de subakutte tider
- flere subakutte tider/udredninger
Regional Fælles Visitation (AMK)
Respondenterne synes generelt, at ordningen fungerer.
I forhold til forbedringer af ordningen pointeres det, at ventetiden ved kontakt til vagtcentralen er meget lang. Hertil nævnes et ønske om færre konferenceopkald samt mere kapacitet først på dagen i visitationen.
Drøftelse på koncernledelsesmøde
Resultatet af ”mini-målingen” blev drøftet på koncernledelsesmøde d. 17. februar 2021. Morten Ohrt og Marianne Siersbæk deltog som repræsentanter for almen praksis på mødet. Det var en rigtig god drøftelse, og koncernledelsen fandt det positivt, at den nævnte ”mini-måling” er udført. Koncernledelsen var også meget glade for, at Morten Ohrt og Marianne Siersbæk vil deltage på mødet, og hermed give ”mini-målingen” nogle uddybende bemærkninger med på vejen. Dialogen med almen praksis er meget vigtig for hospitalsledelserne, da det er afgørende for det sammenhængende patientforløb.
I drøftelsen blev det ift. specialistrådgivningen fremhævet, at de praktiserende læger anvender specialistrådgivningen til at få råd og vejledning til behandling af de patienter, som de vurderer, at de selv kan gå videre med. Desuden anvender de specialistrådgivningen til at lave aftaler om subakutte tider. Yderligere blev det fremhævet, at specialistrådgivningen er tilgængelig både i somatikken og psykiatrien, samt at det er muligt at få råd og vejledning via korrespondance meddelelse, og i akutte tilfælde kan det fås via den tilgængelige bagvagt i specialet.
Ift. subakutte tider blev det i drøftelsen nævnt, at der skal være mere fokus på at udnytte de subakutte tider den førstkommende hverdag, hvis patientens tilstand tillader det. Herudover blev det pointeret, at der generelt er ledig kapacitet i de subakutte tider – undtagen på de subakutte tider til ultralydsscanning, hvor almen praksis tilkendegav, at de har et ønske om flere subakutte tider til ultralydsscanning på røntgenafdelingen i Hobro. Hospitalsledelsen fra Aalborg Universitetshospital var positiv overfor at udvide de subakutte tider til ultralydsscanning i Hobro. Desuden blev det i drøftelsen pointeret, at almen praksis har et ønske, om at få mere information om de subakutte tider samt en vurdering af cost-effectiveness af subakutte tider og eksempler på gode forløb. Dette vil netop kunne inspirere til brugen af både specialistrådgivning samt subakutte tider.
Ang. den Regionale Fælles Visitation blev det i drøftelsen fremhævet, at AMK er velfungerende på trods af, at der i løbet af dagen er perioder med længere ventetid.
Indholdsansvarlig
Niels Skibsted, niels.kristian@rn.dk