EmpowR – gruppeforløb for piger (13–16 år) i mistrivsel
Indledning
Nord-KAP og NGO’en GirlTalk samarbejder om indsatsen EmpowR. Praktiserende læger kan henvise piger i mistrivsel i alderen 13–16 år til forløbet. Deltagelse kræver forældresamtykke.
Om forløbet
EmpowR er et gratis og frivilligt gruppeforløb, hvor piger mødes én gang ugentligt i 10 uger i små, trygge grupper.
Forløbene faciliteres af to unge frivillige fra GirlTalk. Samtalerne tager udgangspunkt i temaer som selvværd, ensomhed, præstationspres og relationer med fokus på at styrke deltagernes trivsel og oplevelse af fællesskab.
Forløbene afholdes i Aalborg, men er for alle piger i Nordjylland.
EmpowR er ikke et behandlingstilbud, men et supplement til eksisterende trivselsindsatser i skole og kommune.
Målgruppe
Tilbuddet henvender sig til piger i alderen 13–16 år, som:
- føler sig alene eller har svært ved at finde deres plads
- savner et fællesskab med jævnaldrende
- oplever mistrivsel eller lavt selvværd
Hvem er GirlTalk?
GirlTalk er en NGO, der har eksisteret siden 2004. Hver dag taler GirlTalk med piger og unge kvinder, som kæmper med trivselsproblematikker og lav mental sundhed.
GirlTalks fysiske fællesskaber er baseret på psykologfaglige metoder og drives af frivillige unge kvinder, som er uddannet til at varetage opgaverne med pigerne i centrum.
GirlTalk har indsigt i piger og unge kvinders problemer og er på baggrund af mange års erfaring rustet til at være henvisningssted, når I møder unge med almindelige livsmestringsudfordringer, som oplever stress, angst, ensomhed med mere, eller som et supplerende tilbud til anden behandling, f.eks. i psykiatrien.
Spørgsmål og yderligere information
Ved spørgsmål eller yderligere information kan områdeleder i GirlTalk, Anna Beate, kontaktes på:
Email: annabeate@girltalk.dk
Telefon: 52 23 28 93
Du kan også læse mere om tilbuddet og henvise relevante piger via GirlTalks hjemmeside:
EmpowR 13-16 år - GirlTalk
Pigerne har også mulighed for selv at tilmelde sig.
Indholdsansvarlig
Louise Drejer | Udviklingskonsulent
Mobil: 20138587 | l.drejer@rn.dk
Region Nordjylland
Reform og Sundhed | Nord-KAP
SUND, Selma Lagerløfs Vej 249 | 9260 Gistrup